Kommune dømt til at være medansvarlig for erstatningskravet som følge af en tidligere opstået skade, der havde betydning for forløbet efter den af eleven forårsagede skade.
Østre Landsret har ved dom af 18. august 2014 tiltrådt Retten i Roskildes dom, afsagt i oktober 2011, hvorefter såvel en 10 årig elev – der var dækket af en ansvarsforsikring – og lærerens tidligere arbejdsgiver tilsammen blev kendt ansvarlig for det indtægtstab, som den tilskadekomne lærer havde pådraget sig efter de to skader, og som inklusive renter udgør godt 1.000.000 kr.
Sagen:
En kvindelig lærer kom i januar 2004 alvorligt til skade med sin hofte og sit bækken, da hun faldt på en isglat trappe på skolen under sit arbejde som lærer. Skolen/kommunen anerkendte ved sit ansvarsforsikringsselskab at være ansvarlig for skaden. Hun genoptog dog efter kort tid sit arbejde som lærer delvist og mistede således ikke løn. En periode efter denne skade skiftede hun job til en anden skole, og i dette nye job blev hun året efter – i januar 2005 – udsat for en ny tilskadekomst, da en 10 årig dreng i kådhed forvoldte en ny skade, der ligeledes ramte hoften og bækkenet.
Den 10 årige dreng led af opmærksomhedsforstyrrelse og adfærdssymptomer svarende til ADHD og hoppede – sandsynligvis i kådhed og af glæde ved at se læreren – op på læreren i en for denne uventet situation, hvorved læreren faldt ned på gulvet og beskadigede den i forvejen beskadigede hofte og det i forvejen beskadigede bækken.
Efter denne anden skade kom læreren aldrig mere tilbage i arbejde, men blev stærkt gangbesværet og smerteforpint. Læreren er senere blevet tilkendt helbredsbetinget førtidspension.
Begge de to skader er anerkendt som arbejdsskader, og der er efter Arbejdsskadesikringsloven tilkendt læreren erhvervsevnetabserstatning svarende til 80 %.
Efter Arbejdsskadesikringslovens udregninger er erhvervsevnetabserstatningen til læreren beregnet til at udgøre knap kr. 2,5 millioner.
Beregnet efter Erstatningsansvarsloven vil 80 % erhvervsevnetab imidlertid føre til et yderligere erstatningsbeløb på kr. 340.000.
Herudover havde læreren et indtægtstab i perioden, indtil hun fik tilkendt erhvervsevnetabserstatning, svarende til i alt ca. kr. 250.000.
Efter at have afklaret, at den pågældende elev havde en ansvarsforsikring, valgte Danmarks Lærerforening på vegne læreren derfor at udtage stævning mod såvel eleven, som skolen, der oprindeligt havde anerkendt at være erstatningsansvarlig for den første skade.
Det var Danmarks Lærerforenings opfattelse, at såvel den oprindelige skadevolder (skolen i anledning af skade nr. 1) samt eleven (i anledning af skade nr. 2) var ansvarlig for det samlede lidte tab, der inklusive svie- og smertegodtgørelse blev opgjort til at udgøre i alt ca. kr. 640.000, hvortil kommer renter.
Under såvel byretssagen som landsretssagen afviste de to skadevoldere ved deres respektive forsikringsselskaber at skulle betale erstatning. Drengens forsikringsselskab anførte som begrundelse, at eleven ikke havde handlet uforsvarligt; dels fordi denne led af en ADHD lidelse og derfor ikke skulle bedømmes ud fra en målestok svarende til en alderssvarende ”normal” elev, og dels fordi man ikke fandt, at elevens adfærd kunne karakteriseres som værende uforsvarlig, selv om man vurderede handlingen ud fra, hvad en 10-årg burde indse.
Kommunen, der var ansvarlig for den første skade, påstod sig frifundet med den begrundelse, at læreren jo ikke havde haft noget indtægtstab efter den første skade, men fuldt ud kunne klare sit arbejde, og at det derfor var skade nr. 2, der alene var årsagen til, at læreren ikke længere kunne arbejde.
Både Byretten og Landsretten dømte imidlertid såvel eleven som Kommunen, der var skadevolder for den første skade, til hver for sig og til sammen at være ansvarlig for det samlede erstatningstab.
Af Landsrettens begrundelse fremgår, at Landsretten finder, at drengen ”… efter sin alder burde have indset, at hans handlemåde indebar risiko for, at (læreren) kunne falde og derved komme til skade”, og da hans ”ansvar er dækket af en for ham tegnet ansvarsforsikring, er der – uanset hans begrænsede psykiske udvikling – ikke grundlag for at lempe ansvaret …”.
Landsretten dømte endvidere kommunen, der var ansvarlig for den første skade, til ligeledes at betale erstatning i forening med drengen. Landsretten anførte som begrundelse navnlig, at der på baggrund af Retslægerådets vurdering af følgerne ikke var ”belæg for at antage, at nævnte gener ville have været til stede, såfremt faldulykkerne i januar 2004 og januar 2005 ikke var indtruffet, og at det beskrevne symptombillede ikke adskiller sig på afgørende vis efter de to faldulykker”.
Elmer & Partneres kommentarer:
Dommen er interessant både i relation til ansvarsgrundlag for elever og i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng.
I forhold til elevers ansvarsgrundlag fastslår Landsretten, at børns/elevers adfærd skal vurderes ud fra, hvad tilsvarende børn på samme alder må forventes at gøre i forsvarlighedsmæssig henseende, og at det således ikke skal tillægges betydning, om et barn psykisk måtte befinde sig på et andet udviklingstrin, end alderen svarer til.
I relation til spørgsmålet om årsagssammenhæng har dommen navnlig betydning i den situation, hvor et indtægtstab først opstår en del tid efter den oprindelige skade, når den oprindelige skade har væsentlig betydning for selve indtægtstabet, og der ikke er holdepunkter for, at indtægtstabet ville være opstået, hvis ikke skaden var indtruffet.
Sagen er ført for læreren på vegne Danmarks Lærerforening ved advokat Søren Kjær Jensen.