nyheder

Psykisk sygdom hos en socialpædagog anerkendt som en erhvervssygdom efter retssag mod Ankestyrelsen

Sagen handlede om, hvorvidt en psykisk sygdom – opstået som følge af høje psykologiske krav, herunder et vedvarende stort psykisk pres fra vanskelige og krævende beboere, hvoraf nogle har vold som udtryksform, i kombination med udadreagerende adfærd, typisk i form af nap, spyt, slag og skub – kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven.

Der var tale om en kvinde, som gennem mange år havde været ansat som omsorgsassistent på en specialinstitution for udviklingshæmmede.

Kvinden arbejdede på en afdeling for voksne udadreagerende mænd. I december 2005 kom der på afdelingen en ny beboer, en ung autistisk mand, som var særlig vanskelig og udadreagerende. Da han efter nogen tid blev flyttet til en anden afdeling, ”overtog” en anden tilkommet beboer hans adfærdsmønster. Vedkommende forfulgte kvinden og andre ansatte, han spyttede, nappede og slog dem, prikkede dem i øjnene og løb efter dem.

I takt med at flere af kvindens kolleger blev sygemeldt på grund af psykisk overbelastning, følte kvinden, at hendes fundament for at føle sig tryg i arbejdet forsvandt, og at hun samtidig måtte arbejde dobbelt så hårdt, dels fordi der var nye kolleger og vikarer, og dels fordi ukendt personale gjorde beboerne utrygge og som følge deraf mere udadreagerende.

En weekend i oktober 2006 forfulgte den særligt vanskelige beboer kvinden hele weekenden. Han rendte efter hende, nappede og spyttede hende, slog ud efter hende og truede verbalt med at nappe hende.

Et par uger senere fik kvinden et psykisk sammenbrud og blev sygemeldt. Hun havde aldrig tidligere haft psykiske problemer og ikke søgt psykiatrisk eller psykologisk behandling før nuværende.

Kvindens læge anmeldte en arbejdsbetinget lidelse til Arbejdsskadestyrelsen.

Hendes helbredsforhold blev nærmere belyst i en psykiatrisk speciallægeerklæring og en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Af sidstnævnte fremgik: ”Jævnfør ovenstående psykiatriske vurdering skønnes forholdene omkring arbejdets udførelse at have medført en traumatisk belastningsreaktion samt en neurastenisk tilstand, som jævnfør ovenstående udmønter sig i en arbejdsrelateret og personlig udbrændthed.”

Både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen afviste at anerkende kvindens sygdom som en arbejdsskade, herunder at der var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, som er det udvalg, der har kompetencen til at indstille en sag som denne til anerkendelse.

Socialpædagogernes Landsforbund udtog herefter som mandatar for kvinden stævning mod Ankestyrelsen.

Som led i retssagen blev sagens lægelige spørgsmål forelagt for Retslægerådet.

Retslægerådet vurderede, at der var tale om diagnosen ”anden belastningsreaktion” (med betegnelsen F 43.8 i diagnosesystemet ICD-10), og at ”der måtte antages at være en sammenhæng mellem den arbejdsmæssige belastning, idet der er en klar tidsmæssig sammenhæng mellem symptomernes opståen og graden af belastning, ligesom symptomernes karakter taler for en sådan sammenhæng.”

Retslægerådet udtalte endvidere, at kvindens psykiske gener efter Retslægerådets vurdering skyldtes en kombination af belastningen på arbejdet og eventuelt tillige hendes psykiske konstitution, og at flere faktorer har betydning for udvikling af en belastningsreaktion.

Yderligere udtalte Retslægerådet, at kvinden ikke havde været ude for større belastning end mange andre, der arbejder med mennesker med nedsat funktion, uden at reagere som kvinden.

På baggrund af Retslægerådets besvarelse af de lægelige spørgsmål genoptog Ankestyrelsen sagen og hjemviste den til ny behandling i Arbejdsskadestyrelsen og forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Sagen blev herefter forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, som vurderede, at kvindens sygdom i form af ”anden belastningsreaktion” i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som omsorgsassistent. Udvalget indstillede derfor sagen til anerkendelse efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Begrundelsen for Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var, at kvinden i sit ”arbejde som omsorgsassistent har været udsat for vold og trusler i form af napperi, slag, skub, spytten og trusler i et omfang, der har været tilstrækkelig til at forårsage sygdommen.” Udvalget lagde endvidere vægt på, at kvindens ”symptomer er opstået i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne på arbejdet.”

Arbejdsskadestyrelsen traf herefter afgørelse om anerkendelse af kvindens sygdom med henvisning til Erhvervssygdomsudvalgets indstilling.

Kommentarer:
Sagen illustrerer, at anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom efter reglen i arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led[1], beror på en helt konkret vurdering af den enkelte sag. Må det i overvejende grad antages, at sygdommen i det enkelte tilfælde er forårsaget af de arbejdsmæssige belastninger, skal sygdommen anerkendes.

Det er ikke en betingelse for anerkendelse, at arbejdet har været væsentlig anderledes end for andre ansatte.

At der ikke har været tale om en større belastning end hvad mange andre i lignende arbejde har været udsat for uden at blive syg, udelukker ikke anerkendelse.

At der kan være andre mulige årsager til sygdommens opståen, for psykiske sygdommes vedkommende eksempelvis individuel disposition og psykisk sårbarhed, udelukker heller ikke anerkendelse.

Det afgørende for anerkendelse er, om der i det enkelte tilfælde er flere momenter der taler for en årsagssammenhæng end imod.

Sagen er desuden et eksempel på, at der stadig er sager, som bør forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, men som ikke bliver det.

Eventuel henvendelse om sagen kan ske til advokat Birgitte Filtenborg, som førte sagen for Socialpædagogernes Landsforbund.

 


[1] ”…hvis det godtgøres, at sygdommen … må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.”

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev