Resume:
Højesteret har i en dom afsagt den 22. marts 2010 helt principielt behandlet spørgsmålet, om begrebet ”legemsbeskadigelse”, der ofte anvendelse i definitionen af et erstatningsberettigende ulykkestilfælde, udelukker, at der kan være dækning/ret til erstatning for en selvstændig psykisk skade, der er opstået uden samtidig fysisk skade.
Det fandt Højesteret ikke udelukket, når den ”forsikrede personligt … har været udsat for en sådan trussel om eller fare for at blive påført en fysisk skade, at den psykiske skade må anses for påregnelig.”
Højesteret anså samtidig – lige så interessant – at det samlede erhvervsevnetab (der gav ret til erstatning) var en følge af den første (fysiske skade med psykiske følger), selvom de fulde følger først viste sig efter den senere episode, hvor den pågældende ”alene” var udsat for trusler.
Faktum:
En lærer blev under arbejde med adfærdsvanskelige børn udsat for et voldeligt overfald i november 1999, og senere i september 2000, da han var vendt tilbage på arbejdet på fuld tid, for alvorlige trusler om gentagelse af volden. Læreren blev sygemeldt og senere tilkendt mellemste førtidspension svarende til et erhvervsevnetab på omkring 2/3.
Den omhandlede forsikring dækkede for et erhvervsevnetab på mindst 50% opstået som følge af et ulykkestilfælde, der var defineret som ”legemsbeskadigelse, der rammer den forsikrede ufrivilligt, som følge af en pludselig udefra kommende påvirkning”. Selskabet afviste, at overfaldet i 1999 havde medført et erhvervsevnetab på mindst 50%, bl.a. fordi læreren genoptog arbejdet i fuldt omfang, fordi det verbale overfald i 2000 i væsentlig grad medvirkede til det samlede erhvervsevnetab, og fordi der ikke var dækning for følgerne efter dette, da det ikke var et dækningsberettiget ulykkestilfælde.
Ankenævnet for Forsikring havde givet læreren medhold i, at det samlede erhvervsevnetab var en følge af overfaldet i 1999. Retslægerådet udtalte under sagen, at den varige psykiske tilstand var udviklet på baggrund af en posttraumatisk belastningsreaktion, uden at Rådet kunne angive med hvilken vægt, de to begivenheder indgik. Rådet udtalte endvidere, at den omstændighed, at læreren havde genoptaget arbejdet inden de verbale trusler ikke udelukkede, at han havde pådraget sig ”traumerelateret symptomatologi som følge af overfaldet”, hvilket for Højesteret blev yderligere uddybet ved en udtalelse om, at læreren allerede efter det voldelige overfald havde symptomer på traumatisk belastningsreaktion i form af depressive symptomer, søvnproblemer, koncentrationsvanskeligheder og angstanfald.
Begrundelse for resultatet:
Højesteret anfører, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder nogen definition af, hvad der skal forstås ved et ulykkestilfælde, og derfor må den ”almindelige” opfattelse på forsikringsmarkedet være gældende. Ordet ”legemsbeskadigelse” taler for at anse dækningen for begrænset til tilfælde af fysisk skade, men det har ikke været til hinder for inden for ”snævre rammer” at anse selvstændige psykiske skader for omfattet af ulykkesforsikringsdækningen på samme måde som inden for den almindelige erstatningsret. Det kræves, at den psykiske skade opstår under omstændigheder, der normalt karakteriserer et ulykkestilfælde, og at den psykiske skade er påregnelig i forhold til den trussel om eller fare for at blive påført fysisk skade, den pågældende har været udsat for.
Højesteret lægger herefter til grund, at de verbale trusler i 2000 lå inden for rammerne af lærerens arbejde, og han tidligere havde været i stand til at klare sådanne trusler. Herefter fandt Højesteret, at lærerens psykiske skade i det hele måtte anses for en følge af overfaldet i 1999.
Kommentar:
Der er ingen tvivl om, at dommen har ganske stor principiel betydning for alle forsikringsaftaler, der indeholder krav om ”legemsbeskadigelse” for at en skade anses for dækket af en ulykkesforsikring. Man skal dog være opmærksom på, at Højesteret nøje reserverer muligheden for at få dækket selvstændig psykisk skade til tilfælde, hvor det er personen selv, der udsættes for trusler om eller fare for at blive påført fysisk skade, og det skal være under omstændigheder, der gør, at den psykiske skade er en påregnelig følge. Alle tre betingelser skal være opfyldt for at få dækning.
Anden del af dommen er som anført ovenfor nok så interessant. Højesteret anvender her en gammel traditionel erstatningsretlig grundsætning om at tænke den erstatningsbærende begivenhed væk; nemlig her det voldelige overfald og så vurdere, om den efterfølgende begivenhed (de verbale trusler) ville have medført samme forløb (skade), som den der faktisk opstod. Det vurderer Højesteret ikke ville have været tilfældet, så selvom de verbale trusler utvivlsomt medvirkede og nok var udløsende faktor for arbejdsophøret, har de netop kun haft betydning, fordi læreren allerede havde været udsat for det voldelige overfald med psykiske eftervirkninger. Denne måde at løse årsagsproblemer i særligt personskadesager vil være anvendelig i mange sager med flere medvirkende årsager til en skade.
Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Karsten Høj, idet bemærkes, at sagen ikke blev ført af en advokat fra Elmer & Partnere.