Københavns kommune dømt for ikke at have arbejdsprøvet sygedagpengemodtager

Køben­havns Kommune er ved dom af 24. august dømt til at skulle betale 500.000 kr. i erstat­ning til en 63 årig pæda­gog, fordi kommu­nen ikke foran­le­di­gede hende arbejds­prø­vet i en peri­ode, hvor hun var beret­ti­get til syge­dag­penge, og samti­dig afvi­ste hendes ret til andre ydel­ser fordi hun ikke var tilstræk­ke­ligt arbejds­mæs­sigt afklaret.

Sagen:
Den kvin­de­lige pæda­gog ℗, som altid havde været meget stærkt over­væg­tig og som barn gennem­gået opera­tio­ner uden held, havde på trods heraf funge­ret fint som leder af en selve­jende insti­tu­tion i mange år, men i 2006 måtte hun syge­mel­des som følge af proble­mer med knæene. Hun blev opere­ret i først det ene og så det andet knæ, men blev efter­ladt med meget dårlig gang­funk­tion. I denne syge­pe­ri­ode blev hendes insti­tu­tion lukket, og hun blev afske­di­get til fratræ­den septem­ber 2007 – knap 60 år gammel — og over­gik heref­ter til sygedagpenge.

I marts 2008 fik hun afslag på førtids­pen­sion med blandt andet den begrun­delse, at hun havde tilstræk­ke­lig arbejd­s­evne; at der ikke var fore­ta­get arbejds­prøv­ning, og at fleksjob­mu­lig­he­derne ikke var afprøvet.

I august 2008 afgjorde Køben­havns Kommune dernæst, at hun ikke havde ret til forlæn­gelse af syge­dag­penge, men at hun burde kunne påtage sig arbejde som før; og at hun heller ikke var beret­ti­get til andre ydel­ser. Denne afgø­relse blev påkla­get og heref­ter hjem­vist af Beskæf­ti­gel­ses­an­ke­næv­net den 15. decem­ber 2008; fordi sagen ikke var ”… tilstræk­ke­ligt belyst til, at det kan fast­slås om (hun) er beret­ti­get til at få forlæn­get udbe­ta­lin­gen af syge­dag­penge efter august 2008.”

Kommu­nen indhen­tede heref­ter en helbred­sat­test, hvoraf frem­gik, at P var svært gang­be­svæ­ret og hendes funk­tions­evne hastigt afta­gende uden reelle behand­lings­mu­lig­he­der, og traf dernæst den 14. decem­ber 2009 — 1 år efter Nævnets hjem­vis­nings­af­gø­relse — afgø­relse om, at P var beret­ti­get til dagpenge i yder­li­gere 26 uger (fra august 2008 til og med 15.2.2009) med den begrun­delse, at ”… der burde have været iværk­sat en arbejds­af­kla­ring.”. I samme afgø­relse afvi­ste Kommu­nen, at ”… der på nuvæ­rende tids­punkt er grund­lag for at iværk­sætte yder­li­gere foran­stalt­nin­ger for at bringe dig tilbage på arbejds­mar­ke­det.”, og der blev givet afslag på både yder­li­gere forlæn­gelse af syge­dag­penge som såvel reva­li­de­ring, fleksjob og pension med begrun­del­sen, at ”.. vi ikke aktu­elt kan vurdere, om du via reva­li­de­ring, akti­ve­ring eller andre foran­stalt­nin­ger, vil kunne komme tilbage til det ordi­nære arbejds­mar­ked.” Afgø­rel­sen blev afslut­tet med ordene ”Hvis du står uden et forsør­gel­ses­grund­lag, skal vi henvise dig til et af de øvrige jobcen­tre.” P stod imid­ler­tid ikke uden et forsør­gel­ses­grund­lag, men modtog en svagelighedspension.

En anke af denne afgø­relse blev tilt­rådt af Nævnet, og heref­ter udtog BUPL stæv­ning mod Kommu­nen med krav om erstat­ning opgjort ud fra en forud­sæt­ning om, at en arbejds­prøv­ning tænke­ligt ville have ført til tilken­delse af og opret­telse af et fleksjob, og at Kommu­nen derfor måtte erstatte det tab, der var lidt, fordi hun ikke var blevet arbejds­prø­vet og tilkendt fleksjob.

Under sagen gjorde Kommu­nen blandt andet gældende, at hun burde have henvendt sig til jobcen­tret og fort­sat kunne gøre dette. Det gjorde P så i novem­ber 2011, hvor hun blev stil­let en yder­li­gere samtale i udsigt. I april 2012 rykkede P Kommu­nen ”.. angå­ende en arbejds­prøv­ning for at få konsta­te­ret hvor megen arbejd­s­evne jeg har med henblik på evt. fleksjob eller andet” og i maj 2012 blev hun så indkaldt til samtale. Af samta­leno­ta­tet frem­går bl.a.: ”Har tidli­gere fået afslag på førtids­pen­sion. …. Da der ikke er sket væsent­ligt nyt siden sidste afslag vil det sand­syn­lig­vis medføre endnu et afslag, hvis ℗ søger igen…. ” og ” .. oplyst, at hun har ret til at søge på det fore­lig­gende grund­lag. ℗ kan henvende sig igen hvis hun ønsker dette.”

Dommen:
Retten udtalte vedr. spørgs­må­let om ansvar blandt andet; at den ”… fort­satte mang­lende arbejds­prøv­ning med henblik på at klar­lægge (P´s) arbejd­s­evne beror på Kommu­nens forhold..”

Vedrø­rende tabets stør­relse hedder det i dommen blandt andet, at ”.. Kommu­nen efter indhol­det af helbred­sat­te­sten samt forlø­bet i sagen – den fort­satte mang­lende iværk­sæt­telse af den arbejds­af­kla­ring, som Kommu­ne­ni­følge afgø­rel­sen … har fundet nødven­dig – har bevis­byr­den for, at en retti­dig arbejdsprøvning/arbejdsafklaring ville have ført til, at hun efter 15. februar 2009 kunne være vendt tilbage til og forble­vet på arbejds­mar­ke­det på normalle vilkår …”, og at denne bevis­byrde ikke var løftet. Tabet blev heref­ter fast­sat ”skøns­mæs­sigt til 500.000 kr.”

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til Søren Kjær Jensen, der førte sagen på vegne BUPL som manda­tar for pædagogen.