nyheder

Første dom fra Højesteret vedrørende handicap

Højesteret har den 13. juni 2013 afsagt dom i den første sag forelagt Højesteret vedrørende spørgsmålet om handicapbeskyttelsen i forskelsbehandlingsloven.

Dommen slår fast for det første, at handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven skal fortolkes på samme måde, som EU-Domstolen slog fast i dom af 11. april 2013 i Ring/Werge sagen.

Højesteret anfører, at begrebet “handicap” omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægelig diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

For det andet slår Højesteret fast, at udmålingen af godtgørelser til handicappede bør tage udgangspunkt i de retningslinjer, der har udviklet sig i praksis ved afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9. Det betyder, at godtgørelsesniveauet for opsigelse af gravide skal være udgangspunktet også vedrørende handicappede.

I den konkrete sag led den opsagte advokatsekretær af ADHD. Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at advokatsekretæren led af ADHD i en sådan grad, at hun var omfattet af handicapbegrebet. Videre lagde Højesteret til grund, at hun blev bortvist af arbejdsgiveren med henvisning til hendes ADHD lidelse, og at der derfor var tale om direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven.

Elmer & Partneres kommentarer
Vedrørende retsgrundlaget er det ikke overraskende, at Højesteret læner sig op ad den af EU-Domstolen afsagte dom. Det er Højesteret tvunget til, da den danske lov skal fortolkes i overensstemmelse med det bagvedliggende EU-direktiv.

Højesteret citerer i dommen de passager fra EU-Domstolens dom, der vedrører definitionen af handicap. I præmisserne fra Højesteret fremhæves det for denne sag centrale, nemlig, at årsagen til en funktionsnedsættelse ikke er afgørende. Det fremhæves således direkte, at både helbredelig og uhelbredelig sygdom kan være årsag til funktionsnedsættelsen, når blot den er af lang varighed.

Der synes derfor ikke at være tvivl om, at Højesteret anerkender en bred forståelse af handicapbegrebet. Der er heller ikke tvivl om, at Højesteret nu har slået fast, at spørgsmålet om beskyttelse efter forskelsbehandlingsloven skal afgøres i tre uafhængige trin, nemlig

1.  om der er tale om en funktionsnedsættelse omfattet af handicapbegrebet,

2.  hvad der er hensigtsmæssige foranstaltninger fra en arbejdsgiver og

3.  om det er for byrdefuldt.

Det er vigtigt fortsat at huske, at der skal være et bevis for funktionsnedsættelse. Det bevis kan føres på mange måder. Højesteret har i denne sag valgt at citere direkte fra en speciallægeerklæring. Ved opstart af sager, hvor beskyttelse efter forskelsbehandlingsloven kan være relevant, vil det derfor være anbefalelsesværdigt at sikre lægelige udtalelser, der ikke kun udtaler sig om sygdom og diagnosticering heraf, men også udtaler sig om, i hvilket omfang sygdommen medfører en funktionsnedsættelse.

Vedrørende godtgørelsesniveauet har det over en lang periode været lønmodtagernes synspunkt, at godtgørelser til handicappede som minimum skulle udmåles i overensstemmelse med de principper, der kan udledes af praksis vedrørende opsigelse af gravide. Handicap er en tilstand, der typisk er længerevarende end graviditet og barsel. Som følge heraf vil det være vanskeligt at forstå, hvis beskyttelsen ikke skulle være mindst lige så god.

I den konkrete sag var den pågældende ansat i meget kort tid. Højesteret falder tilbage på princippet om en minimumsgodtgørelse på 6 måneder, uanset hvor kort ansættelsesforholdet måtte være. Godtgørelser på 9 og 12 måneder må også forventes ofte at forekomme.

For personer opsagt i strid med forskelsbehandlingsloven, kan meget vel forekomme væsentlig længere anciennitet end tilfældet er ved opsigelse af gravide. Det bliver spændende at se, hvordan godtgørelsesniveauet kommer til at ligge for personer med meget lang anciennitet.

Da der nu er en entydig rettesnor for godtgørelsesniveaet vedrørende forskelsbehandlingsloven, må Højesterets dom anses for overordentlig principiel og retningsgivende for hele retsområdet.

Eventuelle spørgsmål vedrørende handicapområdet kan rettes til advokat Jacob Goldschmidt.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev