Højesteret har ved dom af 4. september dømt Erstatningsnævnet til at anerkende, at en lærers sag om overgreb fra en elev skal behandles af Erstatningsnævnet, selvom der ikke var sket politianmeldelse af eleven. Samtidig tilsidesætter Højesteret den praksisskærpelse som Erstatningsnævnet iværksatte i 2014 og finder, at praksisændringen var uden hjemmel i loven.
Sagen er ført for Danmarks Lærerforening på vegne et medlem, der var ansat som lærer på en institution for døgnanbragte unge og det dertil tilknyttede skoletilbud.
Læreren blev under en konflikt med en elev i foråret 2014 udsat for, at eleven bl.a. tog halsgreb på hende, og hun pådrog sig dels en nakkeskade og dels en psykisk skade, som førte til, at hun ikke vendte tilbage til arbejdet på institutionen.
Episoden blev ikke anmeldt til politiet, og dette var i overensstemmelse med stedets generelle holdning.
Nævnet afviste ved afgørelse fra foråret 2015 imidlertid at dispensere fra kravet om politianmeldelse, fordi der ikke var redegjort for konkrete individuelle hensyn til skadevolder, som talte imod politianmeldelse.
Nævnet lagde vægt på, at dette efter nævnets opfattelse var bedst stemmende med en udtalelse fra Folketingets Retsudvalg, som var fremkommet i 1985; hvorefter nævnet ”… i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse bør fraviges i de konkrete sager … bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.”
I Juni 2015 offentliggjorde Erstatningsnævnet sin årsberetning for 2014, og skrev i denne, at man i løbet af 2014 havde ændret sin tidligere – mere lempelige praksis – for dispensation, i tilfælde af pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn, således, at man nu krævede, at der forelå oplysning om konkrete individuelle hensyn til skadevolderen, som talte mod politianmeldelse, hvis man skulle dispensere.
Både byretten og landsretten havde vurderet, at nævnet kunne ændre praksis, ligesom tilfældet har været i flere andre lignende sager.
Højesteret har i dommen imidlertid tilsidesat den praksisskærpelse som Erstatningsnævnet iværksatte i 2014. Højesteret har i den forbindelse lagt vægt på, at Retsudvalgets udtalelse fra 1985 var fremkommet fordi Socialpædagogernes Landsforbund (SL) til Retsudvalget havde rettet henvendelse og udtrykkeligt fremsat ønske om en ændring – bla. fordi mange af SL´s medlemmer i deres arbejde med personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap udsættes for skadevoldende – og i princippet – strafbare handlinger, men at ”… inddragelse af politi i sådanne episoder vil vanskeliggøre et fortsat pædagogisk behandlingsarbejde.” og tilføjet at dette ”… vil kunne opstå såvel i relationerne med skadevolder som skadevolders familie, ligesom institutionens troværdighed i forhold til unge beboere vil kunne sættes over styr.”
Danmarks Lærerforening lagde under sagsførelsen meget vægt på netop SL´s henvendelse i 1984 og Højesteret udtalte i sin begrundelse, at praksisændringen var uden lovhjemmel, og at nævnet ”… er forpligtet til, som efter den tidligere praksis at dispensere også i tilfælde, hvor den manglende politianmeldes som i den foreliggende sag er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn …”
Udover denne begrundelse tilføjede Højesteret dernæst om selve praksisændringen:
”at Erstatningsnævnet ikke ville have været berettiget til at ændre praksis uden varsel og med virkning for voldsepisoder, der som episoden vedrørende A havde fundet sted forud for praksisændringen. Højesteret har herved navnlig lagt vægt på, at der var tale om en mangeårig fast praksis, at praksisændringen havde indgribende betydning for de skadelidte, at en varsling over for de relevante faglige organisationer og institutioner ville have gjort det muligt for institutioner og medarbejdere at indrette deres procedurer for håndtering af voldstilfælde efter den nye praksis, og at der ikke var tungtvejende grunde, som tilsagde, at praksisændringen skete hurtigt.”
Spørgsmål eller henvendelser kan rettes til advokat Søren Kjær Jensen, der førte sagen for Danmarks Lærerforening.