nyheder

HR-dom tilkender erstatning for psykisk skade

Højesteret har i dag den 15. november 2011 afsagt dom i en principiel sag om erstatning og godtgørelse for en psykisk skade, der var overgået en pædagog. Pædagogen (P) havde været udsat for en grænseoverskridende adfærd på en personaleweekend i 2004, men havde ikke været udsat for nogen fysisk skade eller været i fare for en fysisk skade. Hidtil har domstolene næsten konsekvent afvist, at der kunne tilkendes erstatning for psykiske skader, hvis pågældende ikke samtidig havde været udsat for en fysisk skade eller troet sig i fare herfor; f.eks. ved røverier; trusler eller lignende, og derfor er dommen at betragte som en ændring af gældende retstilstand.

Sagen kort:
P havde igennem flere år haft meget sygefravær på grund af en ryglidelse, og som følge heraf modtog institutionen dagpengerefusion for det fravær, hun havde grundet ryglidelsen. P var imidlertid noget frustreret over, at denne dagpengerefusion ikke blev brugt til at ansætte vikarer, når hun var fraværende i længere perioder grundet ryglidelsen, da hendes fravær derved gik direkte ud over hendes kolleger på den stue i børnehaven, som hun var tilknyttet.

På institutionen var der i øvrigt gennem nogen tid et dårligt arbejdsmiljø; bl.a. vedrørende forholdet mellem leder og souschef, og institutionen tog initiativ til afholdelse af en personaleweekend under ledelse af en udefrakommende “supervisor”.

På denne weekends første dag blev de fleste problemer drøftet og afsluttet, herunder også P’s frustration over manglende vikardækning for hendes fravær via sygedagpengerefusionen, men fra starten af weekendens 2. dag tog supervisoren P’s situation op på ny – trods P’s modvilje – og ændrede nu problemstillingen, så den i stedet skulle handle om, at alle hendes kolleger; hver for sig; skulle udtale sig om, hvorledes de havde det med at skulle rumme P og hendes megen fravær. P skulle så kommentere hver enkeltes udsagn, og dette affødte en meget ubehagelig stemning. Dernæst gik lederen, souschefen og supervisoren i enerum, og vendte tilbage efter et stykke tid, hvorefter lederen ifølge næsten enstemmige vidneforklaringer erklærede, at hun havde truffet den beslutning, at institutionen ikke kunne rumme P.

Den grædende P blev opfordret til at tage hjem – men da hun var kørt med en kollega, kunne hun ikke dette – og måtte så gå en tur alene; indtil weekenden var afsluttet.

Dagen efter sygemeldte hun sig efter at have været hos egen læge.

Sagen blev anmeldt som arbejdsskade og afvist af Arbejdsskadestyrelsen, men senere anerkendt af Ankestyrelsen. På dette tidspunkt havde sagen været i Byretten, der nok fandt, at der var handlet uforsvarligt, og at der var årsagssammenhæng, men ikke mente, at en psykisk skade var omfattet af erstatningsansvarslovens skadesbegreb.

For Landsretten var skaden anerkendt som arbejdsskade, og Landsretten fandt, at skaden var omfattet af skadesbegrebet – ligesom man fandt, at der var handlet uforsvarligt, at der var årsagssammenhæng; og at hun havde udviklet en depression, men frifandt alligevel kommunen.

Inden sagen blev behandlet i Højesteret, havde Ankestyrelsen truffet afgørelse om, at skaden havde medført et varigt men på 15 % på baggrund af bl.a. en speciallægeerklæring fra psykiater. Da P nu var tilkendt pension som følge af dels ryglidelsen og dels den psykiske skade, var spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning sendt tilbage til Arbejdsskadestyrelsen. Der er endnu ikke truffet afgørelse, og derfor vedrører kravet for Højesteret alene spørgsmålet om svie/smertegodtgørelse på 50.000 kr.

Højesterets dom:
Højesterets 7 dommere fandt ligesom Byret og Landsret, at der var handlet uforsvarligt; og fandt, at en psykisk skade er omfattet af personskadebegrebet i erstatningsansvarsloven.

Herefter skriver Højesteret: “Det lægges til grund, at den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden medførte en betydelig forøgelse af risikoen for en psykisk skade af den foreliggende karakter hos en medarbejder, som, hvilket ledelsen må have forstået, befandt sig i en psykisk anspændt situation. Højesteret finder herefter, at P’s psykiske skade er en påregnelig følge af den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden.

P er direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der er ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der er omfattet af kommunens erstatningspligt.”

Dommen kan ses i sin helhed på Højesterets hjemmeside. Se her.

Elmer og Partnere planlægger at afholde gå-hjem-møde om dommen i nærmeste fremtid.

Henvendelse kan ske til Søren Kjær Jensen, der førte sagen for BUPL på vegne P.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev