nyheder

Lægemiddelskadeankenævnet er af Østre Landsret dømt til at anerkende, at brugen af lægemiddel Roaccutan har påført skadelidte en kronisk tarmlidelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt skadelidtes behandling med lægemidlet Roaccutan i 1997 og 1998 har medført en varig tarmlidelse.

Symptomerne på tarmlidelsen opstod i foråret 1998 i tidsmæssig sammenhæng med skadelidtes brug af lægemiddelet Roaccutan. Herefter var skadelidte plaget af konstante intermitterende anfald 3-4 gange årligt, hvilket fortsat er situationen den dag i dag.

Patientforsikringen anerkendte, at lægemidlet var årsag til en midlertidig tarmpåvirkning men fandt ikke grundlag for at anerkende varige følger. Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede efter klage Patientforsikringens afgørelse.

Under retssagen mod Lægemiddelskadeankenævnet blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet, som dels konkluderede, at skadelidte lider af en kronisk tarmsygdom med et intermitterende forløb, og at den varige tarmlidelse mest sandsynligt var den samme tilstand, som den i 1998 beskrevne tarmsygdom. Retslægerådet fandt endvidere, at årsagen til tarmlidelsen kunne have tre forskellige årsager: 1) Som bivirkning til lægemidlet Roaccutan. 2) Som bivirkning til noget af skadelidte anvendt gigtmedicin. 3) Lidelsen kunne være opstået uden kendt årsag. Retslægerådet kunne ikke graduere sandsynlighederne overfor hinanden, og spørgsmålet var herefter, om skadelidte kunne bevise, at bivirkningerne – med overvejende sandsynlighed – kunne tilskrives brugen af lægemidlet Roaccutan.

Lægemiddelskadeankenævnet fandt ikke på baggrund af Retslægerådets erklæring anledning til at ændre deres afgørelse om afvisning af årsagssammenhæng til den varige lidelse. Byretten frifandt Ankenævnet, og efter anke blev sagen overdraget til Elmer & Partnere, der førte sagen i Landsretten.

Landsretten nåede til et andet resultat og anerkendte, at skadelidte er påført varige følger efter brug af lægemidlet Roaccutan. Landsretten lagde i dennes afgørelse vægt på, at Lægemiddelskadeankenævnet havde anerkendt årsagssammenhæng til den midlertidige tarmlidelse, hvilket sammenholdt med Retslægerådets udtalelse medførte, at også de varige følger måtte anses som forårsaget af lægemidlet Roaccutan.

Kommentarer:
Dommen viser, at myndighedens egne afgørelser kan få en afgørende betydning ved vurdering af årsagssammenhæng, og dermed indgå i den samlede bevisvurdering. I denne sag blev det afgørende, at Lægemiddelskadeankenævnet tidligere havde anerkendt årsagssammenhæng for de midlertidige bivirkninger og siden fastholdt dette efter Retslægerådets udtalelse. Nævnet kunne have omgjort den tidligere anerkendelse af de midlertidige følger. Uden denne anerkendelse af årsagssammenhæng til de midlertidige bivirkninger, havde skadelidte næppe fået medhold i sagen, idet Retslægerådet ikke kunne graduere sandsynligheden for årsagssammenhæng mellem de i sagen mulige årsager til tarmlidelsen, hvorfor skadelidte – i den situation – næppe ville have opfyldt lovens krav om ”overvejende sandsynlighed”.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Søren Kroer, som førte sagen for skadelidte.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev