betydningsfulde sager

Hvor længe kan der kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste?

Karsten Høj har ført en række sager for landsret og Højesteret, der vedrører hvornår skadevolder rimeligvis kan bremse den løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved at udbetale erstatning for midlertidigt eller varigt erhvervsevnetab. Der har gennem tiden været mange konflikter omkring, hvornår retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste stopper i forhold til, hvornår man så er berettiget til erstatning for varigt erhvervsevnetab. Hovedformålet med ændringen i 2002 af disse regler i erstatningsansvarsloven var, at der ikke måtte opstå et ”hul” i skadelidtes dækning af sit indtægtstab, men efter vores opfattelse har forsikringsselskaberne (og på det seneste også patientskademyndighederne) forsøgt at standse betalingen af tabt arbejdsfortjeneste på et alt for tidligt tidspunkt for at undgå at skulle betale store erstatningsbeløb.

I en sag ført af Karsten Høj i 2008 slog Højesteret imidlertid – og i overensstemmelse med vores synspunkt – fast, at det ikke i sig selv bringer forpligtelsen til at erstatte tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at den skadelidte må antages at lide af et varigt erhvervsevnetab, som også skal erstattes. Der skal foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn og udbetales erstatning i overensstemmelse hermed. Er sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering, skal der derfor betales tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor styrelsens udtalelse afgives. I modsat fald skal skadevolder – ifølge Højesterets dom – selv foretage en konkret vurdering på et forsvarligt grundlag og udbetale erhvervsevnetabserstatning i overensstemmelse hermed.

Dommen præciserede dermed, at forholdet mellem retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og retten til erhvervsevnetabserstatning er sådan, at den ene erstatning skal afløse den anden. Den erstatning, der gives for det midlertidige eller varige erhvervsevnetab, skal derfor gives på et sådan forsvarligt niveau, at erstatningen (der skal dække den skadelidtes erhvervsevnetab resten af den pågældendes erhvervsaktive liv) tager behørigt højde for også den skadelidtes fremtidige varige erhvervsevnetab.

Læs vores nyhed om sagen her.

I en noget senere sag fra 2013 også ført og vundet af Karsten Høj udtalte Højesteret supplerende til sin tidligere praksis, at en såkaldt minimumsvurdering (= en vurdering om, at skadelidte har et erhvervsevnetab på mindst 15 %) ikke er tiltrækkelig til at stoppe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der skal foretages et kvalificeret skøn – også selvom det kun er midlertidigt – over skadelidtes faktiske, varige erhvervsevnetab.

Læs vores nyhed om denne sag her.

På det seneste har det så været omdiskuteret i patientskadesager, hvilken betydning det har for kravet på varigt erhvervsevnetabserstatning, at patienten enten før eller under patientskademyndighedernes sagsbehandling er afgået ved døden, eller at patienten på skadestidspunktet kun var nogle måneder fra folkepensionsalderen.

Om sidstnævnte spørgsmål, har Karsten vundet en sag i Højesteret i marts 2016, som slår fast, at en patient har krav på erstatning for erhvervsevnetab, selvom pågældende på grund af sin alder, ville være holdt op med at arbejde indenfor få måneder efter tidspunktet for patientskademyndighedernes afgørelse om erstatning.

Patientskademyndighederne havde – 2 måneder før patientens formodede pensionstidspunkt i november 2011 – tilkendt ham erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra hans lønophør og frem til pensionstidspunktet. Samtidig gav de afslag på erhvervsevnetabserstatning. Under retssagen vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at der senest ved patientens overgang til efterløn i april 2011 var grundlag for at fastsætte erhvervsevnetabet til 75 %. På den baggrund fandt Højesteret det bevist, at det på afgørelsestidspunktet i september 2011 var muligt at fastsætte mandens erhvervsevnetab til 75 %. Det gjorde ifølge Højesteret ingen forskel, at manden på det tidspunkt måske kun ville have haft 2 måneder tilbage på arbejdsmarkedet, hvis patientskaden ikke var sket.

Dommen er udtryk for, at der efter erstatningsansvarsloven ikke er hjemmel til undlade at tilkende skadelidte erstatning for erhvervsevnetab, hvis skæringstidspunktet mellem tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab er indtrådt, og at man ikke som et alternativ kan yde yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en fremtidig periode.

Læs vores nyhed om denne sag her, hvor der også refereres til en sag fra januar 2016, der tillige er ført af Karsten Høj. I den sag var patientskaden først blev anmeldt efter, at patienten var død. Højesteret fandt derfor, at patientskademyndighederne havde gjort ret i at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til dødstidspunktet og afslå erstatning for erhvervsevnetab

Advokat Karsten Høj har endnu en patientskadesag, som vedrører samme tema. I den sag traf Patienterstatningen i første omgang en forkert afgørelse om anerkendelse af patientskade. Den blev ændret efter klage til Ankenævnet. I mellemtiden var patienten afgået ved døden på grund af den forsinkede behandling for kræft. Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning dette skal have for fastsættelsen af erstatningen for patientens midlertidige og varige indtægtstab. Højesteret behandler den sag den 8. november 2016.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev