EF-domstolen afsagde den 1. marts 2011 dom i C-23609. Sagen angik, om en direktivbestemmelse stred imod forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn i EU’s Chartre om grundlæggende rettigheder
Sagen vedrørte et spørgsmål om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
Artikel 5 i direktiv 2004/113 angår anvendelse af køn som faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser. Bestemmelsen fastsætter, at forskelle i præmier og ydelser som følge af anvendelse af køn som faktor, skal afskaffes senest den 21. december 2007.
Artikel 5, stk. 2, lyder således:
[Medlemsstaterne kan] beslutte at tillade forholdsmæssigt afpassede forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser, hvis anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen, der er baseret på relevante og nøjagtige aktuarmæssige og statistiske data. […] Disse medlemsstater tager deres beslutning op til revision fem år efter den 21. december 2007.
Direktivet henviser i formålsbetragtningerne til artikel 21 og 23 i Chartret om grundlæggende rettigheder, der lyder således:
Artikel 21
1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.
2…
Artikel 23
Der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.
Princippet om ligestilling er ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele.
Bemærkninger
Domstolen fastslog, at direktivet er baseret på en forudsætning om ligebehandling i henhold til princippet i Chartrets artikel 21 og 23. Undtagelsen i direktivets artikel 5, stk. 2, hvorefter implementering kan udskydes, medfører en risiko for, at undtagelsen om at tillade forskelsbehandling accepteres på ubestemt tid.
En bestemmelse om at en særlig undtagelse til et grundlæggende princip kan opretholdes uden tidsbegrænsning, var i strid med virkeliggørelsen af det tilstræbte formål om ligebehandling af mænd og kvinder og uforenelige med Chartrets artikel 21 og 23.
På den baggrund blev bestemmelsen erklæret ugyldig.
Dommen får formentlig den betydning, at mænd og kvinder fremover skal betale samme pris for eksempelvis bilforsikring, livsforsikringer og finansielle produkter. Om det betyder, at præmien beregnes som et gennemsnit for kønnene, eller om kvinder blot skal betale det samme som mænd, må tiden vise.
Elmer & Partnere forventer ikke, at dommen får direkte betydning for arbejdstagere. Direktivet henviser til principperne om ligebehandling og fastsætter en gradvis gennemførelse. Domstolen forholder sig til den tidsmæssige gennemførelse af direktivet, men ikke til indholdet af den principielle lighed mellem kønnene.
Dommen fastslår, at fordi EU-lovgiver har besluttet at gennemføre en gradvis gennemførelse af lighed mellem kønnene, skal dette ske konsekvent med henblik på at opfylde målet. Dermed kan dommen tolkes, som et signal om, at EU-lovgivers intentioner ikke blot skal være ord, men også handling, hvilket kan få afsmittende virkning i relation til en række andre grundlæggende rettigheder – eksempelvis i relation til handicap og alder.
Dommen, direktiver og uddrag af Chartret kan rekvireres ved henvendelse til Sanne Møller Tull ved anvendelse af smt@elmer-adv.dk eller telefon 33 67 67 67.