nyheder

Ankestyrelsens afgørelse om fradrag i méngodtgørelse tilsidesat

Retten i Randers har efter hovedforhandling i en sag anlagt af FOA – Fag og Arbejde for et medlem tilkendegivet, at Ankestyrelsens afgørelse om varigt mén skal tilsidesættes.

Sagen drejer sig om en mandlig portør, der kom til skade med sin højre skulder i november 2005. Han havde ikke før haft gener i skulderen. Egen læge udfyldte en funktionsattest i august 2006 på baggrund af en undersøgelse og konstaterede en mindre bevægeindskrænkning og smerter. I januar 2007 blev lægen bedt om en ny funktionsattest, men foretog ikke nogen ny undersøgelse, da skadelidte oplyste, at han kunne det samme som i august 2006, men “at det gjorde mere ondt”. Funktionsattesten blev derfor sendt med samme indhold.

Kort efter traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at ménet var under 5 %. FOA-afdelingen ankede og gjorde opmærksom på fejlen og bad om, at der blev udfærdiget en relevant ny undersøgelse, da helbredstilstanden var værre end ved den første attest og herunder, at skadelidte havde smerter ved enhver bevægelse, belastet som ubelastet og tillige om natten, når han vendte sig.

Ankestyrelsen fik hos egen læge bekræftet, at der ikke var foretaget en aktuel undersøgelse, men fandt det irrelevant, da det fremgik af MR-scanning, at portøren havde slidgigtsforandringer og en biologisk konstruktion af skulderen, der gjorde pladsforholdene for skuldersener begrænsede. Ankestyrelsen fandt, at generne kunne takseres til et mén på 5 %, men at generne i vidt omfang skyldtes slidgigt og de anatomiske forhold, og “.. at en eventuel forværring af Deres gener efter august 2006 skyldes den forudbestående slidgigt og ikke følgerne efter arbejdsskaden”.

Ankestyrelsens lægekonsulent havde forud for afgørelsen udtalt, at “.. skadelidtes smerteklager må relateres til den påviste slidgigt i skulderhøjdeleddet, der er blusset op ved tilskadekomsten”, og at det samlede mén i henhold til méntabellen udgør 5 %, “.. men da hele ménet ikke kan henføres til skaden, så må der være tale om et mén mindre end 5 %.”

I en erklæring fra samme lægekonsulent efter retssag var anlagt, udtalte samme lægekonsulent tillige, at det er “… overvejende sandsynligt, at skadelidte, med den anatomiske konstitution … og slidgigten .. uagtet arbejdsskaden vil få gener fra skulderen indenfor en overskuelig tidshorisont.”

Herefter blev sagen forelagt Retslægerådet, der på et spørgsmål (B) om, hvorvidt det efter lægelig erfaring måtte forventes, at han “… vil få gener fra skulderen, selv hvis han ikke havde været udsat for hændelsen …”, stillet af Ankestyrelsen, svarede, at “slidgigten i skulderhøjdeleddet er ikke opstået ved skaden, men har ikke efter det oplyste givet kliniske symptomer tidligere. Skaden må derfor opfattes som udløsende faktor, men spørgsmål B er for hypotetisk og kan ikke besvares, ca. halvdelen af selv svære slidgigt giver ingen symptomer.”

Retslægerådets udtalelse førte ikke til, at Ankestyrelsen ændrede sin afgørelse, men førte tværtimod til, at Kammeradvokaten på Ankestyrelsens vegne gjorde gældende, at Retslægerådets svar ikke kunne tillægges betydning, da “Retslægerådet har vurderet, at det ligger udenfor rådets kompetence at besvare det stillede spørgsmål B om forløbet, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet. Retslægerådet henviser til, at spørgsmålet er hypotetisk”. Derimod skulle lægekonsulentens vurdering om prognosen tillægges afgørende betydning.

Under lægekonsulentens forklaring for retten, fastholdt denne sin opfattelse af, at skadelidte med overvejende sandsynlighed ville have fået gener uafhængigt af skaden og forklarede, at denne vurdering var baseret på hans 25-årige erfaring som ortopædkirurg. På spørgsmålet om, hvorvidt denne erfaring var baseret på henvendelser fra personer, der søgte læge, fordi de havde problemer med skulderen og dermed ikke på personer, der måtte have samme anatomiske forandringer – men ingen gener, svarede han bekræftende. På spørgsmål om, hvornår det måtte forventes, at skadelidte ville få tilsvarende gener fra venstre skulder, svarede lægekonsulenten, at han ikke kunne sige noget om det.

Efter hovedforhandlingen fremkom byretten med tilkendegivelse om, at der ikke var grundlag for at reducere i ménet, og at sagen derfor måtte hjemvises til fornyet behandling for at kortlægge om og i givet fald hvor meget det samlede mén udgjorde udover de anerkendte 5 %. Ankestyrelsen har nu anerkendt tilkendegivelsen.

Kommentar:
Sagen giver anledning til at være meget opmærksom på, om der reelt er grund til at fradrage i mén og erhvervsevnetab i de tilfælde, hvor fradraget begrundes i slidgigtsforandringer og anatomiske forhold.

Sagen giver endvidere grund til at være opmærksom på, om styrelserne indhenter relevante oplysninger. Det forekommer særdeles utilfredsstillende, at Ankestyrelsen ikke ville indhente en aktuel undersøgelse, selvom man var blevet gjort opmærksom på, at den foretagende undersøgelse var mangelfuld, og det er ganske uacceptabelt, at Ankestyrelsen, når svar fra Retslægerådet foreligger i retssagen, argumenterer for, at Retslægerådet ikke skulle have kompetence til at vurdere prognoser, men at en sådan kompetence (alene) skulle ligge hos Ankestyrelsens lægekonsulenter.

Sagen er ført af advokat Søren Kjær Jensen for FOA – Fag og Arbejde.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev