– Samtidig behandler Folketinget lovforslag om ”fredning af patienterstatning”.
Højesteret behandler i dag den 29. november 2017 to sager, om Region Syddanmark kan kræve patienterstatning tilbagebetalt.
Det er første gang Højesteret skal tage stilling til det spørgsmål. I alle hidtidige domme er by- og landsretterne nået frem til, at patienterne skal betale al erstatning tilbage.
De to sager ligner hinanden:
Vestre Landsretsdom 19. januar 2017:
31.01.11: Afgørelse om anerkendelse og tilkendelse af 225.600 kr. Ikke påklaget og erstatningen udbetalt.
28.09.11: Afgørelse om yderligere erstatning med 31.850 kr. Påklages af patientens advokat den 11. oktober 2011. Erstatningen udbetales den 10. oktober 2011.
25.10.12: Ankenævnet afgør, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade. Patienten anlagde retssag mod Ankenævnet for at få afgørelsen ændret. Det opgav patienten den 9. september 2014, og den 18. september 2014 krævede Region Syd erstatningsbeløbene tilbage.
Vestre Landsretsdom 24. maj 2017:
26.08.13: Afgørelse om anerkendelse. Ikke påklaget.
10.10.13: Afgørelse med tilkendelse af 28.160 kr. i erstatning. Ikke påklaget. Erstatningen udbetalt.
07.02.14: Afgørelse om at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning. Påklaget af patienten.
23.10.14: Ankenævnet ændrer den oprindelig afgørelse af 26. august 2013 og finder, at patienten ikke er berettiget til erstatning. De to andre afgørelser ophæves. Region Syd kræver erstatning tilbage.
I alle afgørelser fra Patienterstatningen stod der standardmæssigt i begge sager følgende:
Ankenævnet kan tiltræde eller ændre afgørelsen. Hvis Ankenævnet beslutter at ændre afgørelsen, kan det ske til fordel for dig, så skaden anerkendes i videre omfang. Ankenævnet kan også ændre afgørelsen til skade for dig, så du i mindre omfang eller slet ikke er berettiget til erstatning, og at du derefter helt eller delvist skal betale erstatningen tilbage.
I sagen fra den 24. maj 2017 var patienten i de senere afgørelser også vejledt om, at Ankenævnet ved klage kunne ændre den oprindelige afgørelse til skade for hende, således at hele erstatningen bortfald og skulle betales tilbage.
I begge domme er der lagt afgørende vægt på informationen om risikoen ved at klage. Der er også lagt vægt på, at regionen har været forpligtet til at betale tilkendt erstatning, og det er fundet uden betydning, at regionen ikke i noget tilfælde har klaget over nogen af afgørelserne. Det at patienterne påstod at have indrettet sig på, at de udbetalte erstatningsbeløb var ”sikre” og kunne beholdes, er der ikke taget hensyn til.
Mit bud er, at Højesteret finder, at det afgørende er, om patienterne på de tidspunkter, hvor erstatningsbeløbene blev udbetalt modtog disse i god tro om gyldigheden af de trufne (myndigheds) afgørelser.
Når afgørelsen på tidspunktet for erstatningsbeløbets modtagelse ikke er påklaget, kan den generelt formulerede vejledning om risikoen ved at klage ikke tillægges betydning. At Patienterstatningen uden hjemmel i loven har skrevet, at patienten skal betale erstatningen tilbage, hvis Ankenævnet ændrer den påklagede afgørelse eller oprindelige anerkendelsesafgørelse, kan ikke påvirke bedømmelsen af, om reglerne for tilbagesøgning er opfyldt.
Modsat hvad landsretten har ment bør det tillægges betydning, at regionen har klageadgang, og at de efter almindelige forvaltningsretlige principper (der også er skrevet ind i Ankenævnets forretningsorden) kan bede om, at deres klage tillægges opsættende virkning.
Jeg vil også derfor mene, at regionen er nærmest til at bære den økonomiske byrde ved, at det viser sig, at erstatningsbetingelserne ikke har været opfyldt.
Vi må se, hvad Højesteret når frem til, når der afsiges dom formentlig den 6. december. Dommene bliver ventet med stor spænding hos mange patienter. Bare hos os i Elmer Advokater behandler vi ganske mange sager med tilbagebetalingskrav, hvoraf det største er på over 3 mio. kr.
Højesterets behandling af disse to sager falder oveni, at Folketinget behandler lovforslag nr. 98, der blev fremsat den 15. november 2017.
Lovforslaget indeholder en ordning, der betyder, at erstatning udbetalt i medfør af upåklagede afgørelser er ”fredet”, selvom Ankenævnet ved klage over en senere afgørelse når frem til, at patienten ikke har været berettiget til den erstatning, der er tilkendt og udbetalt. Jeg har i et blogindlæg på ”Rule of Law” gennemgået lovforslaget og fremsat kritik af, at konsekvensen bliver, at ingen patienter tør klage for at få forhøjet deres erstatning. Det er stærkt uheldigt for retsudviklingen.