nyheder

Bortvisning for krænkelser af kolleger uberettiget, men modregning af feriepenge i erstatning

HK har for et medlem i Østre Landsret fået medhold i, at en bortvisning var uberettiget. Østre Landsret reducerede den erstatning, der herefter skulle udbetales efter funktionærlovens § 3 med ferie, der kunne afholdes i den periode, der betales erstatning for. Bortvisningen Af landsrettens begrundelse fremgår: Efter bevisførelsen for landsretten findes det godtgjort, at F ved en lejlighed har klappet en kvindelig kollega bagi med et prisskilt og ved en efterfølgende lejlighed har prikket hende i siden. Vedrørende en anden kollega findes det alene godtgjort, at F bagfra har grebet fat med begge hænder i siden på hende og ramt bøjlen på hendes BH, uden at det kan anses for godtgjort, at det var hans hensigt at berøre BH’en. Efter en samlet vurdering af forholdenes karakter og den daglige tone på arbejdspladsen, herunder mellem F og de to kvindelige kolleger, finder landsretten herefter ikke, at F ved sin adfærd, der nok har været krænkende over for de kvindelige kolleger, men har savnet en seksuel undertone, har udvist en sådan grad af grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at bortvisningen var berettiget. Mellem parterne var der enighed om, at de tre episoder havde fundet sted. De kvindelige kolleger mente, at F havde taget på dem og ført hænderne op og ned, medens F alene gjorde gældende, at han havde prikket dem i siden for at forskrække dem. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at der var tale om seksuel chikane, og at det var nødvendigt at gribe hårdt ind, for at undgå, at de kvindelige kolleger lagde sag an mod arbejdsgiveren med påstand om seksuel chikane. F gjorde gældende, at der intet seksuelt var i episoderne mellem kolleger, der i øvrigt havde et godt samarbejdsforhold. De havde enkelte gange set hinanden privat, og der havde på arbejdspladsen været episoder med et kys på kinden som tak for en tjeneste osv. Derfor gjorde F gældende, at der nærmere var tale om leg end chikane af nogen art. Landsretten fulgte denne vurdering. Feriepenge Højesteret afsagde den 7. april 1993 en dom gengivet i UfR 1993.555 2H, der efterfølgende blev kommenteret af højesteretsdommer Jørgen Nørgård i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993B.439. Ifølge denne dom kan en arbejdsgiver, der skal betale erstatning efter en uberettiget bortvisning, modregne værdien af den ferie, som lønmodtageren ville kunne være pålagt at holde, såfremt der havde været tale om en fritstilling og ikke en bortvisning. Med ikrafttræden den 1. januar 2001 vedtog Folketinget i 2000 en ny ferielov. I den nye ferielov er i § 16, stk. 2 indsat bestemmelse om, at ferie anses for holdt, hvis lønmodtageren er fritstillet. Det er et krav, at varslingsperioder og ferie kan rummes inden for fritstillingsperioden. Disse regler om ferieafholdelse ved fritstilling byggede tidligere på retspraksis og var ikke indeholdt i den gamle ferielov. Den ledende dom var Sø- og Handelsrettens dom af 29. juni 1979 (UfR 1979.1032 S), der fastslog, at meddelelse om fritstilling sidestilles med varsel om feries afholdelse. Da der ikke i den nye ferielov var medtaget bestemmelse om, hvad der skulle ske i forbindelse med bortvisning og da forarbejderne ikke udtaler sig om spørgsmålet, anmodede HK Østre Landsret om principielt at tage stilling til, om der ved den nye ferielov var ændret i det udgangspunkt, der var fastslået af Højesteret i 1993. Østre Landsret når frem til, at der ikke ved indførelsen af den nye ferielov er grund til at antage, at der er tilsigtet en ændring af retstilstanden efter Højesterets dom fra 1993. Udgangspunktet er herefter, at der ved udmåling af erstatning i forbindelse med uberettiget bortvisning skal forholdes med ferie på samme måde, som ville have været tilfældet, såfremt den ansatte ikke var blevet bortvist, men fritstillet.

Elmer & Partneres bemærkninger
Afgørelsen af bortvisningssagen er endnu et eksempel på de komplicerede interesseafvejninger, der kan være mellem forskellige medarbejdere på en arbejdsplads. Uanset hvis historie der lægges til grund, er der tale om nogle episoder, der har haft menneskelige konsekvenser for alle tre involverede kolleger. Der stilles i den forbindelse store krav til arbejdsgiverens håndtering af tvisten. I den konkrete sag blev F ikke givet muligheden for at forklare sin version af sagen. Bortvisning er en meget indgribende foranstaltning. Der var ingen grund til at forvente, at arbejdsgiveren ikke kunne have opnået fuldstændigt ophør med den slags episoder ved at give medarbejderen en mundtlig eller skriftlig advarsel. Den ene af de kvindelige kolleger forklarede da også i retten, at det efter hendes opfattelse var en overreaktion, at han blev bortvist. Vedrørende feriepengemodregningen er det utilfredsstillende, at Beskæftigelsesministeriet og Folketinget ikke i forbindelse med vedtagelse af den nye ferielov tog stilling til spørgsmålet. Højesterets dom fra 1993 har i ansættelsesretlige kredse været diskuteret ivrigt, idet grundforudsætningen om, at man kan reducere en erstatning ud fra feriebetragtninger, når ansættelsesforholdet er ophørt, er svær at forstå. I ferieloven opereres med en klar sondring mellem opsigelse, fritstilling og fratræden. Der burde også være en klar stillingtagen ved bortvisning. Der er fortsat en række uafklarede spørgsmål. Kan man f.eks. opretholde nedslag i erstatningen, hvis den ansatte er syg, som ville være en feriehindring efter ferielovens § 13, stk. 2? Det må imidlertid lægges til grund, at landsretten foreløbig har fastslået, at retsstillingen fra 1993 opretholdes. Forhåbentlig kommer Højesteret på et tidspunkt til at tage stilling hertil. Det vil ikke ske i denne sag.

Henvendelser i sagen kan rettes til advokat Jacob Goldschmidt, der i Østre Landsret førte sagen for HK Danmark.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev