nyheder

Opholdssteder oprettet efter servicelovens § 110 (herberger for hjemløse/misbrugscentre) – lederen af opholdsstedet har kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning

Elmer & Partnere blev anmodet om at bistå et opholdssted oprettet efter lov om social service (serviceloven) § 110 hjemhørende i X kommune i forbindelse med et betalingskrav mod Y kommune.

Tvisten drejede sig om, hvorvidt Y kommune var berettiget til at træffe afgørelse om stop for betaling af borgerens ophold på opholdsstedet, selvom lederen på stedet vurderede, at borgeren ikke var klar til at blive udskrevet. 5 måneder senere træf lederen afgørelse om udskrivning af borgeren, hvorved kravet for betaling for de sidste 5 måneders ophold opstod.

Sagen og lovgrundlaget:
Y Kommunen var den oprindelige opholdskommune for borgeren, der var blevet hjemløs efter et brudt samlivsforhold, og som havde et stofmisbrug og psykiatriske problemer. Han havde selv henvendt sig på opholdsstedet, hvor lederen havde truffet afgørelsen om optagelse.

Ifølge servicelovens § 110, stk. 3, træffer lederen af opholdsstedet afgørelse om optagelse på opholdsstedet.

Som følge af sin status som oprindelig opholdskommune, var Y kommune handle- og betalingskommune for den pågældende borger, og blev fra tidspunktet for optagelsen forpligtet til at betale for borgerens ophold, og så længe opholdet varede. Dette følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) § 9, stk. 7, nr.1, jf. stk. 8.

Det følger af vejledningerne på området, at der ikke kan sættes bestemte tidsgrænser for opholdets varighed, samt at det om varigheden af opholdet må tages i betragtning, om formålet med opholdet er opfyldt, og om forudsætningerne for en vellykket udslusning er til stede, herunder, om der er taget stilling til boligforhold, økonomi, evt. behandling m.m. Det forudsættes, at der etableres et samarbejde mellem handlekommunen, opholdsstedet og borgeren.

Y kommune indgik i et sådant samarbejde og deltog i møder med opholdsstedet og borgeren. Under et sådant møde tilbød Y kommune, at borgeren kunne få en bolig i Y kommune, kombineret med ambulant hjælp til hans misbrugsproblemer og anden hjælp efter servicelovens regler herom.

Borgeren følte sig dog ikke klar til at bo i eget hjem, og han ønskede ikke at bo i Y kommune, da han frygtede for repressalier fra en rockergruppe. Han udtrykte ønske om at bo i et bofællesskab, jf. servicelovens § 1 07, og for at få hjælp til at håndtere og få behandlet sin misbrugsproblematik. Dette blev støttet af den på mødet tilstedeværende psykiater samt den deltagende medarbejder fra opholdsstedet.

Efter ca. 2 måneders ophold træf Y kommune en afgørelse stilet til borgeren om, at de efter en bestemt dato ikke længere ville betale for hans ophold, idet borgeren havde afslået den tilbudte hjælp, som Y kommune fandt relevant.

Borgeren blev dog på opholdsstedet i ca. 5 måneder yderligere, indtil der var fundet en egnet bolig til ham, og det fra opholdsstedets side blev vurderet, at han var klar til at fraflytte opholdsstedet og få den nødvendige hjælp i egen bolig.

Y kommune ville ikke betale for de sidste 5 måneder, idet kommunen fandt, at en handle- og betalingskommune havde kompetence til at træffe afgørelse om stop for betalingen, hvis kommunen fandt, at de kunne tilbyde et tilstrækkeligt alternativ.

Opholdsstedet var af den holdning, at lederen af opholdsstedet havde enekompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning.

Det kunne konstateres, at der hverken i loven eller i administrativ praksis var taget eksplicit stilling til spørgsmålet om, hvem der havde kompetence til at træffe afgørelse om udskrivning fra opholdsstedet.

Efter en formålsfortolkning af servicelovens § 110, stk. 3 var der dog efter Elmer & Partneres vurdering så meget, der talte for, at lederen på opholdsstedet også havde kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning. Lederen og opholdsstedets personale besidder den relevante indsigt i de problematikker, de omhandlede borgere har, således at bestemmelsen i § 110, stk. 3 måtte forstås derhen, at lederen af opholdsstedet i sidste ende er den, der skal vurdere, hvornår formålet med opholdet er opfyldt, og borgeren skal udskrives. Handle- og betalingskommunen skal yde den nødvendige hjælp, herunder betale for opholdet, så længe opholdet varer.

Der blev udtaget stævning mod Y kommune med påstand om betaling af det skyldige beløb for de 5 måneder.

Få dage før hovedforhandlingen skulle have fundet sted, offentliggjorde Ankestyrelsen Principafgørelse 28-14, som afgjorde, at det på krisecentre for kvinder, oprettet efter servicelovens § 109, er lederen, der har kompetence til at træffe afgørelse om, hvornår formålet med opholdet er opfyldt, og hvornår en vellykket udslusning kan finde sted. § 109, stk. 3 har samme indhold som § 110, stk. 3.

Y kommune tog derefter bekræftende til genmælde, hovedforhandlingen blev aflyst, og opholdsstedet modtog betaling for de sidste 5 måneder.

Elmer & Partneres kommentarer:
Principafgørelse 28-14 kan efter Elmer & Partneres opfattelse overføres direkte til sager om § 110 opholdssteder.

Tvivlen om kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning fra opholdssteder oprettet efter både § 109 og § 110 i serviceloven, må således anses for afklaret.

Sagen blev ført af advokat Filip Augustin Hansen. Henvendelser vedrørende sagen kan rettes til Filip pr. mail: fah@elmer-adv.dk.

Principafgørelse 28-14 kan læses her.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev