nyheder

FAKTUM:
Skaden indtraf den 28. marts 2003. Forsikringsselskabet havde forud for retssagen betalt tabt arbejdsfortjeneste til den 25. marts 2004, idet selskabet fandt at en speciallægeerklæring af den dato gjorde det muligt at bedømme skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Samtidig meddelte selskabet, at de ikke ville udbetale yderligere tabt arbejdsfortjeneste, men ville afvente, at Arbejdsskadestyrelsen vurderede erhvervsevnetabet. Højesteret skulle tage stilling til følgende 5 mulige ophørstidspunkter: 1. 30. juni 2004, hvor anden arbejdsprøvning var afsluttet. 2. 30. april 2005, hvor uddannelse på revalideringsydelse blev afsluttet. 3. 31. august 2005, hvor selskabet anerkendte og betalte erhvervsevnetabserstatning med 15 %. 4. 22. december 2005, hvor Arbejdsskadestyrelsen afgav midlertidig udtalelse om et erhvervsevnetab på 25 %. 5. 1. februar 2006, hvor det ifølge skadelidte havde været muligt at foretage en endelig vurdering (tilkendelse af fleksjob) af erhvervsevnetabet, hvorfor det var forkert af Arbejdsskadestyrelsen at have afgivet en midlertidig udtalelse. Den 22. november 2006 afgav Arbejdsskadestyrelsen en endelig udtalelse om et erhvervsevnetab på 40 %. Kort tid før sagens behandling i Højesteret anerkendte selskabet, at de skulle betale tabt arbejdsfortjeneste til den 30. juni 2004 (ophørstidspunkt nr. 1), der således var det tidligste ophørstidspunkt, som Højesteret skulle tage stilling til.

RESULTAT:
Højesterets flertal udtalte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, at der ved styrelsens midlertidige udtalelse den 22. december 2005 havde været det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne midlertidigt over A’s fremtidige erhvervsevne. Selskabets forpligtelse til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kunne derfor ikke udstrækkes ud over denne dato. Højesterets flertal fastslog i dommen, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab selv kan foretage et rimeligt skøn over skadelidtes fremtidige erhvervsevne og derefter udbetale erhvervsevnetabserstatning i forhold hertil. Flertallet fandt imidlertid ikke, at selskabets forpligtelse til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte på tidspunktet for Lærerstandens Brandforsikring A/S’ egen vurdering af A’s erhvervsevne den 31. august 2005, idet der ikke forelå nærmere oplysninger om grundlaget for selskabets vurdering, ligesom vurderingen heller ikke blev støttet af de da foreliggende oplysninger om A’s arbejdsevne. Et mindretal udtalte, at det ikke var godtgjort, at A’s ret til tabt arbejdsfortjeneste var bragt til ophør på et tidligere tidspunkt end den 1. februar 2006, da Arbejdsskadestyrelsen kunne og burde have ventet med at afgive en udtalelse til der omkring den 1. februar 2006 kunne være afgivet en endelig udtalelse.

ELMER OG PARTNERES KOMMENTARER:
Spørgsmålet om, hvor længe der skal betales tabt arbejdsfortjeneste og dermed, hvilke betingelser, der skal være opfyldt, for at skadevolder kan standse betaling, har siden ændringer af erstatningsansvars-loven trådte i kraft 1. juli 2002 været meget omdiskuteret. Hovedformålet med de ændrede regler i 2002 var på dette punkt, at der ikke måtte opstå et ”hul” i dækningen for den skadelidtes indtægtstab. Det har været vores opfattelse, at forsikringsselskaberne i klar strid med dette formål i denne og mange andre sager har standset betalingen af tabt arbejdsfortjeneste på et alt for tidligt tidspunkt for at undgå betaling af store erstatningsbeløb. Med Højesterets dom er det slået fast, at forsikringsselskaberne har fortolket loven forkert og dermed har Højesteret endeligt afgjort, at den skadelidte har krav på erstatning for tabt arbejdstjeneste indtil Arbejdsskadestyrelsen har afgivet en udtalelse om erhvervsevnetab, der kan danne grundlag for, at den skadelidte kan kræve erstatning for det varige tab af erhvervsevnetab. Det er således ikke tilstrækkeligt, at man ”set i bakspejlet” kunne have vurderet, at der ville blive tale om et erhvervsevnetab på minimum 15 %, når skadevolderen ikke foretager en kvalificeret vurdering af erhvervsevnetabets størrelse og udbetaler erstatningen for dette til den skadelidte. Dermed har Højesteret slået et for de skadelidte meget vigtigt princip fast; nemlig at den skadelidte så længe han eller hun har en indtægtsnedgang som følge af skaden enten skal have udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erstatning for erhvervsevnetab. Dermed er de skadelidte sikret, at der ikke opstår et ”hul” i dækning for det indtægtstab en tilskadekomst medfører. Det er således ikke kun en beregningsregel men også en betalingsregel!

ARBEJDSSKADESAGER:
Højesterets dom betyder ikke, at alle spørgsmål er afklaret. Særligt for sager, der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, vil der skulle tages stilling til, hvilken betydning det har, når der i arbejdsskadesagen træffes en endelig afgørelse om erhvervsevnetab med tilbagevirkende kraft og når der træffes midlertidige afgørelse om erhvervsevnetab eksempelvis under et revalideringsforløb. Det er vores opfattelse, at der i sager, hvor der træffes en endelig afgørelse med tilbagevirkende kraft, eksempelvis til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension eller fleksjob, skal betales tabt arbejdsfortjeneste til afgørelsestidspunktet. Den erstatning for tab erhvervsevne, der tilkendes med tilbagevirkende kraft, må i overensstemmelse med gældende praksis modregnes i erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven (”differenceerstatningen”). Denne erstatning skal således ikke (også) fratrækkes i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Ved midlertidige afgørelser om erhvervsevnetab, hvor der ikke er noget varigt erhvervsevnetab må den løbende erstatning trækkes fra i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Hvis der er et varigt erhvervsevnetab, er det vores vurdering, at opgørelsen må løses i overensstemmelse med Højesterets dom; dvs. at der skal betales tabt arbejdsfortjeneste til, der er truffet en endelig afgørelse i arbejdsskadesagen, eller til det tidspunkt, hvor skadevolder foretager en forsvarlig vurdering af det varige erhvervsevnetab og udbetaler forskud på erhvervsevnetabserstatningen til den skadelidte. Skadevolder indtræder i skadelidtes krav på den endelige erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Vi vil løbende følgende udviklingen og orientere på vores hjemmeside.

Spørgsmål om dommen kan på kh@elmer-adv.dk eller 33676767 rettes til advokat Karsten Høj, der førte sagen for den skadelidte.

Dommen kan fås ved henvendelse til Malene K. Otto på mo@elmer-adv.dk.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev