Landsretten har for nylig stadfæstet byretsdom og givet skadelidte medhold i, at hendes årsløn til brug for beregning af erhvervsevnetabserstatning skulle fastsættes skønsmæssigt, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2.
Skadelidte, som var født og opvokset i Canada, afsluttede i november 2000 sine akademiske uddannelser i Canada med en Master of Arts. Hun havde sideløbende med sine uddannelser og i en periode herefter i et vist omfang erhvervsrelateret arbejde. Kvinden kom til Danmark i 2001, og hun fik i 2002 opholdstilladelse her i landet. Samme år fødte hun en søn. Herefter bestod hun i juni 2003 Almenprøve 2 i dansk, og hun fik i august 2003 Undervisningsministeriets godkendelse af, at hendes samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med en dansk kandidatuddannelse inden for det humanistiske hovedområde (cand.mag.). I juni 2005 bestod hun studieprøven i dansk.
Kvinden hjalp fra oktober 2001 og frem til april 2006 ulønnet til med visse opgaver i sin mands it-virksomhed. Fra juli 2004 til september 2005 havde hun forskelligt forefaldende arbejde. I forbindelse med at familien flyttede, fik hun arbejde i sin svogers kiosk og videoforretning, hvor hun i perioden fra oktober 2005 og frem til trafikulykken i april 2006 arbejdede 30 timer om ugen til en månedsløn på 13.000 kr.
Både by- og landsret lagde til grund, at ansættelsen var midlertidig og begrundet i et ønske om at hjælpe familien økonomisk samtidig med, at kvinden fik lejlighed til at øve sit dansk, og at ansættelsen derfor umiddelbart kunne ophøre, når hun fandt andet arbejde.
I april 2006 – ca. 5 år efter sin ankomst til landet – var kvinden involveret i et trafikuheld og blev påført en whiplash skade. Efter en længere kommunal udredning blev hun i 2011 visiteret til fleksjob, og 1. januar 2012 påbegyndte hun et fleksjob 16 timer ugentligt indenfor sit uddannelsesområde.
Hendes løn i fleksjob inkl. tilskud udgjorde i 2012 ca. 386.000 kr., hvilket vi mente var retvisende for hendes indtjeningsevne, hvorfor årslønnen ved beregning af erhvervsevnetabserstatningen skulle fastsættes i overensstemmelse hermed.
En årsløn i 2012 på 386.000 kr. svarede på skadestidspunktet (2006) til en årsløn på 320.000 kr.
Forsikringsselskabet vurderede kvindes erhvervsevnetab til 50 % og erstatningen blev beregnet på baggrund af den årsløn, hun modtog i året forud for tilskadekomsten i jobbet hos sin svoger, som lød på 156.000 kr.
Under retssagen blev sagen forelagt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som vurderede kvindens erhvervsevnetab som følge af ulykken til 60 % – altså 10 % højere end fastsat af forsikringsselskabet.
Parterne indgik herefter en procesaftale således, at erhvervsevnetabet var 50 %, hvis retten nåede frem til, at årslønnen på skadestidspunktet var retvisende (og dermed skulle fastsættes efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 1), mens erhvervsevnetabet var 60 %, hvis retten fandt, at årslønnen skulle fastsættes skønsmæssigt til 320.000 i 2006-niveau, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2.
Både by- og landsret var enige med kvinden i, at hendes årsløn på skadestidspunktet ikke var retvisende for hendes indtjeningsevne.
Byretten anførte blandt andet i sin begrundelse, at det måtte lægges til grund, at kvinden først i 2005 var klar til at søge arbejde i Danmark og fortrinsvis arbejde, hvor sproget var engelsk. Herudover lagde byretten vægt på blandt andet kvindens danskundervisning, at hun var aktivt jobsøgende og hendes unge alder (hun var 31 år på skadestidspunktet).
Da kvinden ikke i videre omfang havde arbejdet som færdiguddannet i Canada og slet ikke i Danmark, fandt byretten, at der ved dette skøn skulle tages udgangspunkt i en årsløn som for en nyuddannet cand.mag i 2006.
Landsretten var enig med byretten og anførte hertil, at uanset at kvinden ikke inden trafikulykken opnåede ansættelse inden for sit uddannelsesområde, så var det godtgjort, at hun havde sådanne kvalifikationer, at hun måtte forventes at kunne opnå fuldtidsarbejde med relation til sin brede uddannelse, såfremt trafikulykken ikke var indtrådt.
Landsretten fandt således ikke, at kvindens løn i den midlertidige ansættelse som butiksassistent gav det rette billede af værdien af hendes arbejdskraft på skadestidspunktet, og hendes årsløn skulle herefter fastsættes efter et skøn, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2.
Årslønnen blev derfor fastsat til 320.000 kr.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Mie Andersen, som førte sagen på vegne af kvinden.