nyheder

En klar lægelig fejl, at tilbagefald af kræftsygdom ikke blev opdaget ved kontrolscanning.

For patienten betød det amputation af det ene ben, hoften og en del af bækkenet og fjernelse af blære. Han har nu ret til erstatning.

Historien:
En mand blev i 2007 opereret for tyktarmskræft. På grund af indvækst i blære og bugvæg blev bl.a. noget af blæren fjernet ved operationen. Blærefunktionen forblev dog efterfølgende normal. Operationen var ikke 100 procent radikal, og derfor var der øget risiko for senere tilbagefald (recidiv). Manden gennemgik herefter halvårlige rutinemæssige scanninger. Den sidste rutinemæssige scanning fandt sted i juli 2009.

I december 2009 henvendte manden sig til sygehuset med ubehag. I den forbindelse konstaterede man ved scanning og andre undersøgelser en stor tumor i samme område som tidligere. Den var vokset ind i blæren og sad fast på bækkenvæggen. Den kunne ikke umiddelbart opereres. Man forsøgte, om kemoterapi kunne mindske svulsten så meget, at den kunne opereres. Det var ikke muligt. I sommeren 2010 stillede et større og højt specialiseret sygehus, hvortil han var blevet henvist, ham overfor det umiddelbare valg, enten at lade sig operere med fjernelse af blæren og amputation af hele højre ben (stor sandsynlighed for fjernelse af kræften) eller at overgå til lindrende kemoterapi (kræften forsøges holdt nede).

I forbindelse med, at han skulle tage stilling til det, bad han om aktindsigt i journalmaterialet fra det sygehus, der indtil da havde behandlet ham. I det kunne han se, at man i foråret 2010 havde revurderet de seneste rutinemæssige scanningsbilleder fra juli 2009 (altså 5 måneder tidligere end kræftsvulsten blev konstateret), og at man havde beskrevet, at der allerede i juli 2009 var klare tegn på en ny svulst. Det havde ingen fortalt ham, og han valgte både at klage rent disciplinært og for at få bedømt, om han havde ret til erstatning. Inden der blev taget stilling til det, blev operationen gennemført, og han endte med fjernelse af hele højre ben inkl. hofte og noget af bækkenet og blæren samt anlæggelse af en kunstig blære. Han måtte igennem et langt og krævende forløb, der dog foreløbigt er endt med, at han med en række skånehensyn og stor velvillighed fra hans arbejdsgiver og fra alle kolleger medarbejdere, er tilbage og arbejder på fuldtid.

Det særlige ved patientens kontrolforløb er, at tolkningen og beskrivelsen af scanningsbilledet fra juli 2009 ikke blev foretaget på det danske hospital, hvor scanningen blev foretaget, men derimod af et privat firma i Barcelona. Denne såkaldte telemedicinske opgave blev foretaget i udlandet, fordi hospitalet ikke havde kapacitet til selv at foretage den. Den blev skæbnesvangert for manden. Sandsynligvis havde firmaet i Barcelona ikke de tidligere scanningsbilleder at sammenligne med, og Retslægerådet kaldte det under den efterfølgende retssag for en ”klar lægefaglig fejl”, at svulsten ikke blev opdaget, da man ”let” kunne se den i juli 2009.

Sideløbende med hospitalsbehandlingen skulle han igennem, hvad der viste sig at være, et 5-årigt forløb for at opnå ret til erstatning. I første omgang afviste Patienterstatningen (første instans), at der var gået noget galt. Det klagede manden over til Ankenævnet, der ændrede på afgørelsen, så det nu hed sig, at kræftsvulsten burde have været beskrevet/opdaget. Men selvom behandlingen så kunne have været igangsat 5 måneder tidligere, mente Ankenævnet ikke, at det havde gjort nogen forskel. Ben og blære ville også med rettidig diagnosticering og behandling være blevet fjernet. Ingen erstatning udover en symbolsk godtgørelse for, at hans langsigtede prognose var blevet dårligere.

Efter anbefaling fra Kræftens Bekæmpelse kontaktede manden advokat Karsten Høj hos Elmer & Partnere, der herefter anlagde retssag mod Ankenævnet.

Under forberedelsen af retssagen blev i to omgange stillet en række spørgsmål til Retslægerådet (svar er gengivet udførligt i dommen). Ud fra Retslægerådets svar anerkendte Ankenævnet, at det var en klar lægefaglig fejl, at svulsten ikke blev opdaget allerede i juli 2009.

Det følger af erstatningsloven for patientskader, at der skal være minimum 51 % sandsynlighed for, at skaden (her benamputation og fjernelse af blæren) kunne have været undgået. Men af forarbejderne til loven og adskillige Højesteretsdomme følger det, at man kan lade tvivlen, om hvad der ville være sket, hvis behandlingen havde været uden klare fejl, komme patienten til gode. Ud fra det valgte Ankenævnet at anerkende, at man kunne have undgået at amputere benet, hofte og dele af bækkenet, men de fastholdt, at blæren med overvejende sandsynlighed også ved korrekt og rettidig behandling ville have været fjernet.

Det har Retten i Esbjerg nu (også) fundet, er en forkert bedømmelse. Den nærmere og meget præcise begrundelse for det resultat, kan læses i dommen. Det centrale er, at Retslægerådet udtaler, at man ikke kan vide, om der allerede i juli 2009 var en sådan indvækst af svulsten i blæren, at det også da havde været nødvendigt at fjerne blæren for at bortoperere kræftsvulsten helt (”radikal operation”). Retslægerådet udtalte i den forbindelse, at den eneste sikre på at konstatere det på, ville have været at ”åbne op” og operere. Synspunktet under retssagen var – ret banalt og lige til – at den mulighed jo netop blev umuliggjort af den klare lægefaglige fejl, der blev begået, da svulsten ikke blev beskrevet ved gennemgang af CT-scanningsbillederne i juli 2009. Derfor var det ret oplagt, at bevistvivlen måtte komme patienten til gode.

Afsluttende kommentarer:
Det er meget tankevækkende, at både Patienterstatningen og særligt Ankenævnet har taget så meget fejl i en sag som den beskrevne. Ingen havde inden retssagen med et ord forholdt sig til, om der var begået klare lægefaglige fejl. Det var der særdeles god grund til at interesse sig for. Når det er vigtigt og her afgørende for retten til erstatning, så skyldes det, at klare fejl, der efter den almindelige erstatningsret er erstatningspådragende, giver patienten en bevislettelse for sammenhængen mellem fejl og skade. Patienten skal med andre ord ikke føre bevis for, at det er mindst 51 % sandsynligt, at skaden kunne være undgået. Det har siden loven trådte i kraft i 1992 og særligt efter den første Højesteretsdom i 2002 været meget omdiskuteret. Professor Bo von Eyben har skrevet en række artikler om lige det emne, og han er gået i rette med et par af de afsagte Højesteretsdomme. Netop når det har været, og stadig er et juridisk ”hot” emne, er det uforståeligt, at Ankenævnet helt sprang den problemstilling over, da de behandlede og afgjorde sagen. Havde de gjort det, kunne den hårdtramte mand have undgået en opslidende retssag. Forløbet af denne sag må virkelig mane til eftertanke hos et Ankenævn, der afgør flere tusinde patienterstatningssager hvert år, herunder rigtig mange der handler om ikke rettidig diagnosticering af alvorlige sygdomme som bl.a. kræft.

Den kræftramte mand måtte først selv finde ud, at hans scanningsbilleder var sendt til et privat firma i udlandet. Dernæst, ved læsning af en dansk radiologs revurdering i maj 2010 af scanningsresultatet fra juli 2009, selv opdage, at lægen i firmaet i Spanien havde begået klare lægefaglige fejl med enorme helbredsmæssige konsekvenser for ham. For efterfølgende, af det daværende Patientklagenævn, senere Patientombuddet, og som resultat af klagen, at blive oplyst, at Nævnet ikke kunne behandle klagesagen, da billedtolkningen var sket i udlandet, hvor dansk lovgivning ikke gælder. For så til sidst at konstatere, at det offentlige Ankenævn for Patienterstatningen også havde begået klare fejl, blot af juridisk karakter.

Han valgte heldigvis for ham selv og til gavn for andre at tage kampen. Det skal han have stor respekt for.

Sagen blev ført af partner Karsten Høj.

Dommen kan i sin helhed læses her.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev