nyheder

Ankenævnet for Patienterstatningen igen dømt i sag om forældelse

Ankenævnet for Patienterstatningen er igen dømt til at anerkende, at en patients mulige erstatningskrav ikke var forældet – denne gang af Østre Landsret.

 

DIAGNOSTICERET MED LIVMODERHALSKRÆFT

Patienten blev i marts 2006 diagnosticeret med livmoderhalskræft. Fra sommeren 2004 og frem til diagnosen blev stillet var hun løbende blevet behandlet for det, som egen læge og gynækolog havde tolket, som underlivsbetændelse, men som viste sig at være kræft. Efter diagnosticeringen modtog patienten kemobehandling og stråling, som medførte omfattende strålingsskader på hendes urinleder og tarmsystem.

I 2013 så patienten en udsendelse i TV om indkaldelse til screening for livmoderhalskræft. Da hun ikke mente, at hun var blevet indkaldt til screening, indgav hun en anmeldelse herom til Patienterstatningen.

 

INDKALDT PÅ KORREKT VIS, MEN…

Patienterstatningen nåede frem til, at patienten havde været indkaldt på korrekt vis og afslog derfor erstatning for manglende screening. I samme afgørelse oplyste Patienterstatningen, at de i forbindelse med behandling af sagen og forelæggelse for lægekonsulenten var blevet opmærksomme på, at der sandsynligvis var sket en forsinkelse af diagnosticeringen af livmodershalskræften tilbage i 2006.

Patienterstatningens lægekonsulent udtalte, at der allerede i 2004 burde være foretaget undersøgelse, som kunne have påvist kræftsygdommen. Var dette sket, kunne patienten ”have nøjes med” at få fjernet sin livmoder og dermed have undgået de omfattende strålingsskader i sit underliv, som hun i dag lever med – hvilket er skyld i at hun bl.a. ikke kan arbejde. Samtidig med afslaget på erstatning for manglende screening oprettede Patienterstatningen to nye sager på henholdsvis patientens egen læge og gynækolog.

Efterfølgende traf Patienterstatningen ny afgørelse i sagen og meddelte patienten, at kravet var forældet.  Efter klage til Ankenævnet for Patienterstatningen, traf de samme afgørelse, som vi på vegne af patienten indbragte for domstolene.

 

HVORNÅR SKULLE FRISTEN REGNES FRA?

Patienterstatningen vurderede, at patienten i 2006, da hun blev diagnosticeret med livmoderhalskræft, burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med behandlingen og undersøgelse hos henholdsvis egen læge og gynækolog i perioden 2004-2006 kunne være sket en fejl i forbindelse med diagnosticeringen af hendes kræftsygdom. Dette på trods af at ingen læger havde indikeret, at kræftsygdommen kunne være diagnosticeret tidligere overfor patienten. Patienterstatningen vurderede derfor, at kravet var forældet, da forældelsesfristen på 5 år (i dag 3 år) ifølge dem begyndte at løbe fra diagnosetidspunktet i 2006, hvorfor der var indtrådt forældelse på tidspunktet for skadens anmeldelse i efteråret 2013.

Det var vores synspunkt, at forældelsesfristen først skal regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har fået eller burde have fået kendskab til ikke kun selve skaden, men også kendskab til, at skaden kunne være forårsaget af behandlingen, eller muligvis undgået ved anden behandling. I denne sag var det ikke muligt for patienten at vide, før Patienterstatningen i 2014, , gjorde patienten bekendt med, at der muligvis var sket en diagnoseforsinkelse, og at hun uden denne forsinkelse formentlig kunne have undgået de omfattende stråleskader.

 

LANDSRETTENS RESULTAT

Østre Landsret gav patienten medhold i, at kravet ikke var forældet. Landsretten anførte – ligesom byretten – i præmisserne, at patienten i 2006 burde have vidst, at der kunne være tale om for sen diagnosticering af kræftsygdommen. I modsætning til byretten fandt landsretten til gengæld ikke, at der var ført bevis for, at patienten før kendskabet til den lægelige vurdering fra februar 2014 (i forbindelse med Patienterstatningens behandling af sagen) vidste eller burde have vidst, at tidligere diagnosticering kunne have ført til et andet behandlingsforløb, og at hun dermed kunne have undgået de omfattende skader, som behandlingen havde medført.

Landsretten fandt det dermed ikke bevist, at patienten havde viden om, at der kunne være grundlag for et erstatningskrav efter den dagældende patientforsikringslov, hvorfor kravet ikke var forældet.

Hos Elmer Advokater er det glædeligt, at landsretten anerkender, at patienten rettelig var afhængig af den information hun fik fra læger og behandlere, før patienten kan forventes at vide eller burde vide noget om en eventuel sammenhæng mellem behandling og skade.

 

KONTAKT

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokaterne Karsten Høj og Mie Andersen, der førte sagen for patienten. Læs derudover nærmere om vores øvrige arbejde på personskadeområdet, hvor vi som et særligt speciale behandler patientskadesager.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

Mie Andersen

Mie Andersen

Advokat

Direkte: +45 3367 6782

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev