Med det den 28. april 2011 fremsatte ændringsforslag til L 136, bliver retstilstanden fuldstændig, som den ville have været, hvis det i februar 2010 udarbejdede udkast til lovforslag var blevet fremsat og vedtaget; nemlig at midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne i medfør af arbejdsskadesikringsloven ikke bringer retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør, men derimod skal trækkes fra i erstatningen, hvilket alle er enige om, er en god idé.
Et år spildt
Vedtages lovforslaget med ændringsforslaget må man blot konstatere, at ca. et år er spildt. Udover at mange interessenter på området har brugt rigtig mange timer og ressourcer på deres helt berettigede kritik af L 136, herunder Elmer & Partnere, er det mest absurde, at de skadelidte, der er kommet til skade det seneste år, og som ville have været omfattet af den foreslåede forbedrede retsstilling, ikke får glæde af de ændrede regler, da loven først gælder for skader indtruffet efter lovens vedtagelse. Det ville de have fået, hvis ikke Justitsministeriet havde ladet sig påvirke af særligt Forsikring & Pensions uberettigede kritik af det oprindelige udkast til forslag. Det er yderst kritisabelt og burde få konsekvenser.
Justitsministeriet har samtidig svaret på i alt 32 spørgsmål fra Retsudvalget. Det er ikke imponerende; hverken det juridiske indhold eller måden, hvorpå man svarer. Eksempelvis er mange spørgsmål blot besvaret med henvisning til den foreslåede retsstilling med det nu fremsatte ændringsforslag, og dermed undlader Justitsministeriet behændigt at svare på, hvad konsekvenserne af L 136 ville have været, uden det nu fremsatte ændringsforslag. Det er ren ”magi”.
Vi har ikke misforstået lovforslaget
Justitsministeriet fastholder endvidere vedholdende, at kritikken af, at L 136 ville betyde en afkortning af perioden for skadelidtes ret til tabt arbejdsfortjeneste, er forkert; altså skyldes, at vi og andre har misforstået (misfortolket) lovforslaget.
Vi ved selvfølgelig godt, at Justitsministeriet og Arbejdsskadestyrelsen har særdeles vanskeligt ved at se egne fejl, og da slet ikke evner at indrømme disse fejl. Når vi og andre har slået fast, at gennemførelse af L 136 vil betyde, at de skadelidte helt generelt vil få tabt arbejdsfortjeneste for en kortere periode og dermed mindre i erstatning, er det fordi, vi har bedømt lovforslaget, som det blev fremsat. Forslaget ville uden det nu fremsatte ændringsforslag have betydet, at man i alle sager kunne se i bakspejlet – “retrospektivt” – og få en vurdering (fra Arbejdsskadestyrelsen) af, hvornår man kunne vurdere skadelidtes erhvervsevnetab. Det tidspunkt vil i mange sager i forhold til i dag ligge tidligere, og da forslaget samtidig indeholdt adgang til at få tilbagebetalt eller foretage modregning af den erstatning, der er betalt efter det vurderede skæringstidspunkt; ja så er det ubestrideligt sådan, at lovforslaget for en stor del af de skadelidte ville have medført en mindre erstatning end i dag.
Selv hvis man tog Justitsministeriets påstand om, at vi (og alle andre, der repræsenterer skadelidtes interesser) har misfortolket det fremsatte lovforslag for pålydende – hvilket der ikke er grund til – så er det nærmest tragikomisk at kunne konstatere, at Justitsministeriet ikke evner at indrømme, at dette i så fald er en fejl, der entydigt hviler på Justitsministeriet.
Det er jo Ministeriet, der har formuleret forslaget uden at inddrage relevant sagkundskab fra mennesker, der repræsenterer skadelidte. Det drejer sig vel at mærke om et lovforslag, hvis erklærede formål er at rette op på en fortolkning af loven, som med højesteretsdommene fra november 2009 etablerer en retstilstand, der strider imod lovens overordnede hensigt.
Det Justitsministerium, der én gang har kludret så meget i sin formulering af loven, at en række skadelidte ikke får dækket deres tab af arbejdsfortjeneste, fremsætter et lovforslag til løsning af sit eget skabte problem, som imidlertid indebærer massive forringelser for de skadelidte. Når vi så påpeger dette, laver man ganske vist forslaget om, men påstår samtidig fuldstændig udokumenteret, at vi har misfortolket forslaget. Det er højst upassende.
Vi forventer ikke ligefrem blomster; eller tak fra Regeringen, fordi vi har gjort opmærksom på problemet, men at påstå, at vi har misfortolket forslaget er simpelthen ikke i orden.
De skadelidte er ikke “relevant høringspart”
Hvad angår processen i efteråret 2010 med drøftelserne med særligt Forsikring & Pension, vil vi nævne, at Justitsministeren nu klart har tonet rent flag med hensyn til, hvem han og Ministeriet anser for at være ”relevante høringsparter”. Det fremgår nemlig af svar på spørgsmål 8 (og 33), at alle ”relevante høringsparter” har været inddraget i drøftelserne om indholdet af L 136. Da det af det åbne samråd i Retsudvalget den 27. april 2011, tillige fremgik, at der udover Forsikring & Pension kun har været drøftelser med Patientforsikringen, KL og Danske Regioner, ved vi nu, at alle andre ikke har været ”relevante” at tale med. Det er efter vores opfattelse udtryk for en betydelig juridisk og vel også politisk arrogance (måske endda uvidenhed?), når man ikke finder det relevant at inddrage juridisk sagkundskab fra repræsentanter for de skadelidte. Vi har forgæves ledt efter bare det mindste lille ønske fra en eller anden embedsmand i Justitsministeriet eller Arbejdsskadestyrelsen i lovgivningsprocessen siden marts 2010, som kunne antyde, at f.eks. den opfundne modregningsadgang og den retrospektive vurdering burde inddrage juridiske synspunkter fra skadelidte, før der blev fremsat lovforslag uden høring.
Derudover er den ensidige påvirkning, hvis resultat vi nu kender; nemlig at resultatet med L 136 var helt uholdbart og særligt uigennemtænkt.
Glædeligt er dog, at det således nu ser ud til, at den nødvendige ændring, som alle er enige om, snart kan gennemføres.
Arbejdsgruppe må se på andre ændringer
Der er imidlertid efter Elmer & Partneres opfattelse fortsat ganske mange andre forbedringer, der kan og bør gennemføres, men dette kræver, at man ser på mere grundlæggende mekanismer og samspillet mellem flere regelsæt.
Det er Elmer & Partneres opfattelse, at sådanne ændringer kan gennemføres, uden at det behøver at blive alt for kompliceret.
Men henset til at det kræver grundigere overvejelser om mere grundlæggende mekanismer og samspil med andre regelsæt, er det Elmer & Partneres opfattelse, at der på sædvanlig vis bør nedsættes en bredt sammensat arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle interessenter med henblik på gennemgang af, hvilke ændringer der bør gennemføres – således at der forsøges opnået et forslag om ændringer, der er gennemtænkt og har langtidsholdbarhed.
Elmer & Partnere opfordrer således til, at der nedsættes en sådan arbejdsgruppe og bidrager gerne med forslag til formuleringen af en sådan arbejdsgruppes Kommissorium.