Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
04.09.2012

Midlertidig vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab kunne ikke bringe skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør

Elmer & Partnere


Ved dom af 23. august 2012 har Københavns Byret givet en yngre skadelidt kvinde medhold i, at Arbejdsskadestyrelsens og forsikringsselskabets midlertidige vurdering af hendes erhvervsevnetab ikke kunne bringe kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør.


Sagen:

Den 9. maj 2003 blev skadelidte påkørt bagfra af en scooter og kom alvorligt til skade med sit hoved.


Ulykken medførte, at skadelidte måtte opgive sin uddannelse og sit arbejde.


Forsikringsselskabet anerkendte erstatningspligten og udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den første sygeperiode.


I en vejledende udtalelse af 7. oktober 2005 vurderede Arbejdsskadestyrelsen skadelidtes erhvervsevnetab til ”mindst 15 %”. Forsikringsselskabet bragte derpå erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste til ophør og udbetalte erstatning til tab af erhvervsevne svarende til 15 %.


Erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste blev opgjort uden værdien af feriegodtgørelse på 12,5 % af lønnen, og erstatningen for tab af erhvervsevne blev opgjort på baggrund af årslønnen i 2005.


Den 1. februar 2006 blev skadelidte tilkendt førtidspension, idet kommunen vurderede, at hun ikke ville kunne komme i arbejde igen og ikke ville kunne blive selvforsøgende. Forsikringsselskabet udbetalte derpå yderligere erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 10 % under anvendelse af årslønnen for 2006.


Den 14. maj 2009 vurderede Arbejdsskadestyrelsen endeligt skadelidtes erhvervsevnetab til 65 %, og den 9. december 2009 anlagde skadelidte retssag mod forsikringsselskabet.


Under retssagen nedlagde skadelidte påstand om



  1. at hun var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til Arbejdsskadestyrelsens endelige vurdering den 14. maj 2009,

  2. at kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skulle opgøres inklusive værdien af feriegodtgørelse i hele erstatningsperioden, dvs. også i den periode som forsikringsselskabet allerede havde udbetalt erstatning for, og

  3. at det samlede krav på erstatning for tab af erhvervsevne på 65 % skulle opgøres på baggrund af årslønnen i 2009, og at skadelidte skulle have efterbetalt differencen.


Dommen:

Ved Københavns Byrets dom af 23. august 2012 fik skadelidte fuldt ud medhold i sine krav.


I præmisserne til dommen henviser retten til, at det ved vurderingen af om skadelidte efter Erstatningsansvarslovens § 2 er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til 14. maj 2009 er afgørende, om der foreligger et forsvarligt grundlag for skønnet over den fremtidige erhvervsevne i Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 7. oktober 2005, og om forsikringsselskabet i forlængelse heraf havde pligt til at foretage selvstændigt skøn.


På baggrund af Arbejdsskadestyrelsens fastsættelse af skadelidtes midlertidige erhvervsevnetab til ”mindst 15 %”, og på baggrund af de lægelige oplysninger, der forelå på tidspunktet for den midlertidige udtalelse, fandt retten, at forsikringsselskabet havde haft pligt til at foretage et selvstændigt skøn over erhvervsevnetabet.


Under hovedforhandlingen forklarede repræsentanten for forsikringsselskabet imidlertid, at man havde fulgt Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse uden at foretage en selvstændig vurdering.


Henset hertil, til at skadelidte den 1. februar 2006 var blevet tilkendt førtidspension, og til at Arbejdsskadestyrelsen den 14. maj 2009 endeligt vurderede skadelidtes erhvervsevnetab til 65 %, fandt retten, at forsikringsselskabet ikke havde foretaget et rimeligt skøn over skadelidtes erhvervsevnetab.


Retten fandt derfor, at skadelidte havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 14. maj 2009, hvor Arbejdsskadestyrelsens endelige udtalelse forelå.


Derudover fandt retten, at erstatningen for tab af erhvervsevne skulle opgøres med udgangspunkt i arbejdsskadestyrelsens udtalelse 14. maj 2009, og at skadelidte derfor havde krav på efterregulering som påstået.


Om kravet på efterbetaling af feriegodtgørelse anførte retten, at skadelidte ifølge dommen i UfR 2009.2914H var berettiget til feriepenge af den tabte arbejdsfortjeneste. Selvom skadelidtes oprindelige erstatningsopgørelse ikke medtog værdien af feriepenge ved opgørelsen af kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, havde skadelidte ikke givet bindende afkald på feriepenge, og skadelidte var derfor berettiget til feriepenge af den tabte arbejdsfortjeneste.


Kommentar:

Ifølge Erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen.


Når skadelidte forventes at lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ”indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne,…”, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.


Ved dom af 11. marts 2008, trykt i UfR 2008.1386, fastslog Højesteret imidlertid, at


”det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor, dvs. på mindst 15 %.


Det er tillige en forudsætning, at det er muligt – bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 5, stk. 2 – at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.


Der skal således foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.”


Københavns Byrets dom af 23. august 2012 viser, at fremkomsten af en vejledende udtalelse ikke i sig selv bringer kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør.


Når vejledende udtalelse foreligger, er forsikringsselskabet derimod forpligtet til på et forsvarligt grundlag at foretage et selvstændigt skøn over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.


Hvis forsikringsselskabet ikke foretager et selvstændigt skøn på et forsvarligt grundlag, løber skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste videre, indtil en sådan vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab foreligger.


Hertil kommer, at opgørelsen af skadelidtes krav på erstatning for tab af erhvervsevne først skal opgøres, når erhvervsevnetabet er vurderet på et forsvarligt grundlag, og at kravet skal opgøres under anvendelse af den årsløn, som er gældende på dette tidspunkt.


Henvendelser om afgørelsen eller sagen i øvrigt kan rettes til advokat Gert Willerslev på gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for skadelidte


Flere nyheder
Om os