Højesteret har i dom den 4. juni 2015 afgjort, at to medlemmer af Fagforeningen Danmark (Det Faglige Hus) ikke var berettiget til en særlig sygeløn, der var aftalt i overenskomsten mellem virksomheden og 3F. Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom fra 2014, hvor Landsretten var nået til samme resultat.
Den konkrete sag angik to ansatte, der i forbindelse med sygdom alene fik sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge. Andre ansatte, der var medlemmer af den overenskomstbærende fagforening, fik i henhold til overenskomsten sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge med tillæg af supplerende sygehjælp.
Højesteret konstaterede, at foreningsfrihedslovens beskyttelsesområde er ved ansættelse og afskedigelse. Loven indeholder ikke forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen. Højesteret fastslog dernæst, at forskelsbehandlingen på grund af foreningsmedlemskab ikke var i strid med foreningsfrihedsloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11. Højesteret udtalte herefter følgende:
”I det foreliggende tilfælde indebærer den forskelsbehandling, som A og B har været udsat for, som nævnt alene, at de under sygdom ikke har ret til den supplerende ydelse, som emballageoverenskomsten hjemler for medlemmer af 3F og HK. De har – på samme måde som ordningen for mange andre arbejdstagere – under sygefravær ret til sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge. Højesteret finder, at denne forskelsbehandling ikke indebærer, at A og B reelt tvinges til at melde sig ind i 3F eller HK, hvad de da heller ikke har gjort. Forskelsbehandlingen udgør derfor ikke en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 11.”
Dommen er en påmindelse om, at lønmodtagerrettigheder i høj grad beror på aftaler mellem parterne – kollektive så vel som individuelle aftaler.
De pågældende to lønmodtagere blev behandlet forskelligt fra medlemmer af den overenskomstbærende organisation, fordi de ikke havde en aftale(overenskomstmæssig)-baseret rettighed til sygeløn. Dommen er udtryk for, at forhandlede goder og rettigheder ikke uden videre kan udstrækkes til at omfatte andre end aftalens parter. Ikke-medlemmer kan ikke med reglerne om foreningsfrihed i hånden kræve at få samme rettigheder, som de der har forhandlet en aftale.