Fælles for alle sagerne var, at skadelidte efter arbejdsskaden var forblevet i samme job på samme arbejdsplads, men var gået ned i arbejdstid. Skadelidte var samtidig gået tilsvarende ned i løn.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i ingen af sagerne forholdt sig til, om erhvervsevnetabsprocenten bør fastsættes med udgangspunkt i skadelidtes reelle indtægtsnedgang. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i stedet opreguleret skadelidtes årsløn i året før skaden og fastsat erhvervsevnetabsprocenten svarende til forskellen mellem den opregulerede årsløn og skadelidtes indtægt efter lønnedgangen. Dette indebar, at erhvervsevnetabsprocenten i alle sagerne blev fastsat 5 % lavere i forhold til den reelle lønnedgang.

Afgørelserne blev påklaget af de skadelidtes fagforeninger – Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd. Fagforeningerne argumenterede for, at erhvervsevnetabsprocenten skulle fastsættes på baggrund af den reelle lønnedgang, svarende til den timemæssige nedgang.

Ankestyrelsen stadfæstede i flere af sagerne Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser med henvisning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings begrundelser. Ankestyrelsen forholdt sig dermed ikke til, om den anvendte metode var korrekt.

Fælles for alle sagerne var, at skadelidte efter arbejdsskaden var forblevet i samme job på samme arbejdsplads, men var gået ned i arbejdstid. Skadelidte var samtidig gået tilsvarende ned i løn.

Det følger af Arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, at såfremt arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har vedkommende ret til erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt erhvervsevnetabet er mindst 15 %. Det fulgte af den dagældende § 17, stk. 2, at ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skulle der tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssige omskoling og optræning.

Af forarbejderne hertil fremgår det, at arbejdsskademyndighederne i hvert enkelt tilfælde skulle ”tilvejebringe oplysninger om skadelidtes erhvervs- og indtægtsforhold forud for arbejdsskadens indtræden og på dette grundlag udøve et skøn over pågældendes fremtidige erhvervs- og indtægtsmuligheder, hvis skaden ikke var indtruffet.”

I en dom fra 2009 (trykt i U 2010.467 H – den såkaldte ”Prognosedom”) udtalte Højesteret med henvisning til netop disse forarbejder:

Det følger heraf, at der på afgørelsestidspunktet skal opstilles en prognose for, hvad skadelidte ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, som skal sættes i forhold til prognosen for, hvad skadelidte må antages at ville kunne tjene med skaden. Dette indebærer, at der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten ikke alene skal tages udgangspunkt i skadelidtes indtægt forud for skaden, men at der – såfremt der foreligger de fornødne sikre oplysninger herom – tillige skal tages hensyn til de indtægtsforhold, som skadelidte uden skaden må antages at ville have haft efter skadens indtræden.

[…]

Højesteret finder, at Ankestyrelsen ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten ikke alene skulle have lagt vægt på A’s erhvervs- og indtægtsforhold i tiden forud for skaden, men – ved opstillingen af prognosen for, hvad han ville have tjent, hvis skaden ikke var indtrådt – også burde have taget hensyn til de foreliggende oplysninger om hans erhvervs- og indtægtsforhold i tiden efter skadens indtræden.

Det fulgte derfor også af Beskæftigelsesministeriets vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne, at udgangspunktet var, at erhvervsevnetabsprocenten fastsættes på baggrund af den løn skadelidte ville have tjent, hvis ikke skaden var sket. Det fulgte videre, at det kun var i de tilfælde, hvor myndighederne ikke kunne få realistiske oplysninger herom, at erhvervsevnetabsprocenten fastsattes på baggrund af den opregulerede årsløn. I alle de ovenfor nævnte sager havde arbejdsskademyndighederne imidlertid ikke forholdt sig til, om hovedreglen kunne anvendes, men havde per automatik anvendt undtagelsen (den opregulerede årsløn).

Ankestyrelsen kan blandt andet genoptage sager på ulovbestemt grundlag, hvis der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. Som begrundelse for genoptagelse skriver Ankestyrelsen i afgørelserne:

Vi lægger vægt på, at vi har begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl i forbindelse med at vi traf afgørelse i sagen den […]. Årsagen hertil er, at vi ikke i tilstrækkeligt omfang har forholdt os til, om det i dit tilfælde var korrekt at anvende metoden med opregulering af årslønnen i forbindelse med fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.

I alle sagerne Ankestyrelsen, at der ikke har været grundlag for at fastsætte erhvervsevnetabet på baggrund af den opregulerede årsløn, idet der forelå tilstrækkelig præcise oplysninger om, hvad skadelidte ville have tjent, hvis ikke skaden var sket.

Forarbejderne, Højesterets dom og Beskæftigelsesministeriets vejledning efterlader ikke meget tvivl: Hovedreglen i henhold til de dagældende regler var, at erhvervsevnetabet fastsættes på baggrund af, hvad skadelidte ville have tjent, hvis ikke skaden var sket. Den eneste undtagelse fra hovedreglen er de tilfælde, hvor der ikke foreligger fornødne sikre/realistiske oplysninger herom, at arbejdsskademyndighederne kan fastsætte erhvervsevnetabet på baggrund af den opregulerede årsløn.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde imidlertid ikke i nogen af sagerne forholdt sig til, om hovedreglen finder anvendelse, men havde blot per automatik anvendt undtagelsen. Konklusionen må være, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings praksis har været at anvende undtagelsen som hovedregel, hvilket må betragtes som en klar fejl.

Det er nærliggende at forestille sig, at årsagen har været, at det er nemmere og hurtigere blot at anvende årslønnen – som i alle tilfælde skal beregnes for at kunne opgøre erstatningen – end at forholde sig til, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at anvende hovedreglen. Selvom en hurtigere sagsbehandlingstid er ønskværdig, må dette ikke veje tungere end hensynet til, at de skadelidte får den erstatning, de er berettiget til. I den ene sag har forskellen mellem at anvende hovedreglen og undtagelsen ifølge Danmarks Lærerforening medført skønsmæssigt yderligere 400.000 kr. i erstatning til skadelidte.

Det har selvfølgelig ikke altid været muligt at anvende hovedreglen, men det må trods alt have formodningen for sig, at i de situationer, hvor skadelidte er fortsat på samme arbejdsplads og i samme stilling som før skaden, men blot er gået ned i tid og løn, vil en omregning af deltidslønnen til en fuldtidsløn være retvisende for, hvad skadelidte ville have tjent, hvis ikke skaden var sket. I flere af de konkrete sager havde Danmarks Lærerforening endda også medsendt beregninger, der viste, hvordan skadelidtes indkomst ifølge overenskomsten ville have set ud, hvis ikke skaden var sket, men dette gav altså i første omgang ikke Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anledning til at genoptage sin afgørelser, ligesom det ikke gav Ankestyrelsen anledning til at ændre Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser.

Den 1. juli 2024 trådte ændringerne til Arbejdsskadesikringsloven i kraft. Ændringsloven indeholdt en lang række markante ændringer.

Én af ændringerne indebærer, at arbejdsskademyndighederne ikke længere skal foretage en vurdering af, hvad skadelidte ville have tjent, såfremt skaden ikke var sket. Arbejdsskademyndighederne skal i stedet anvende skadelidtes højeste indkomst fem år forud for skaden, opregulere denne og fastsætte erhvervsevnetabsprocenten på baggrund heraf.

Som ovennævnte sager viser, kan dette medføre lavere erhvervsevnetabsprocenter og dermed lavere erstatning for en række skadelidte. Ændringen vil dog særligt gå ud over skadelidte, der på skadestidspunktet var i stand til at arbejde fuld tid, men som havde valgt at arbejde på deltid i en periode, f.eks. fordi de havde små børn. Højesteret fastslog, at ved anvendelsen af de tidligere regler, skulle erhvervsevnetabsprocenten og -erstatningen i disse tilfælde fastsættes på baggrund af, hvad skadelidte faktisk var i stand til at tjene som fuldtidsansat, hvis ikke skaden var sket. Med den nye ændring skal erhvervsevnetabsprocenten og -erstatningen fastsættes på baggrund af, hvad skadelidte faktisk tjente som deltidsansat (forudsat at skadelidte havde været på deltid de seneste fem år forud for skaden).

Det vil sige, at hvis skadelidte før skaden frivilligt arbejdede f.eks. 25 timer ugentligt, og efter skaden kun er i stand til at arbejde 25 timer ugentligt, så får vedkommende ingen erstatning.

Det vil også sige, at hvis en skadelidt f.eks. før arbejdsskaden arbejdede 28 timer ugentligt og tjente 378.378 kr. om året (svarende til 500.000 kr. årligt i en fuldtidsstilling), men efter skaden kun kan tjene 250.000 kr. årligt, så ville skadelidte efter de gamle regler få fastsat erhvervsevnetabet til 50 %, mens det i henhold til den nye ændring vil blive fastsat til 30 %. Det medfører, at skadelidte får skønsmæssigt 2,6 mio. kr. mindre i erstatning.

Med ændringen bevæger man sig væk fra de helt grundlæggende erstatningsretlige principper om, at erstatning skal fastsættes på baggrund af de skadelidtes reelle tab til fordel for forenklede udmålinger, som i teorien vil medføre kortere sagsbehandlingstider. Man må dog spørge sig selv, hvilke skadelidte der vil foretrække hurtigere at få afgjort deres sag, hvis konsekvensen er, at de får mindre – eller ingenting – i erstatning.

Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.