Medarbejderen forlod arbejdspladsen den 8. januar 2012 under henvisning til sygdom. Den 26. januar 2012 blev hun indkaldt til en mulighedssamtale den 30. januar 2012. Først den 4. februar 2012, efter samtalen, blev hun bortvist.

Bortvisningen var begrundet med manglende meddelelse om fraværet og misligholdelse med hensyn til at sikre sig, at en anden medarbejder udførte arbejdsfunktionerne under fraværet. Under retssagen blev det bestridt, at medarbejderen havde været syg og havde lovligt forfald.

I forbindelse med ankesagen blev det yderligere anført, at bortvisningen var berettiget på grund af en af medarbejderen udvist illoyalitet over for ledelsen. Det afviste retten som et nyt anbringende.

*

Det blev lagt til grund, at arbejdsgiveren den 8. januar 2012 blev bekendt med, at medarbejderens begrundelse for fraværet var sygdom. Arbejdsgiveren havde ikke forud for bortvisningen bestridt, at fraværet var lovligt eller anmodet om en lægeerklæring til dokumentation for lovligt fravær.

Landsretten afviste, at bortvisning var en berettiget sanktion. Ved den vurdering lagde retten vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde bortvist medarbejderen uden ugrundet ophold efter den påståede misligholdelse.

Med dommen er det endnu en gang fastslået, at en arbejdsgiver ikke kan tøve med at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende. Arbejdsgiveren bærer den fulde risiko ved at vente. Hvis arbejdsgiveren bestrider, at fraværet er lovligt, skal arbejdsgiveren bede om dokumentation. Tøver arbejdsgiveren også her, lægges medarbejderens forklaring til grund.

Landsretten gav medarbejderen medhold i kravet om erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden, samt efterbetaling af manglende feriegodtgørelse. Medarbejderen fik medhold i den ubestridte påstand om, at den manglende feriegodtgørelse skulle forrentes med 1,5% pr. påbegyndt måned efter ferielovens § 28, der vedrører forrentning ved for sen indbetaling til FerieKonto.

Byretten var nået til samme resultat.