nyheder

Ingen standarderstatning for erhvervsevnetab til enlig førtidspensionist efter alvorlig patientskade. Højesteretsdom 28. juni 2005

Sagen angik en kvinde, deri forbindelse med hospitalsbehandling i 1999 kom udfor en alvorlig patientskade . Skaden, der blev vurderet til at medføre et varigt mén på 40 %, blev anerkendt efter patientforsikringslovens “specialistregel”, PFL § 2, stk. 1., nr. 1, da behandlingen ikke havde været optimal. Pga. en arbejdsskade og dårlig ryg havde kvinden ikke haft arbejde siden 1994, og hun var i 1997 tilkendt forhøjet alm. førtidspension svarende til, at erhvervsevnen var nedsat med 50 %. Efter patientskaden fik hun tilkendt mellemste førtidspension, idet hendes erhvervsevne ansås yderligere nedsat. Hun var ikke gift og havde ingen samlever, men på tidspunktet for patientskadens indtræden i 1999 boede hun sammen med sin 19-årige søn, der var studerende. Sønnen havde en vis indtægt og bidrog i mindre omfang – ca. 1.000 kr. om måneden – til den fælles husholdning. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke havde krav på erstatning for erhvervsevnetab efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven (EAL) §§ 5-7, hvilket blev påklaget til Patientskadeankenævnet. Ankenævnet ændrede afgørelsen, idet man fandt, at hendes krav skulle bedømmes efter reglen i dagældende § 8, der giver en standarderstatning beregnet efter méngradens størrelse til skadelidte, der på skadestidspunktet udnytter erhvervsevnen på en måde der ikke eller i begrænset omfang medfører erhvervsindtægt. Det modsvarede en erstatning på godt 400.000 kr. Patientforsikringsselskabet indbragte afgørelsen for Østre Landsret, der tiltrådte den med henvisning til, at kvinden udnyttede sin resterhvervsevne til at udføre arbejde i hjemmet for sig selv og for sin hjemmeboende søn, jf. bestemmelsen i EAL § 1, stk. 3, hvorefter arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsindkomst. Højesteret nåede til det modsatte resultat, idet arbejdet i hjemmet, som beskrevet, ikke kunne sidestilles med “at udnytte sin erhvervsevne”. Sagen blev hjemvist til Ankenævnets afgørelse af, om kvinden har krav på erstatning efter de almindelige regler.

Kommentar:
§ 8 i erstatningsansvarloven har givet anledning til mange afgrænsning problemer og mange domstolsafgørelser. Bl.a. derfor blev den med den nye lov, der gælder for skader, der sker den 1. juli 2002 eller senere, ændret, så der kun ydes standarderstatning for erhvervsevnetab til børn under 15 år. Alle andre skadelidte skal have fastsat erhvervsevnetab efter de almindelige regler, hvilket bl.a. betyder, at det kun er de færreste førtidspensionister, der kan få erstatning for erhvervsevnetab. Dommen har således kun betydning for gamle uafsluttede sager, men dem er der stadig en hel del af. Konsekvensen af dommen er, at det må anses for udelukket at opnå erstatning efter § 8, hvis man er enlig førtidspensionist, medmindre man udfører lønnet arbejde eller ulønnet, der må sidestilles med egentligt arbejde. Det gør næppe nogen forskel om man har hjemmeboende mindreårige børn, medmindre de f.eks. pga. handicaps er helt særlige pasningsbehov. Har førtidspensionisten derimod en udearbejdende ægtefælle eller samlever, og en vis resterhvervsevne i behold, er der praksis for at yde erstatning.

Advokat Karsten Høj, der førte sagen for kvinden, kan kontaktes om dommen.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev