Fortolkning af aktieoptionslovens § 1 skal ske i Sø- og Handelsretten med direkte ankeadgang til Højesteret. Det har Højesteret fastslået i en kendelse afsagt den 16. september 2009 i en sag anlagt af Finansforbundet for en række medlemmer mod et pengeinstitut repræsenteret af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Med virkning fra 1. juli 2004 trådte aktieoptionsloven i kraft. I forbindelse med vedtagelsen af aktieoptionsloven blev det bestemt, at de traditionelle medarbejderaktieordninger ikke var omfattet af loven.

I den konkrete sag har medarbejderne fået stillet gratis medarbejderaktier i udsigt. Finansforbundet gør gældende, at der er tale om en traditionel medarbejderaktieordning, og at aktieoptionsloven derfor ikke finder anvendelse.

Bliver det resultatet af dommen, har medarbejdere, der selv opsiger deres stilling, krav på tildeling af en forholdsmæssig andel af de medarbejderaktier, de ville have fået, hvis de ikke havde sagt op.

Pengeinstituttet gør imidlertid gældende, at den ordning, der er etableret, adskiller sig fra de traditionelle medarbejderaktieordninger, og at der dermed er tale om et aktieaflønningsinstrument omfattet af aktieoptionsloven.

Højesteret skriver i kendelsen:

Der skal således tages stilling til, om loven omfatter en ordning, der er karakteriseret ved, at erhvervelsen er betinget af konkret målopfyldelse for den enkelte medarbejder, om tildeling af gratisaktier er omfattet af ordene “at købe” i lovens § 1, og hvilken betydning det skal have, at der opereres med både et tildelingstidspunkt og erhvervelsestidspunkt.

Byretten fandt, at sagen kunne afgøres af byretten under deltagelse af tre juridiske dommere og to fagdommere. Byretten gav medhold i, at problemstillingen var principiel, men fandt ikke, at det var af en sådan generel betydning, at sagen burde henvises til Sø- og Handelsretten. Østre Landsret nåede samme resultat.

Højesteret konkluderer, at en stillingtagen til den omtvistede ordning indebærer en fortolkning af aktieoptionslovens § 1, der er et principielt retligt spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen. Sagen henvises derfor til fortsat behandling ved Sø- og Handelsretten som første instans.

Både Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening havde tilsluttet sig, at sagen skulle henvises til Sø- og Handelsretten.

Elmer & Partneres bemærkninger:

På aktieaflønningsområdet er det væsentligt at få fastslået, hvad der er omfattet af aktieoptionsloven, og hvad der falder udenfor. For medarbejdere, der selv ønsker at forlade deres stilling, mister retten til de aflønningsinstrumenter, der er omfattet af loven.

Hvis pengeinstituttet får medhold i, at ordningen er omfattet af aktieoptionsloven, er det nærliggende for arbejdsgivere at udforme ordningerne på tilsvarende måde. Der er reelt tale om nogle få ændringer, som enhver arbejdsgiver relativt let vil kunne gennemføre.

Et sådant centralt spørgsmål bør i sidste instans afgøres af Højesteret.

I 2007 blev retsplejeloven ændret. Alle sager skal derefter starte i byretten, og muligheden for at henvise sager til behandling ved landsret eller Sø- og Handelsretten blev væsentligt reduceret. Højesteret har, så vidt Elmer & Partnere ved, ikke tidligere taget stilling til de nye regler i ansættelsesretlig sammenhæng. Elmer & Partnere bakker op omkring bevarelsen af Sø- og Handelsrettens ekspertviden på det ansættelsesretlige område, der bl.a. styrkes ved obligatorisk deltagelse af fagdommere i afgørelsen af sagerne. Derfor er det godt, at Højesteret i den konkrete sag ikke har fulgt den tilbageholdenhed med henvisning af sagen, som by- og landsret havde gjort.

Højesteret har afgjort sagen konkret, og der er ikke fortolkningsbidrag generelt til forståelsen af de nye henvisningsregler.

Eventuelle spørgsmål vedrørende kendelsen fra Højesteret eller aktieaflønningsområdet i øvrigt kan rettes til advokat Jacob Goldschmidt, der fører sagen på vegne Finansforbundet.