Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
09.10.2020

Principiel landsretsdom underkender arbejdsskademyndighedernes tidskriterium og bevisvurdering i sager om PTSD. Konsekvensen er, at en række sager nu kan genoptages.

Kathrine Frøkjær

Vestre Landsret har i en dom afsagt den 26. juni 2020 anerkendt en tidligere udsendt soldats PTSD som en erhvervssygdom. Soldaten havde været udsendt til Bosnien i 1997. I lægelige akter fra 2001 var der beskrevet en række psykiske symptomer af relativ uspecifik karakter. Diagnosen PTSD fik han først stillet i 2012.


 


Landsrettens begrundelse og resultat


Det er ubestridt, at A lider af PTSD. Tvisten under sagen angår, om han opfylder betingelserne for at få sin lidelse anerkendt som en erhvervssygdom forårsaget af belastninger under hans udsendelse til Bosnien.


Det er en betingelse for at anerkende PTSD som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen, at symptomer på sygdommen opstår senest efter 6 måneder, og at sygdommen er fuldt til stede inden for få år.


Efter de lægelige oplysninger er det ikke bevist, at der var symptomer på PTSD i løbet af de første seks måneder efter hjemkomsten, og at sygdommen var fuldt til stede inden for få år. Da de tidsmæssige betingelser ikke er opfyldt, tiltrædes det herefter, at A’s lidelse ikke er anerkendt som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 1.


Der er endvidere ikke grundlag for at fastslå, at der på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse i 2015 forelå ny medicinsk dokumentation for, at A’s lidelse opfyldte kravene til optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen. Det tiltrædes derfor, at sygdommen heller ikke er anerkendt som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led.


Spørgsmålet for landsretten er herefter, om A’s lidelse må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. Det afgørende herfor er, om årsagssammenhængen konkret er bevist, og der kan også ske anerkendelse efter bestemmelsen i tilfælde, hvor selve lidelsen er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, men hvor fortegnelsens tidsmæssige betingelser for at anse den for en erhvervssygdom ikke er opfyldt, jf. herved bl.a. U 2012.2637 H.


PTSD forårsages af traumatiserende begivenheder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. A har været udsendt som soldat til et konfliktområde. Der er ikke i sagen oplysninger om, at A efter sin hjemkomst har været udsat for belastninger af den nævnte karakter.


Retslægerådet har i sin besvarelse af spørgsmål 3 anført, at der i de lægelige akter er beskrevet en række psykiske symptomer allerede fra 2001, men at A først i 2012 fik stillet diagnosen PTSD. Retslægerådet har anført, at det er sandsynligt, at PTSD har været til stede på et tidligere tidspunkt, men at man i tidligere lægelige vurderinger ikke har været opmærksom på sammenhængen mellem hændelserne fra missionen og symptomerne – og dermed lidelsens karakter. Det fremgår bl.a. af besvarelsen af spørgsmål B, at belastningerne under missionen vurderes at have været nødvendige, men ikke nødvendigvis enerådende, for udviklingen af det samlede symptombillede og konsekvenserne heraf. Af besvarelsen af spørgsmål D fremgår, at Retslægerådet med forbehold finder, at det er sandsynligt (mere end 50 %), at A lider af PTSD på baggrund af militær belastning fra udsendelsen.


Landsretten finder på den baggrund, at der med Retslægerådets besvarelser er beskrevet den fornødne årsagssammenhæng. Da forskellen i Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhængen hovedsageligt angår spørgsmål af lægefaglig karakter, lægges Retslægerådets vurdering til grund.


Landsretten finder det herefter godtgjort, at A’s PTSD-lidelse i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art i forbindelse med udsendelsen til Bosnien, og at sygdommen dermed må anses som en erhvervssygdom omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.


Elmers kommentarer


Sagen blev henvist til behandling i landsretten som 1. instans med direkte ankeadgang til Højesteret. Ankestyrelsen har ikke anket dommen og har dermed taget resultatet til efterretning.


Dommen illustrerer meget klart, at skønnet ikke kan sættes under regel, når arbejdsskademyndighederne i enkeltsager skal tage stilling til, om et konkret sygdomstilfælde kan anerkendes efter opsamlingsreglen i arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. Der skal foretages en helt konkret og individuel vurdering. Det er hele formålet med denne opsamlingsregel, at der konkret kan ske anerkendelse af enkelttilfælde af sygdomme, selvom der ikke findes generel medicinsk dokumentation for årsagssammenhæng. Hvis der findes generel eller ændret generel medicinsk dokumentation for årsagssammenhæng, skal der nemlig ske optagelse på eller revision af erhvervssygdomsfortegnelsen, og mens der ventes herpå, skal der i så fald ske anerkendelse efter lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led.


Dommen illustrerer også, at det tidskriterium, som arbejdsskademyndighederne har opstillet for anerkendelse af PTSD uden for erhvervssygdomsfortegnelsen og efter opsamlingsreglen i § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, er underkendt. Dette får nu betydning ikke bare for alle fremtidige PTSD-sager men også for allerede afgjorte sager, som er blevet afvist med den begrundelse, at der ikke er tidsmæssig sammenhæng. Disse sager kan nu genoptages ved henvendelse til AES.


Du kan læse AESs nyhedsmails herom her:


Nyhedsmail fra AES – september 2020 link


Nyhedsmail fra AES – oktober 2020 link


Du kan læse Vestre Landsrets dom af 26. juni 2020 her link


Henvendelse om dommen og dens betydning kan ske til advokat Birgitte Filtenborg.


Flere nyheder
Om os