Østre Landsret har dømt Ankestyrelsen til at anerkende, at en sygehjælpers ryglidelse var rettidigt anmeldt, og derved tilsidesat Ankestyrelsens (og Arbejdsskadestyrelsens) afgørelser, hvorefter lidelsen blev vurderet som værende for sent anmeldt; samt at der ikke var grundlag for at dispensere fra anmeldefristen på 1 år.
Sagen:
En sygehjælper, der i mange år havde haft rygbelastende plejearbejde og siden begyndelsen af 80’erne haft ryggener, havde pådraget sig en ryglidelse. Hun havde været væk fra faget i en periode fra ca. 1986 -1988 grundet ryggene og fik det i denne periode bedre, men vendte tilbage til faget og udviklede i slutningen af 90’erne tiltagende ryggener. Hun blev henvist til nærmere undersøgelser i 2000 og måtte efter flere sygeperioder ophøre med sit normale sygehjælperarbejde. Hun blev i 2003 visiteret til fleksjob.
I december 2004 anmeldte hendes egen læge ryglidelsen som mulig arbejdsbetinget til Arbejdsskadestyrelsen. Både Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afviste at behandle sagen, da man mente, den var for sent anmeldt, og at der ikke var grundlag for at dispensere fra anmeldefristen.
Af Ankestyrelsens begrundelse fremgik særligt, at “De i flere år har haft smerter i lænderyggen, og at De derfor var tilrådet erhvervsskift, samt at De i forbindelse med erhvervsskifte oplevede væsentlig bedring… Derfor har vi lagt vægt på, at der ikke burde have været tvivl om en mulig sammenhæng mellem Deres ryggener og erhvervsmæssige forhold.”
FOA anlagde herefter retssag på vegne sygehjælperen. Byretten frifandt med stort set samme begrundelse som Ankestyrelsen. Landsretten fulgte imidlertid vores væsentligste synspunkt, hvorefter fristen for anmeldelse af en erhvervssygdom – modsat fristen for anmeldelse af en ulykke – i følge loven (dagældende § 20) regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte “… har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.”
Som anført af landsretten kunne det forhold, at hendes “… sygdomsforløb muligt har kunnet begrunde en mistanke, om at ryglidelsen er erhvervsbetinget ikke føre til et andet resultat.”
Kommentar:
Dommen præciserer således den væsentlige sondring mellem anmeldefristen for erhvervssygdomme og fristen for anmeldelse af ulykker, herunder at skadelidtes mistanke om sammenhæng ikke er tilstrækkeligt til, at fristen begynder at løbe.
Sagen er ført af Søren Kjær Jensen på vegne FOA – Fag og Arbejde.