Højesteret har ved dom af 6. oktober 2009 dømt Ankestyrelsen til at anerkende, at der ikke kunne trækkes fra i erstatning for erhvervsevnetab med henvisning til den tilskadekomnes overvægt. Højesteret ændrer herved Vestre Landsrets dom af 24. april 2007. Dommen kan læses på Højesterets hjemmeside.
Da det ikke fremgik af Ankestyrelsens afgørelse, hvor meget der var fradraget i erhvervsevnetabets størrelse på grund af overvægt, blev sagen hjemvist til arbejdsskademyndighederne.
Sagen drejede sig om en social- og sundhedshjælper (A), der i 2001 kom til skade på sit arbejde ved et fald og pådrog sig varige gener i højre håndled og venstre bækken. Generne blev takseret til 8 % varigt mén. A, der var blevet tilkendt førtidspension, fik fastsat sin erhvervsevnetabserstatning til 35 % af Ankestyrelsen, med henvisning til sin betydelige overvægt (ca. 130 kg).
Retslægerådet udtalte under sagen bl.a., at A´s “… betydelige overvægt er en væsentlig faktor i den manglende bedring over tiden.” Vestre Landsret frifandt Ankestyrelsen med den begrundelse, at A “har som skadelidt pligt til at begrænse følgerne af uheldet og … at A må have haft mulighed for at gå ned i vægt efter uheldet.”
Højesteret begrundede bl.a. sin afgørelse med, at der ikke er “… holdepunkter for, at A´s overvægt uden arbejdsskaden under alle omstændigheder ville påvirke hendes erhvervsevne indenfor en nærmere fremtid”, og henviste her til bevisformodningsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 13 (nuværende § 12, stk. 2).
For så vidt angår synspunktet om tabsbegrænsningspligt, anførte Højesteret, at “det er i øvrigt ikke sandsynliggjort, at A har haft mulighed for at tabe sig i et sådan omfang, at det kunne have ført til en begrænsning af følgerne” og henviste herunder til lovens §§ 22 og 28 (nuværende §§ 38 og 13).
Kommentar:
Højesteret bekræfter, med sin præmis om, at der ikke er “… holdepunkter for, at A´s overvægt uden arbejdsskaden under alle omstændigheder ville påvirke hendes erhvervsevne indenfor en nærmere fremtid”, den gældende retstilstand, hvorefter arbejdsskademyndighederne skal bevise, at tilskadekomne ville være blevet påvirket erhvervsmæssigt uafhængigt af skaden.
Højesteret henviser med sin præmis om tabsbegrænsning endvidere udtrykkeligt til lovens bestemmelser herom – §§ 22 og 28 (nu §§ 38 og 13). Formuleringen i lovens § 28 (nu § 13): “… modarbejder [skadelidte] sin helbredelse ved tilsidesættelse af givne forskrifter …” må opfattes således, at der må angives konkrete tilsidesættelser af anvisninger til den skadelidte for at kunne nedsætte erstatningen med henvisning til tabsbegrænsningspligt.
Sagen er ikke ført af Elmer & Partnere, men henvendelser vedrørende dommen og problemstillingen kan ske til advokat Søren Kjær Jensen.