nyheder

EU-Domstolens generaladvokat giver HK fuld støtte i alle spørgsmål forelagt EU-Domstolen vedrørende handicapbegrebet

EU-Domstolen har den 6. december 2012 kl. 10.00 offentliggjort generaladvokat J. Kokott’s forslag til afgørelse af de præjudicielle spørgsmål, som Sø- og Handelsretten har stillet EU-Domstolen i to sager anlagt af HK.

Hovedkonklusionen i generaladvokatens forslag til afgørelse er følgende:

  1. Det afgørende for, om en person er handicappet, er, om den pågældende har en funktionsnedsættelse, der medfører en begrænsning i den pågældendes mulighed for at deltage i erhvervslivet. Det er uden betydning, hvad årsagen til denne begrænsning er, herunder om begrænsningen er en følge af sygdom, er medfødt eller er opstået ved en ulykke. HK har derfor fået medhold i, at enhver, der har en sådan begrænsning, er handicappet – uanset årsagen. Det understreges, at begrænsningen skal være af lang varighed. Begrænsningen kan godt være foranlediget af en i princippet helbredelig sygdom, når blot kriteriet om, at der er tale om lang varighed er opfyldt.
  2. Generaladvokaten afviser arbejdsgiversidens argumentation om, at det er en del af handicapbegrebet at vurdere, hvilke kompensationsforanstaltninger den pågældende har brug for. Generaladvokaten støtter således HK’s opfattelse af, at man først skal tage stilling til, om en person er handicappet og derefter skal tage stilling til afhjælpningsforanstaltninger. Begreberne skal ikke sammenblandes.
  3. Generaladvokaten er enig i, at en nedsættelse af arbejdstiden kan indgå i de foranstaltninger, som er omfattet af artikel 5 i direktivet. Den nationale ret skal i det enkelte tilfælde afgøre, om en sådan foranstaltning fører til en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren.
  4. Generaladvokaten tilslutter sig, at det som udgangspunkt vil være i strid med funktionærlovens 120-dages regel at opsige en person med forkortet varsel, hvis der ved optællingen af antal sygedage indgår sygedage foranlediget af handicap. Det gælder ubetinget, hvis sygefraværet skyldes arbejdsgiverens manglende foranstaltninger til afbødning af handicappet. Ved andet sygefravær bemærker generaladvokaten dog, at der ikke til vurdering af sagen foreligger tilstrækkelig præcise oplysninger til vurdering af, om brug af 120-dages reglen kan være objektivt begrundet i et legitimt formål, og at brug af 120-dages reglen kan være hensigtsmæssig og nødvendig.

Elmer & Partneres bemærkninger
Det er vigtigt at notere, at der er tale om et forslag til afgørelse fremsat af generaladvokaten. Det er ikke det samme som en dom fra EU-Domstolen. Ofte er generaladvokatens udtalelse imidlertid en vigtig rettesnor for, hvordan EU-Domstolens endelige dom bliver. Hvornår dommen kommer vides ikke.

Ikke kun generaladvokatens konklusioner, men også generaladvokatens argumentation støtter den opfattelse, som HK og andre lønmodtagerorganisationer har fremført gennem en lang årrække. Og dermed også den argumentation, der blev fremført for EU-Domstolen.

Forslaget til afgørelse fra generaladvokaten afviser den forståelse af handicapbegrebet, som Vestre Landsret i to domme fra oktober 2007 anvendte, og som er en del af årsagen til, at der har været forvirring på området.

Hvis EU-Domstolens endelige dom følger generaladvokatens indstilling, vil der hermed være bragt klarhed over begrebsanvendelsen af handicapbegrebet, og der vil være lettere adgang til beskyttelse af handicappede ved de danske domstole.

Generaladvokatens forslag til afgørelse vil være tilgængelig på EU-Domstolens hjemmeside efter kl. 12.00 i dag. Klik her.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokat Jacob Goldschmidt, der sammen med advokat Mette Østergaard procederede sagen ved EU-Domstolen.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev