Højesteret har i dag for første gang taget stilling til tilbagebetaling af patienterstatning. Sagerne er omtalt i tidligere nyhed, og ført af henholdsvis advokat Niels Lindeborg Johansen og advokat Anni Nørgaard Clausen.
Højesterets begrundelse er (sammenskrevet version for begge sager) følgende:
“Forud for regionens udbetaling havde patienterne i Patientforsikringens afgørelser modtaget en klagevejledning, hvori det var anført, at en klage til ankenævnet kunne indebære en ændring af afgørelserne, således at de i mindre omfang eller slet ikke var berettiget til erstatning, og således at de helt eller delvist skulle betale erstatningen tilbage. Højesteret finder, at denne vejledning fra Patientforsikringen ikke kan sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side.”
“Regionen klagede ikke over Patientforsikringens afgørelser, og beløbene blev udbetalt til patienterne, uden at regionen tog et konkret forbehold. Patienterne havde derfor på tidspunktet for regionens udbetaling en velbegrundet forventning om, at de havde ret til beløbene, og at dette ikke kunne kræves tilbagebetalt. Det forhold, at det i klagevejledningen i Patientforsikringens efterfølgende afgørelser var anført, at patienterne i tilfælde af klage over disse afgørelser kunne risikere, at ankenævnet ændrede de oprindelige afgørelse med den virkning ,at hele erstatningen ville bortfalde og skulle tilbagebetales, kan ikke ændre herved.”
Resultatet er på ingen måde overraskende. Det er tankevækkende, at domstolene (by- og landsretterne) til nu i alle sager er nået frem til, at patienterne skal betale tilbage. Det er selvfølgelig godt, at vi så har Højesteret til at nå frem til det juridisk korrekte resultat. Denne forkerte opfattelse af gældende ret har haft den konsekvens, at mange patienter i den tro, at det var det juridisk rigtige har betalt erstatning tilbage til regionerne. De penge skal de vel nu have tilbage!
Jeg finder også anledning til at rejse en kritik af regionernes fremfærd i disse sager. De har uden nærmere refleksion over reglerne for tilbagesøgning indtaget det standpunkt, at patienterne i alle tilfælde skal betale al erstatning tilbage, når Ankenævnet er nået frem til, at den oprindelige afgørelse om anerkendelse var forkert. Det standpunkt ved vi nu er forkert.
Højesterets begrundelse er konkret møntet på de to afgjorte sager. Da patienten i den ene sag i Højesteret havde anerkendt at skulle tilbagebetale den erstatning, der var udbetalt i medfør af den afgørelse, som patienten klagede over, så har Højesteret ikke direkte udtalt sig om den del af kravet. Det havde været rart, hvis Højesteret udtrykkeligt havde taget stilling til tilbagebetaling i den situation. Det er heller ikke helt klart, hvad der vil gælde fremadrettet, hvis regionerne nu begynder at tage det af Højesteret nævnte ”konkrete forbehold” for tilbagesøgning ved udbetaling af erstatning. Kan det flere år efter, når der klages over en senere afgørelse, fører til, at der så skal ske tilbagebetaling? Næppe. Så ikke alt er afklaret, men det skal det jo nok blive.
Henvendelse til advokat Karsten Høj, på kh@elmer-adv.dk eller 20 83 03 78.