nyheder

Højesteret har i dag afsagt dom i ”rygersagen”

Det juridiske spørgsmål
Som vi oplyste i vores nyhedstekst den 12. november 2014 har sagen omhandlet det principielle spørgsmål om afgrænsningen af producentens ansvar, når produktet er et ”artsfarligt” produkt. Det er produkter, som indebærer en uundgåelig skade, der er almindelig kendt – også kaldet systemskader.

Læs vores nyhedstekst her.

For Højesteret har de rejste spørgsmål navnlig været, om de indstævnte skal ifalde ansvar for ikke oprindeligt at advare mod cigarettens reelle skadevirkning i form af at skabe en farmakologisk afhængighed, og om producenten skal ifalde ansvar for, at de konstruktionsændringer, man har gennemført fra 1970’erne og frem for at imødekomme grænseværdierne for nikotin og tjære, ikke reelt har været virksomme.

De gennemførte konstruktionsændringer forudsætter, at den enkelte ryger vil ryge mere luft og mindre røg (altså vil inhalere en ”fortyndet” røg). Konstruktionsændringerne fjerner imidlertid ikke nikotin og tjære fra tobakken. Indholdet af tjære og nikotin i Prince Rich Taste, som sælges i dag, er derfor de facto det samme som i den oprindelige Røde Prince Cigaret fra 1957.

Allan Lykke gjorde for Højesteret gældende, at den nikotinafhængige ryger – for at få opfyldt sit grundlæggende nikotinbehov – vil ”kompensationsryge”, og at konstruktionsændringerne netop giver mulighed herfor. Kompensationsrygning er bl.a. at man tager flere og dybere inhaleringer af den enkelte cigaret. Når man gør dette, optager man tilsvarende flere af de giftige forbindelser i røgen.

Højesterets dom
I sin dom af dags dato slår Højesteret indledningsvist fast, at også producenter af systemskade-produkter er ansvarlig for at afgive urigtige og vildledende oplysninger, ligesom producenten kan ifalde ansvar for at undlade at advare om en fare ved et systemskade-produkt, som ikke er almindelig kendt.

I den konkrete sag finder Højesteret herefter, at Allan Lykke ifølge Retslægerådets erklæring meget sandsynligt har været afhængig af nikotin, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af størrelsen af Allan Lykkes méngraden, eller styrelsens vurdering af årsagssammenhængen mellem hans mén og hans rygning.

Højesteret finder dog ikke, at de indstævnte er ansvarlig for hans rygeskade. Højesteret bergrunder det med,

  1. at det allerede i 1962/63, hvor Allan Lykke Jensen efter 2 års pause begyndte at ryge, var almindelig kendt (også blandt de unge) at langvarigt forbrug af cigaretter var forbundet med alvorlige helbredsskader samt at det kunne være svært at holde op med at ryge efter flere års forbrug,
  2. at det desuden efterfølgende har været muligt at ophøre med at ryge, selvom det er stærkt vanedannende (afhængighedsskabende), og
  3. at risikoen forbundet med kompensationsrygning og øget indtagelse ved passiv rygning af egen røg tillige må antages at have været myndighederne bekendt uden, at det dog har givet anledning til et påbud til tobaksproducenterne om at oplyse herom.

Vores bemærkninger
Sagen har utvivlsomt været vanskelig at føre frem til et positivt resultat, og vi er derfor meget tilfredse med blot at have fået en velbegrundet dom, som tager stilling til de væsentlige spørgsmål i sagen om producentens ansvar for et artsfarligt produkt som cigaretter.

Som en konsekvens af sagens drejning for Højesteret gjorde de indstævnte eksempelvis gældende, at fordi Allan Lykkes krav nu blev bundet op på bl.a. en manglende oprindelig advarsel, så var kravet forældet. Desuden fremhævede de indstævnte en proceserklæring, som Allan Lykke havde afgivet for landsretten om accept af risiko.

Vi gjorde herimod gældende, at synspunkterne fremført for Højesteret ikke i sig selv gav anledning til en forældelsesindsigelse, ligesom vi gjorde gældende, at proceserklæringen afgivet for landsretten måtte læses i lyset af, at sagens tema dengang vedrørte tilsætningsstoffer.

Begge de indstævntes synspunkter kunne have givet anledning til en ”allerede fordi” afgørelse uden stillingtagen til ansvaret, men ingen af dem er gjort til genstand for særskilt behandling i Højesterets dom.

Endelig bestred de indstævnte også, at der skulle være årsagssammenhæng mellem rygningen og Allan Lykkes varige mén, men Højesteret fandt altså heller ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen om årsagssammenhæng.

Alt i alt er dommen derfor meget interessant læsning i forhold til spørgsmålet om producentens ansvar for systemskader.

Henvendelse kan ske til advokat Karsten Høj eller til advokat Kira Kolby Christensen.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

Kira Kolby Christensen

Associeret partner

Direkte: +45 3367 6793

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev