nyheder

Uberettiget beskyldning mod plejehjemsansat for tyveri førte til udløsning af psykisk lidelse, varigt mén og erhvervsevnetab

Omstændighederne i den konkrete sag:
En 48-årig østeuropæisk kvinde, der var kommet til Danmark som flygtning i 1986, blev under sit arbejde som social- og sundhedshjælper en dag i oktober 2009 udsat for en uberettiget beskyldning om tyveri af penge fra en beboer og som følge heraf politianmeldelse. Dette udløste en svær psykisk reaktion hos kvinden.

Skadelidte havde forinden været langvarigt sygemeldt med psykiske gener og i et behandlingsforløb i distriktspsykiatrien efter et overfald i sin fritid i september 2008.

Kvinden havde fuldt ud genoptaget sit arbejde i marts 2009, hvor hun var færdigbehandlet i distriktspsykiatrien og psykisk velbefindende. Hun havde det godt psykisk, indtil hun cirka 8 måneder senere i oktober 2009 på sit arbejde uretmæssigt blev beskyldt for at have taget penge fra en beboer.

Efter arbejdsskaden var hun ikke i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet på grund af svære kroniske psykiske gener, og hun fik tilkendt førtidspension.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte tilskadekomsten som en arbejdsskade men fandt ikke, at kvinden havde ret til godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab. Begrundelsen var, at selvom skadelidte oplevede hændelsen som voldsom, var den efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering ikke egnet til at medføre varigt psykisk mén eller nedsat erhvervsevne.

Elmer & Partnere blev af FOA – Fag og Arbejde undtagelsesvist anmodet om bistand allerede i forbindelse med påklage af afgørelsen til Ankestyrelsen og skrev i klagen blandt andet, at det skulle tillægges betydning;

at kvinden – som det fremgik af en speciallægeerklæring – ganske vist havde været overordentlig sårbar, men at der ikke var grundlag for at antage, at hun – hvis ikke de uberettigede beskyldninger var fremkommet – ville have udviklet tilsvarende svære psykiske gener;

at ledelsens reaktion havde været stærkt medvirkende til de psykiske gener blandt andet derved, at den 100-år gamle beboer ikke på nogen måde selv havde angivet FOA-medlemmet som værende den person der havde bestjålet pågældende men tværtimod alene havde sagt, at der var tale om en ”udlænding”, og det var ledelsen der herefter konkluderede, at denne ”udlænding” sandsynligvis måtte være medlemmet, uagtet der ikke var selvstændigt belæg herfor, og uagtet ledelsen meget hurtigt kunne konstatere, at hun end ikke var på arbejde den pågældende dag; samt

at ledelsen involverede politiet uden samtidig hermed eller umiddelbart herefter at orientere medlemmet.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny behandling og yderligere oplysning.

Herefter traf Arbejdsskadestyrelsen den afgørelse, at kvinden havde ret til godtgørelse for varigt mén på 8% og erstatning for tab af erhvervsevne på 50%. Det samlede mén vurderede Arbejdsskadestyrelsen til 20%, men med den begrundelse, at skadelidte allerede inden tilskadekomsten på arbejdet havde udviklet psykiske gener, fandt Arbejdsskadestyrelsen det overvejende sandsynligt, at en del af det påviste mén ikke skyldtes arbejdsskaden, og ménet blev derfor nedsat til 8%. Det samlede tab af erhvervsevne vurderede Arbejdsskadestyrelsen til 70%, og med den begrundelse, at skadelidte havde forudbestående psykiske gener inden arbejdsskaden, blev erhvervsevnetabet nedsat til 50%.

Også denne afgørelse blev påklaget. Elmer & Partnere påstod, at skadelidte havde ret til fuld erstatning for det påviste varige mén på 20% og det påviste erhvervsevnetab på 70%. Det blev gjort gældende, at kvinden 8 måneder før arbejdsskaden havde afsluttet et behandlingsforløb, og at hun indtil arbejdsskaden havde været psykisk fuldstændig velbefindende. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at kvinden – hvis ikke de uberettigede beskyldninger var fremkommet og deraf følgende politianmeldelse – ville have udviklet tilsvarende svære kroniske psykiske gener. Kvinden havde ligeledes efter endt behandling i marts 2009 fuldt ud genoptaget sit arbejde. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at hun – hvis ikke de uberettigede beskyldninger var fremkommet og deraf følgende politianmeldelse – ville have været nødsaget til at forlade arbejdsmarkedet og blive førtidspensionist.

Ved Ankestyrelsens efterfølgende afgørelse fik vi medhold i klagen. Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at kvindens psykiske sårbarhed var øget forud for arbejdsskaden, men at det ikke var overvejende sandsynligt, at hendes nuværende psykiske gener ville have udviklet sig, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden på tidspunktet for arbejdsskaden var velfungerende på arbejdsmarkedet og havde en intakt erhvervsevne. Ankestyrelsen fandt det derfor ikke overvejende sandsynligt, at kvindens erhvervsevne ville være påvirket, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted.

Resultatet blev dermed, at der hverken var grundlag for at foretage fradrag i ménet eller erhvervsevnetabet, og kvinden fik fuld erstatning.

Kommentarer:
Ifølge Elmer & Partnere illustrerer den administrative afgørelse, at arbejdsskademyndighedernes bevisbyrde for fradrag i godtgørelse og erstatning er lige så tung i sager om psykiske sygdom som i sager om fysisk sygdom.

Den administrative afgørelse illustrerer også, at det ikke i sig selv kan danne grundlag for fradrag, at den skadelidte har en forudbestående psykisk sårbarhed.

Eventuelle spørgsmål til sagen kan rettes til Birgitte Filtenborg, som førte sagen på vegne af FOA – Fag og Arbejde for den skadelidte.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev