Elmer Advokater har ført indtil flere Højesteretssager om adgangen til fradrag i opgørelsen af den skadelidtes krav på tabt arbejdsfortjeneste, og Højesteret har fastslået, at fradrag kræver klar hjemmel.
Det har generelt været meget omdiskuteret, hvordan man i henhold til erstatningsansvarslovens § 2, der vedrører krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal opgøre den skadelidtes forventede indtjening, var skaden ikke sket, og hvordan man skal opgøre skadelidtes faktiske indtjening med den pågældendes funktionstab efter skaden.
Eksempelvis har Elmer Advokater med succes ført en del sager om, at også skadelidte, der er ansat som månedslønnede, har krav på at få dækket deres tabte feriepenge som en del af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Vores overordnede synspunkt har i alle sager været, at hvis en skadelidte som følge af en skade opsiges og overgår til eksempelvis sygedagpenge, vil den pågældende ikke optjene feriepenge til de næstkommende ferieår. Desuden vil den skadelidte ikke kunne få feriepenge udbetalt med henvisning til lovlig feriehindring, når der ikke er optjent feriepenge. Dette tab skal derfor dækkes af skadevolder som en del af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.
Senest har nu også Højesteret i en sag ført af Karsten Høj endelig slået fast, at en skadelidte har krav på at få beregnet sin tabte arbejdsfortjeneste sådan, at den omfatter månedslønnen tillagt både 12,5 % feriepenge og værdien af en eventuel ansættelsesretligt aftalt 6. ferieuge. I samme dom slår Højesteret også fast, at den skadelidte har krav på at få dækket arbejdsgivers bidrag til ATP. Mange sager afventede alene Højesterets afgørelse af denne sag, fordi mange af forsikringsselskaberne stod sammen i synspunktet om, at skadelidte ikke havde krav på feriepenge oveni den fulde udbetalte månedsindtægt.
Et andet omdiskuteret spørgsmål har været betydningen af udbetalinger af invalidepensioner/erhvervsevnetabsforsikringer. Altså om sådanne ydelser skal fradrages i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, som siger, at løn under sygdom, sygedagpenge og ”forsikringsydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning og lignende ydelser” skal fradrages.
Herom har Højesteret i en sag ført af Karsten Høj i december 2013 udtalt, at de forsikringsydelser, der skal trækkes fra efter § 2, stk. 2, (alene) er de ydelser, som er afhængig af, og som beregnes ud fra, skadelidtes konkrete indtægtstab. Det gælder f.eks. sygedriftstabsforsikringer, som mange tandlæger, arkitekter, advokater m.fl. har. Ydelser fra invaliditetsforsikringer eller erhvervsevnetabsforsikringer må derimod karakteriseres som ”summaforsikringer”, og de skal som alt overvejende hovedregel holdes helt ude af erstatningsopgørelsen. I summaforsikringer er udbetalingen afhængig af værdien af den police, der er tegnet. Ulykkesforsikringer er eksempelvis også summaforsikringer, fordi den ménudbetaling man får, afhænger af det beløb, man har besluttet at forsikre sig selv for.
Generelt om fradrag (ikke kun i tabt arbejdsfortjeneste) kan også henvises til den i medierne meget omtalte sag om den kræftsyge kvinde, der fik reduceret sin erhvervsevnetabserstatning og sin méngodtgørelse med henvisning til, at hun som følge af skaden havde en forkortet restlevetid. Den sag er beskrevet i en selvstændig tekst, som indgår i vores liste over betydningsfulde sager.