nyheder

Faktum:
En kvinde, der tidligere i perioder havde arbejdet på fuld tid (5 år forud for ulykken) arbejdede på skadetidspunktet i juni 1998 på halvtid. Hendes mand arbejdede på fuld tid og der var ingen hjemmeboende børn. Det lidt specielle var, at hendes arbejde ofte betød, at hun arbejdede mere end 40 timer om ugen, men kun fik løn for halvtid.

Umiddelbart efter påkørslen fik hun nakkehovedpine og var svimmel men gik først til læge efter 3 uger. Efter et langvarigt forløb med forsøg på at arbejde på deltid, valgte skadelidte selv at sige op. Efter sygemelding blev der forsøgt med kortvarig arbejdsprøvning, hvorefter kommunen bevilgede forhøjet almindelig førtidspension, hvilket efterfølgende blev ændret til mellemste førtidspension.

Det ansvarlige forsikringsselskab bedømte selv og anerkendte et varigt mén på 15 %. Omfanget af erhvervsevnetabet blev af Arbejdsskadestyrelsen vurderet først til 60%. Forsikringsselskabet betalte før anlæggelse af retssag erstatning, hvad der svarede til 60% og den faktiske indtægt i året forud for skaden, jf. erstatningsansvarsloven § 7, stk. 1. Under retssagen blev der stillet en række spørgsmål til Retslægerådet om årsagssammenhæng. Rådet fandt det “usikkert, om der findes brosymptomer med hensyn til nakkesmerterne og den indskrænkede bevægelighed i nakken, og kan ikke angive sandsynlighedsgrad for en eventuel sammenhæng på baggrund af sagens akter. Retslægerådet finder det usandsynligt, at andre af de beskrevene klager kan henføres til fysiske påvirkninger ved ulykken, idet der ikke findes oplysninger om hovedtraume”.

Arbejdsskadestyrelsen fik herefter genforelagt sagen med besvarelsen fra Retslægerådet og fastholdt årsagssammenhæng mellem ulykken og det fulde erhvervsevnetab (nu vurderet til 65 %).

Forsikringsselskabet gjorde under sagen bl.a. gældende, at der ikke var ført bevis for årsagssammenhæng eller i hvert fald kun for så vidt angår nakkesmerterne. Selskabet bestred tillige, at der i denne sag var grundlag for at fastsætte årslønnen til det den ville have været på fuld tid, da skadelidte i mange år kun havde arbejdet på nedsat og i øvrigt ikke kunne antages at have udført arbejde “i hjemmet”, jf. lovens § 1, stk. 3.

Landsrettens resultat:
For det første henviser landsretten til, at det ikke kan anses for bevist, at skadelidte forud for ulykken havde lidelser, der havde påvirket hendes erhvervsevne. For det andet, at der ikke er bevis for, at der efter ulykken er opstået konkurrerende skadesårsager, og at der derfor er årsagssammenhæng mellem ulykken og det af Arbejdsskadestyrelsen vurderede erhvervsevnetab på 65%. Efter landsrettens opfattelse kan Retslægerådets besvarelse, som gengivet ovenfor, “…ikke føre til en anden erstatningsretlig vurdering af spørgsmålet om årsagssammenhæng”. Alle 3 dommere er enige om dette.

De 3 dommere er endvidere enige om, at årslønnen skal fastsættes efter et skøn, jf. lovens § 7, stk. 2, men kun 2 dommere giver medhold i, at lønnen skal fastsættes til det den ville have været på fuld tid, da de ligger vægt på, at skadelidte var i besiddelse af fuld arbejdskraft, og at hun udnyttede denne til dels halvtidsarbejde og dels arbejde i hjemmet. 1 dommere fandt ikke grundlag for at tillægge årslønnen nogen værdi af arbejdet i hjemmet med henvisning til hendes alder, arbejdstiden i halvtidsstillingen og hendes forgæves forsøg på at få fuldtidsarbejde.

Elmer & Partneres kommentarer:
Der er de senere år afsagt mange domme om årsagssammenhæng i sager om følger efter whiplash. Der er ikke noget entydigt billed af praksis, idet der er flere eksempler på, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetab tilsidesættes med henvisning til, at Retslægerådet har udtalt stor usikkerhed om eller direkte imod årsagssammenhæng. Dommen i nærværende sag lænder sig meget op af Højesterets dom U2005.3273H og flere tidligere domme, hvor der skarpt sondres mellem, hvad der lægeligt set (medicinsk) kan anses for bevist, og hvad der erstatningsretligt, er det afgørende. Som det fremgår af præmisserne, er der en erstatningsretlig formodning for årsagssammenhæng, medmindre der føres bevis for, at erhvervsevnen allerede var nedsat eller efter skaden er reduceret af andre skadesuafhængige årsager. Det Retslægerådet udtaler sig om, er om der er medicinsk bevis for årsagssammenhæng mellem skaden og de ofte rent subjektive klager. Da sådanne gener (hovedpine, koncentrationsproblemer, forringet hukommelse m.m.) netop ikke kun opstår efter et whiplash, vil Retslægerådet meget sjældent finde, at der er en sikker sammenhæng. Denne problemstilling opstår i mange sager.

Hvad angår årslønsfastsættelse er resultatet i overensstemmelse med den foreliggende retspraksis. Sagen blev med henvisning til spørgsmålet om årslønsfastsættelsen henvist til landsretten som værende en principiel sag, og der er dermed direkte adgang til anke af dommen til Højesteret. Forsikringsselskabet har valgt at anke dommen.

Spørgsmål om dommen eller emnet kan rettes til advokat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der førte sagen for den skadelidte.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev