Elmer og Partnere behandler en række sager for soldater med psykiske lidelser. En stor del af sagerne drejer sig om at få anerkendt deres lidelser som arbejdsskader.
Efter gårsdagens historie i medierne om, at psykisk syge krigsveteraner nægtes erstatning, har Arbejdsskadestyrelsen udsendt en pressemeddelelse.
Af pressemeddelelsen fremgår, at man ikke er strikse, og at man blot ”arbejder efter de internationale regler”, for så vidt angår anerkendelse af den psykiske lidelse, der betegnes PTSD (post traumatic stress dissorder).
Efter vores opfattelse er der tale om et misvisende og letkøbt argument i debatten om håndteringen af de psykisk syge soldaters arbejdsskadesager, især fordi Arbejdsskadestyrelsen kun skriver om diagnosekriterier og ikke om beviskrav.
Det er efter vores opfattelse uproblematisk, at WHO-diagnoserne anvendes til at fastslå, om der er tale om PTSD.
Problemet er noget andet, nemlig den vurdering af sagens beviser, som skal foretages, når arbejdsskademyndighederne træffer afgørelse.
Af WHO’s krav til diagnosen Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), fremgår det, at der dels 1) skal være tale om traumatiske begivenheder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, dels 2) at der skal være symptomer indenfor 6 måneder.
Det er ikke diagnosebetingelserne, vi kritiserer, men beviskravene.
Spørgsmålet om, hvorvidt der har været symptomer efter 6 måneder, er en helt almindelig bevisvurdering, hvor en række momenter kan indgå ved vurderingen af, om pågældende har symptomer indenfor 6 måneder.
Det kritisable er her, at arbejdsskademyndighederne har en praksis, hvorefter man næsten kun anerkender et eneste bevis: notater fra læge- eller psykologjournaler.
Det vil sige, at den soldat, der ikke henvender sig til psykolog eller læge indenfor 6 måneder, ikke vil kunne få erstatning – uanset hvad der ellers måtte være af forhold, der taler for, at han havde symptomer indenfor 6 måneder.
Det er denne strikse håndtering af beviskravet til symptomdebut, der efter vores opfattelser er problematisk.
Det andet kriterium fra WHO-diagnosen er, at man skal have været udsat for traumatiske begivenheder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Det er efter vores opfattelse også uproblematisk at anvende dette diagnosekrav. De beviskrav, Arbejdsskadestyrelsen stiller, er imidlertid efter vores opfattelse for strenge.
Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvad en soldat har været udsat for under sin udsendelse, beror også på en helt almindelig vurdering af sagens beviser.
Soldaten kan naturligvis selv fortælle, hvad han har været udsat for, men det vil sjældent være bevis nok for arbejdsskademyndighederne. Også her anlægger man en streng bevisvurdering og vil almindeligvis kun tro på soldatens beskrivelser, hvis de bekræftes af Forsvaret.
Da forsvaret ikke skriver alting ned (uanset om de har pligt til det eller ej), og da der er hændelser, der ikke rapporteres videre til de overordnede, vil det ofte hedde, at man ”ikke kan bekræfte soldatens oplevelser”.
Forsvaret er i disse sager selvforsikrede, og det betyder reelt, at hvis ikke ”forsikringsselskabet” bekræfter soldatens beskrivelse af de livsfarlige episoder, er der ikke mulighed for erstatning.
Sammenfattende er det, vi kritiserer, således ikke, at WHO-diagnosekravene anvendes – men derimod de beviskrav, som arbejdsskademyndighederne selv har opfundet.
Vi finder det i øvrigt tvivlsomt, om de danske domstole vil anlægge samme strenge beviskrav, hvis de skulle se på sagerne.
Spørgsmål til ovenstående kan rettes til advokat Mads Krøger Pramming på mkp@elmer-adv.dk (eller telefon 33 67 67 53).