Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
19.06.2017

Ankestyrelsen underkendt af Højesteret i principiel sag om psykisk lidelse ( tilpasningsreaktion) hos en administrativ medarbejder udsat for stor arbejdsmængde, arbejdspres og overarbejde.

wdwc


Højesteret frikendte i en samtidig anlagt sag arbejdsgiver for at være erstatningsansvarlig for skaden, selvom arbejdstidslovens regel om maksimal ugentlig arbejdstid var overskredet.


Højesteret har den 13. juni 2017 afsagt dom i henholdsvis en sag mod Ankestyrelsen og en sag mod arbejdsgiver. De to sager vedrørte en kvinde, som fik psykiske gener, efter at hun i en længere periode i en stilling som administrativ medarbejder havde været udsat for en arbejdsmæssig belastning med merarbejde af betydeligt omfang.


Primært grundet en kollegas udstationering men også grundet en senere omstrukturering udførte hun i en lang periode næsten to administrative medarbejderes arbejde. Det medførte et øget pres på hende både med hensyn til arbejdstempoet og arbejdsdagenes længde.


Et halvt år før hendes sygemelding oversteg hendes arbejde i en periode på 4 måneder 48 timer pr. uge i gennemsnit, hvilket er den maksimalt tilladte arbejdstid i henhold til arbejdstidsloven – en lov som bygger på et direktiv om maksimal arbejdstid begrundet i hensynet til den ansattes sikkerhed og sundhed.


Kvindens psykiske gener blev af Ankestyrelsen henført under diagnosen tilpasningsreaktion, en længerevarende depressiv reaktion F43.21, som ifølge de diagnostiske kriterier kan vare op til 2 år. Kvinden – som undervejs fik ordineret behandling i form af bl.a. psykologsamtaler, stresshåndteringsforløb og bl.a. sovemedicin – havde efter 2 år stort set uændrede psykiske gener. Disse psykiske gener blev senere i forløbet henført under diagnosen anden belastningsreaktion F43.8.


 


Sagen mod Ankestyrelsen


Ankestyrelsen afviste at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget. Begrundelsen var, at der ikke var mulighed for, at en forelæggelse ville kunne føre til anerkendelse af tilpasningsreaktionen. Ankestyrelsen  vurderede, at der var årsagssammenhæng mellem kvindens arbejde og tilpasningsreaktion, men lagde vægt på, at ”en tilpasningsreaktion ikke er en sygdom af en karakter, der vil kunne anerkendes som en erhvervssygdom”, og at kvindens ”diagnose er af forbigående karakter og (hendes) arbejde ikke har været af en særlig art.”


Hovedproblemet i sagen var derfor dels skadesbegrebet/sygdomsbegrebet og dels om belastningerne faldt ind under arbejdets særlige art.


Landsretten frifandt Ankestyrelsen.


Kort før sagen skulle afgøres i Højesteret, udtalte Retslægerådet som svar på supplerende spørgsmål, at kvindens tilstand for perioden efter 2 år måtte diagnosticeres som anden belastningsreaktion F43.8. Ankestyrelsen traf derefter en ny afgørelse om, at kvindens fortsatte psykiske gener diagnosticeret som anden belastningsreaktion skulle hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Begrundelsen var, at der var mulighed for, at en forelæggelse af sagen ville kunne føre til anerkendelse af belastningsreaktionen. Ankestyrelsen lagde vægt på, ”at Retslægerådet har vurderet, at der er sammenhæng mellem belastningerne forud for sygemeldingen tilbage i 2011, altså den erhvervsmæssige udsættelse, og tilstanden anden belastningsreaktion F43.8.”  Samtidig fastholdt Ankestyrelsen afslaget på anerkendelse af kvindens tilpasningsreaktion uden forelæggelse for udvalget med henvisning til, at Retslægerådet ”har udtalt, at der ikke er anledning til retrospektivt at ændre denne diagnose.”


Sagen for Højesteret angik derfor, om kvindens psykiske lidelse skulle anerkendes som en erhvervssyg­dom i henhold til arbejdsskadesikringslovens 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, eller om sagen eventuelt skulle hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Er­hvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 7, stk. 3.


Ankestyrelsen gjorde gældende, at en tilpasningsreaktion som udgangspunkt ikke kan være en erhvervssygdom. Anerkendelse af en tilpasningsreaktion vil ifølge Ankestyrelsen indebære en udhuling af erhvervssygdomsbegrebet på grund af lidelsens karakter, fordi der er tale om en tilstand, der ikke kan vare mere end to år, og fordi der er tale om en tilstand, hvor individuel disposition og sårbarhed spiller en væsentlig rolle for risikoen for tilpasningsreaktionens opståen og udformningen af de træk, hvormed den manifesterer sig.  –Højesteret gav ikke Ankestyrelsen medhold heri.


Ankestyrelsen gjorde særligt gældende, at kvindens gener var af forbigående karakter – altså ville forsvinde inden 2 år – og at det måtte ”skyldes en anden sygdom, som har sin egen selvstændige årsagsforklaring” hvis hun stadig havde gener efter 2 år. Herudover gjorde Ankestyrelsen særligt gældende, at kvindens arbejde ikke havde været af en særlig art. –Ankestyrelsen fik heller ikke medhold i disse to synspunkter.


Ankestyrelsen – som ikke havde fundet grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget – gjorde yderligere gældende, at kvinden ikke kunne få dom for, at Ankestyrelsen skal hjemvise sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, da dette ”… er et sagsbehandlingsskridt, som arbejdsskademyndighederne råder over.” –Heller ikke dette synspunkt gav Højesteret Ankestyrelsen medhold i.


Højesteret fandt ved dom af 13. juni 2017, at Ankestyrelsen skal hjemvise sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.


Højesteret lagde efter de lægelige oplysninger til grund, at kvindens psykiske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behandlingskrævende i perioden før Ankestyrelsens afgørelse truffet mere end to år efter belastningernes ophør.


Højesteret vurderede, at de arbejdsmæssige belastninger må anses for at høre til arbejdets særlige art efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.


På baggrund af Retslægerådets svar var det Højesterets opfattelse, at der også er mulighed for, at kvindens psykiske lidelse de første to år vil kunne anerken­des som en arbejdsskade efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. Derfor burde sagen ifølge Højesteret have været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, inden Ankestyrelsen traf sin afgørelse.


Med henvisning til, at Ankestyrelsen for så vidt angår kvindens psykiske lidelse efter to år diagnosticeret som anden be­lastningsreaktion har truffet afgørelse om forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, fandt Højesteret, at der på det foreliggende grundlag ikke bør tages stilling til den nedlagte påstand om anerkendelse af kvindens psykiske lidelse. I stedet for fandt Højesteret, at forelæggelsen for udvalget bør udvides til også at omfatte hendes psykiske lidelse de første to år.


Elmer Advokaters kommentarer til arbejdsskadesagen


*Det har i årevis været Ankestyrelsens opfattelse, at en tilpasningsreaktion ikke kan være en erhvervssygdom i arbejdsskadesikringslovens forstand. Med ændringen af Ankestyrelsens afgørelse tilsidesætter Højesteret Ankestyrelsens opfattelse. Højesterets dom fastslår således principielt, at en tilpasningsreaktion kan være en erhvervssygdom i arbejdsskadesikringslovens forstand.


Dommen har dermed også principiel betydning for arbejdsskadesikringslovens skade- og sygdomsbegreb. Herunder har dommen efter vores opfattelse særlig betydning i forhold til Ankestyrelsens fortolkning af skadebegrebet og højesteretsdommen U.2014.452H – en fortolkning som har ført til, at en række skader afvises, fordi belastningerne ikke vurderes at være egnet til at medføre andet end forbigående gener uden behandling, jf. bl.a. principafgørelse 33-14 (nu 32-17) og på det psykiske område bl.a. principafgørelse 25-15.


Højesterets bemærkning om, at kvindens ”psykiske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behandlingskrævende i perioden før Ankestyrelsens afgørelse”, er udtryk for, at skadebegrebet må vurderes konkret for den pågældende, og at en skade ikke blot kan afvises, fordi det lægefagligt generelt vurderes, at generne går i sig selv uden behandling. Dermed er hverken principafgørelse 33-14 (nu 32-17) eller principafgørelse 25-15 og den deri foretagne afstandtagen fra landsretsdommen U.2009.2022V holdbar med den afsagte Højesterets dom.


*Med den gengivne bemærkning fra Højesteret – om at kvindens psykiske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behandlingskrævende i perioden før Ankestyrelsens afgørelse, som blev truffet mere end to år efter kvinden blev syg – slår dommen konkret fast, at kvindens psykiske lidelse opfylder lovens sygdomsbegreb, jf. princippet i U.2014.452H. Underforstået kan hendes psykiske lidelse dermed muligvis begrunde ydelser efter loven.


*Herudover fastslår dommen, at arbejdsmæssige belastninger som stor arbejdsmængde, øget arbejdstempo og overarbejde kan opfylde betingelsen om at være et arbejde af en særlig art, og at betingelsen konkret er opfyldt i kvindens tilfælde.


*Endelig har det i mange år været Ankestyrelsens opfattelse, at den skadelidte ikke kan få dom for, at Ankestyrelsen skal hjemvise en sag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Denne opfattelse tilsidesætter Højesterets dom også, og dommen er på dette punkt også principiel. Højesteret er dermed nået til samme resultat som Vestre Landsret i en principielt behandlet 1. instanssag fra 2015, der også blev ført af Elmer Advokater, U.2016.988V.


 


Sagen mod arbejdsgiver


Arbejdsgiver afviste at være erstatningsansvarlig for kvindens psykiske lidelse, allerede fordi lidelsen ikke var anerkendt som en arbejdsskade i henhold til arbejdsskadesikringsloven.


Sagen for Højesteret angik, om arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende, og kvinden derfor var berettiget til godtgørelse for svie og smerte som følge af den arbejdsmæssige belastning med merarbejde af betydeligt omfang.


Højesteret fandt ved dom af 13. juni 2017 ikke, at kvindens arbejdsgiver har handlet ansvarspådragende.


Højesteret fandt, at det ikke i sig selv kan begrunde erstatningsansvar for arbejdsgiveren, at kvinden havde haft overarbejde i et omfang, som overskred arbejdstidslovens regel herom.


Efter bevisførelsen lagde Højesteret til grund, at kvinden over for sine overordnede fremtrådte robust og villig til at påtage sig merarbejde, selv om dette indebar en yderligere arbejdsmæssig belastning af hende. Hun gav ikke på noget tidspunkt udtryk for, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne, og hendes arbejdsgiver blev heller ikke på anden måde gjort opmærksom på, at hendes arbejdsbyrde var for stor.


Højesteret vurderede, at kvindens arbejdsgiver under disse omstændigheder ikke havde haft anledning til at antage, at hun var udsat for en arbejdsmæssig belastning, som oversteg, hvad hun kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholdsregler for at lette hendes arbejdsbyrde.


Elmer Advokaters kommentarer til ansvarssagen


*Højesterets dom er en konkret frifindelse af arbejdsgiveren, og dommen slår fast, at arbejdstidslovens regel om maksimal ugentlig arbejdstid ikke i sig selv er en erstatningsretlig relevant norm og dermed culpanormerende.


Den ansatte bærer således selv risikoen for at blive syg af at arbejde i et omfang, der overskrider arbejdstidsloven, hvis den ansatte ikke selv på den ene eller anden måde over for sin overordnede har givet udtryk for, at arbejdsbyrden er for stor. Havde kvinden omvendt til sin overordnede givet udtryk for, at den store arbejdsbyrde var for belastende for hende, må det med de givne præmisser formodes, at Højesteret havde fundet, at arbejdsgiver havde handlet ansvarspådragende overfor kvinden, hvis arbejdsgiveren havde undladt at træffe relevante foranstaltninger, der kunne lette hendes arbejdsbyrde.


Eventuel henvendelse om de to sager kan ske til advokat Birgitte Filtenborg, som førte sagerne for landsretten, eller til advokat Søren Kjær Jensen, som førte sagerne for Højesteret.


Flere nyheder
Om os