nyheder

Vigtig dom. Ret til tabt arbejdsfortjeneste under hele revalideringen på 3½ år

Østre Landsret har i en dom afsagt den 10. juni 2011 – modsat byretten – givet skadelidte ret til fuld tabt arbejdsfortjeneste under en 3½-årig revalidering, hvor skadelidte uddannede sig til bygningskonstruktør.

Skadelidte, der var uddannet blikkenslager og arbejdede som tagdækker, fik ved en færdselsulykke et relativ alvorligt fodledsbrud, der gjorde, at han ikke kunne genoptage arbejdet. Han kontaktede kommunen, der bl.a. opfordrede ham til at tale med fagforeningen om valg af uddannelse. Det lå fast, at han på næste møde i kommunen nævnte uddannelsen til byggeteknikker, der tager 2 år. Efterfølgende blev han bevilget revalidering til uddannelse til bygningskonstruktør, der tager 3½ år. Der kunne ikke fremskaffes nærmere skriftlig dokumentation for den samtale med kommunens sagsbehandler, hvor valg af uddannelse blev besluttet. Skadelidte forklarede under retssagen, at sagsbehandleren havde sagt, at de ”ikke uddannede til arbejdsløshed”, så derfor duede uddannelsen til byggeteknikker ikke.

Det ansvarlige forsikringsselskab (Topdanmark) afviste i første omgang at betale tabt arbejdsfortjeneste med den begrundelse, at de fandt det unødvendigt med revalidering, da han blot kunne påtage sig ikke fodbelastende arbejde og opnå nogenlunde samme indtjening som før. Arbejdsskadestyrelsen afgav herefter en midlertidig udtalelse, hvorefter erhvervsevnetabet blev vurderet til < 15 %, da den endelige vurdering først kunne foretages efter endt revalidering. Skadelidte anlagde herefter retssag med krav om tabt arbejdsfortjeneste frem til endt revalidering. Derefter ændrede selskabet standpunkt og betalte frem til det tidspunkt, hvor skadelidte kunne have været færdig med den 2-årige uddannelse til byggeteknikker. Sagen angik således de sidste 1½ år, svarende til et krav på ca. 400.000 kr. Selskabets synspunkt var, at uddannelsen til bygningskonstruktør var udtryk for ”overrevalidering”; altså at skadelidte kunne have nøjedes med de 2 år uden at lide et varigt erhvervsevnetab, og dermed at skadelidte ikke havde overholdt sin ”tabsbegrænsningspligt”. Det var byretten enig med selskabet i, men ikke Østre Landsret.

Der blev lagt vægt på, at selskabet var enigt i, at skadelidte var berettiget til revalidering; altså at det var nødvendigt for at undgå et varigt erhvervsevnetab. Revalidering skal tilrettelægges i samarbejde med revalidenden, dennes ønsker og forudsætninger og rettes mod områder med gode beskæftigelsesmuligheder. Den skal tilrettelægges, så den kan gennemføres på så kort tid som muligt. Landsretten fandt, at kommunens bevilling var i overensstemmelse med disse principper, uden at der udtrykkeligt er foretaget en prøvelse heraf.

Det næste Landsretten lagde vægt på var, at skadelidte ved at følge planen og gennemføre havde ”medvirket aktivt til en afklaring af sin fremtidige arbejdsevne og hermed tillige har søgt at begrænse sit økonomiske tab” (citat fra forarbejderne til EAL 2002-loven om tabsbegrænsningspligt). Da selskabet omvendt ikke havde godtgjort, at skadelidte havde foretaget sig noget, der havde medført, at revalideringsperioden blev for lang, fandtes skadelidte ikke at have tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt.

Kommentar:
Forsikringsselskaberne har i en del sager fremført synspunkter om ”overrevalidering”. Den nu foreliggende dom er fuldstændig klar i begrundelsen, som refereret ovenfor. Hvis skadelidte havde nægtet at deltage i den bevilgede revalidering, og var der opstået et varigt erhvervsevnetab på minimum 15 %, ville selskabet med sikkerhed have påberåbt sig manglende tabsbegrænsning i forhold til det krav.

Skadelidte, der følger kommunens anvisning og beslutninger, skal ubetinget have krav på tabt arbejdsfortjeneste, mens de generhverver den tabte erhvervsevne. Selvom det ud fra en bakspejlsbetragtning kunne være sket via en anden og kortere uddannelse, skal det ikke betyde, at skadevolder ikke skal betale tabt arbejdsfortjeneste for hele perioden. I denne sag kendte selskabet via løbende aktindsigt i sygedagpengesagens akter til valget af uddannelse og dermed længden for den periode, de skulle betale tabt arbejdsfortjeneste for. Hvis deres synspunkt skulle have haft en (bedre) chance, skulle de som minimum have gjort skadelidte opmærksom på, at de mente, at uddannelsen var unødvendig lang. Så havde skadelidte rent faktisk haft mulighed for at ændre og forkorte uddannelsen (i denne sag, men det gælder selvsagt ikke i alle situationer).

Der bør med dommen være sat en stopper for ”overrevalideringssynspunktet”. Dog er det fortsat uvist, om selskabet vil søge om tilladelse til at anke dommen til Højesteret.

Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der repræsenterede skadelidte.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn
NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev