Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
29.11.2013

Højesteret afviser at forhøje forsørgertabserstatning til børn efter EAL § 14, 2. punktum

Elmer & Partnere


Ved dom af 29. november 2013 har Højesteret afvist at forhøje forsørgertabserstatningen til 2 børn, som mistede begge deres forældre i samme ulykke, hvor de på motorcykel stødte ind i en taxa. På ulykkestidspunktet var børnene henholdsvis 8 år og 4 år gamle.


Det blev anført i politiets anmeldelsesrapport, i dødsfaldsrapporterne og i dødsattesterne for begge forældre, at de afgik ved døden kl. 21.15, og der forelå ikke bevis for, at den ene forælder var død før den anden.


Hovedspørgsmålet under sagen var, om forsørgertabserstatningen til børnene skulle fordobles i forhold til den normale udmåling, fordi begge forældre eller en af dem i denne situation skulle anses for at have været eneforsørger på skadetidspunktet.


Reglerne om forsørgertabserstatning til børn under 18 år, der mister en forælder ved en ulykke, fremgår af erstatningsansvarslovens § 14. Efter bestemmelsens 1. punktum fastsættes erstatningen til efterlevende børn til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadetidspunktet kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig. Efter bestemmelsens 2. punktum skal den erstatning, som efterlevende børn har krav på for tab af forsørger, forhøjes med 100 %, hvis afdøde var eneforsørger.


§ 14 omfatter således ikke direkte den situation, hvor begge forældre dør i samme ulykke, og situationen er hverken beskrevet i bestemmelsens forarbejder eller afklaret af retspraksis.


Under sagen anerkendte taxaens ansvarsforsikringsselskab erstatningspligten og udbetalte i alt ca. 750.000 kr. i erstatning til børnene efter bestemmelsen i § 14, 1. punktum.


Børnene gjorde imidlertid gældende, at de hensyn, der er bestemmende for, at lovgiver har fundet det rimeligt at forhøje forsørgertabserstatning til børn, når en eneforsørger dør, også gælder, når begge forældre dør ved samme ulykke.


Hvis forældrenes død havde været omfattet af arbejdsskadesikringsloven, havde appellanterne utvivlsomt været berettiget til dobbelterstatning efter begge forældre efter reglen i arbejdsskadesikringslovens § 21, stk. 2, og beregninger viste, at det efter erstatningsansvarsloven ville have udløst en samlet erstatningssum på næsten 2 mill. kr., hvis moren var død før faren, og, hvis faren var død før moren ville det have udløst en samlet erstatningssum på omkring 2,2 mill. kr.


Det var derfor børnenes synspunkt under sagen, at de erstatningsmæssigt skulle stilles bedst muligt inden for rammerne af § 14, og at erstatningen derfor skulle udmåles efter bestemmelsens 2. punktum.


Dommen:

Ved dom af 29. november 2013 stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom om, at børnene ikke var berettiget til forhøjet forsørgertabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 14, 2. punktum.


I præmisserne anfører Højesteret følgende:


“Det er ikke i erstatningsansvarsloven angivet, hvad der skal forstås ved “eneforsørger”. Efter almindelig sprogbrug er det ikke nærliggende at anvende betegnelsen “eneforsørger” på begge eller en af forældrene i en situation, hvor et barn ved en ulykke mister begge forældre. Det er heller ikke i forarbejderne til § 14 angivet, hvad der skal forstås ved “eneforsørger”, men det fremgår af forarbejderne, at det var hensigten at opretholde dagældende praksis, hvorefter erstatningen efter en eneforsørger også blev forhøjet, idet man samtidig ville præcisere, hvor stor forhøjelsen skulle være (Folketingstidende 1983-84, 2. samling, Tillæg A, L 7, spalte 101). Som anført af Landsretten må det være dommene gengivet i UfR 1978.722 V og UfR 1983.436 V, der refereres til. I den første sag var faderskabet til barnet ikke fastslået, og i den anden var moren fritaget for at oplyse navnet på barnets far. Barnet blev i begge sager tilkendt forhøjet forsørgertabserstatning, da den afdøde mor var eneforsørger. Herefter må bestemmelsen efter sin ordlyd og forarbejder mest nærliggende forstås således, at erstatning ikke skal fordobles i en situation som den foreliggende.


Det fremgår af forarbejderne til forløberen for arbejdsskadesikringslovens § 21, stk. 2 (§ 32 i arbejdsskadeforsikringsloven nr. 79 af 8. marts 1978), at denne bestemmelse skal forstås således, at et barn, der samtidig mister begge sine forældre som følge af arbejdsskader, har krav på erstatning, som om begge forældre var eneforsørgere (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, L 49, spalte 937 f). Disse forarbejder er imidlertid ikke afgørende for forståelsen af erstatningsansvarslovens § 14.


På baggrund af det anførte finder Højesteret, at når begge forældrene dør ved samme ulykke, kan ingen af dem anses for eneforsørgere efter erstatningsansvarslovens § 14, 2. punktum”.


Kommentarer:

Højesterets præmis om, at bestemmelsen efter sin ordlyd og forarbejder “mest nærliggende” må forstås således, at erstatningen ikke skal fordobles i en situation, som den foreliggende, efterlader det indtryk, at også Højesteret finder resultatet usikkert.


Det er betænkeligt, og efter vores opfattelse i strid med erstatningsansvarslovens formål om at yde bedst mulig dækning for det økonomiske tab i tilfælde af personskade og tab af forsørger, at der i tilfælde af begge forældres død ved samme ulykke udmåles en lavere erstatning, end hvis forældrene var døde med kort tids mellemrum, eller hvis kun den ene forælder som eneforsørger var død i ulykken.


Højesterets dom kalder derfor på en præcisering af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 14.


Henvendelser om sagen kan rettes til advokat Gert Willerslev, gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for børnene.


Flere nyheder
Om os