Retten i Esbjerg har i dom af 12. februar 2010 (der ikke ankes til landsretten) givet en arbejdsskadet medhold i, at det var forkert, at Ankestyrelsen nedsatte hendes erstatning for tab af erhvervsevne fra 65 % til 35 %.
Sagens faktum:
Sagen angår et færdselsuheld i arbejdstiden indtruffet i 1995. Skaden blev anmeldt i 1998, og den pågældende blev i år 2000 tilkendt mellemste førtidspension fra det offentlige.
I november 2001 tilkendte Arbejdsskadestyrelsen erstatning for tab af erhvervsevne med 65 %. Afgørelsen blev påklaget af arbejdsskadeforsikringsselskabet til Ankestyrelsen, der i juli 2002 hjemviste sagen til fornyet behandling i Arbejdsskadestyrelsen, idet Ankestyrelsen fandt, at en påvist prolaps i nakken ikke kunne anses at være en følge af arbejdsskaden.
Et år senere i juli 2003 nåede Arbejdsskadestyrelsen igen frem til, at erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden var 65 %, og igen klagede arbejdsskadeforsikringsselskabet. Ankestyrelsen stillede i to omgange lægefaglige spørgsmål til Retslægerådet. Rådet udtalte sig imod fuld årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og alle helbredsmæssige gener. I afgørelse fra maj 2006 blev méngraden på 15 % nedsat til 8 %, og erhvervsevnetabet blev fastsat til 35 %.
Herefter anlagde den arbejdsskadede sag ved byretten med krav om have et erhvervsevnetab på 65 % som følge af arbejdsskaden. Under byretssagen blev der stillet yderligere spørgsmål til Retslægerådet, der igen udtalte sig klart imod fuld årsagssammenhæng.
Der forelå i sagen udtalelser fra flere af Ankestyrelsens lægekonsulenter, hvoraf en argumenterede for årsagssammenhæng og dermed i et vist omfang imod Retslægerådets erklæringer.
Ved dommen fandt byretten ud fra en samlet bedømmelse, trods Retslægerådets udtalelser i sagen, ikke at Ankestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at kun ca. halvdelen af erhvervsevnetabet skyldtes arbejdsskaden.
Kommentar:
Højesteret afsagde i 2009 ikke mindre end 5 domme om arbejdsskademyndighedernes anvendelse af bevisbyrdereglen i dagældende § 13 i arbejdsskadesikringsloven (nu § 12, stk. 2). I 4 af sagerne er Ankestyrelsen blevet dømt til at anerkende, at deres afgørelser har været forkerte, og det samme gælder en række byretsdomme; senest den her omtalte dom. Udover det urimeligt lange sagsforløb med gentagne hjemvisninger og ændrede afgørelser og en langstrakt forberedelse af byretssagen, er dommen endnu et eksempel på, at arbejdsskademyndighederne i en hel del sager anvender bevisbyrdereglen for restriktivt i forhold til de arbejdsskadede.
Henvendelse om dommen og denne problemstilling kan ske til advokat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der i den sidste del af sagens behandling repræsenterede den arbejdsskadede. Elmer & Partnere afholder i løbet af foråret gå-hjem-møde om dette emne.