Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
23.05.2013

Juridisk screeningsundersøgelse af 345 hjemvendte soldaters arbejdsskadesager.

wdwc


Undersøgelsen er lavet for Soldaterlegatet – en selvstændig, privat fond, der er uafhængig af forsvaret, af forsvarets faglige organisationer og af politiske interesser.


Formålet med undersøgelsen har været at afdække;

– hvornår der vil indtræde forældelse i sagerne

– med hvilke begrundelser sagerne er henholdsvis anerkendt og afvist

– og om det ud fra en umiddelbar vurdering vil være sandsynligt, at der ved en domstolsprøvelse vil kunne opnås et andet resultat.


Undersøgelsen har omfattet både ulykker og erhvervssygdomme, herunder både fysiske og psykiske skader og sygdomme, og både anerkendte og afviste sager, og dermed også afgørelser om mén og erhvervsevnetab.


På baggrund af undersøgelsen er der udarbejdet en omfattende rapport, som kan ses her. Bilag findes her.


Rapportens hovedkonklusioner medfører en kritik af Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen i sagerne om afvist psykisk sygdom. Rapporten indeholder samtidig en lang række konstruktive anbefalinger for det videre arbejde med de psykiske sygdomssager.


Rapportens hovedkonklusioner er:


1. Arbejdsskademyndighederne har fortolket WHO’s diagnosekriterium om latenstid for PTSD forkert.


Den danske oversættelse strider mod WHO’s originale tekst, der åbner op for, at der kan ske anerkendelse af PTSD, selvom latenstiden for sygdommen er mere end 6 måneder, hvis der foreligger klar dokumentation for, at øvrige krav er opfyldt, og hvis der ikke er andre mere sandsynlige årsager. I den danske tekst, som er indføjet i erhvervssygdomsfortegnelsen/vejledningen, er 6 måneders grænsen gjort absolut. Retslægerådet støtter, at diagnosen undtagelsesvis kan stilles, selvom der er forløbet mere end 6 måneder.


2. Arbejdsskademyndighederne foretager en forkert bevisvurdering i sygdomssager om PTSD, når det skal afgøres, om der har været sygdomstegn inden for 6 måneder efter hjemkomsten fra et krigsområde.


Screeningsundersøgelsen af 177 afgørelser om psykisk sygdom – heraf langt de fleste om sygdommen PTSD – efterlader et klart billede af, at arbejdsskademyndighederne ved vurderingen af, hvornår soldaten må antages at være blevet syg, alene tager hensyn til, hvornår soldaten har henvendt sig til en læge med psykiske symptomer. Det lægges til grund, at dette tidspunkt er ensbetydende med tidspunktet for sygdommens opståen, og er der gået mere end 6 måneder fra hjemkomsten, fører det til afvisning.


Mange afgørelser giver klart indtryk af, at myndighederne kun i meget begrænset omfang har undersøgt og lagt vægt på andre oplysninger end, hvornår soldaten har været til læge.


Det er en forkert bevisvurdering, og et krav om lægehenvendelse vil næppe holde ved en domstolsprøvelse.


Samtidig viser undersøgelsen, at Arbejdsskadestyrelsen frem til omkring 2010 – i hvert fald i nogle sager – har forholdt sig mindre rigoristisk til kravet om dokumentation for sygdomsdebut. Meget tyder derfor på, at myndighedernes praksis er blevet skærpet i de senere år.


3. Arbejdsskademyndighederne har i mange sager om psykisk sygdom nok formelt, men ikke reelt foretaget en konkret vurdering af, om sygdommen i det enkelte tilfælde kan anerkendes uden for erhvervssygdomsfortegnelsen.


I undersøgelsen indgår 92 afgørelser, hvor der er afvist anerkendelse af psykisk sygdom. Gennemgangen af afgørelserne efterlader det indtryk, at arbejdsskademyndighederne i mange sager formelt, men ikke reelt har foretaget en konkret vurdering af, om sygdommen i det enkelte tilfælde kan anerkendes uden for erhvervssygdomsfortegnelsen.


Derudover er det rimeligt at konkludere, at der i mange afgørelser ikke er foretaget en korrekt bevisvurdering af, om der i det enkelte tilfælde kan antages at være årsagssammenhæng mellem belastninger under udsendelsen som soldat og udviklingen af psykisk sygdom. Myndighedernes krav til beviset er for strengt sammenholdt med domstolenes beviskrav.


Screeningsundersøgelsen efterlader også et indtryk af, at myndighedernes medicinske vurderinger, når det handler om anerkendelse uden for fortegnelsen, er afgivet inden for nogle administrativt udstukne rammer. I hvert fald er der i flere afgørelser ikke foretaget en fri, konkret medicinsk vurdering.


Den beskrevne praksis har haft den virkning, at alt for få soldatersager har været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget med mulighed for anerkendelse.


4. De psykiske sygdomssager er for dårligt oplyste.


Arbejdsskademyndighedernes sagsbehandling bærer tydeligt præg af, at de ikke fremskaffer alle tilgængelige og nødvendige oplysninger, inden der træffes afgørelse.


I en række sager mangler der lægelige journaloplysninger fra andre end egen læge og oplysninger/udtalelser fra psykologer og andre behandlere. Der er en udtalt mangel på at indhente oplysninger fra den nærmeste familie og nære venner, som er dem, der kender soldaten bedst før og efter udsendelsen.


En korrekt bevisvurdering både af tidsmæssig og årsagsmæssig sammenhæng stiller store krav til sagsoplysningen og her skal det særligt fremhæves, at arbejdsskademyndighederne arbejder under den såkaldte ”official maksime”. Det betyder, at myndighederne har pligt til af egen drift at oplyse og undersøge en sag fuldt tilstrækkeligt og forsvarligt. Der må antages at gælde en særlig udstrakt forpligtelse hertil, når det drejer sig om sager, hvor den skadelidte selv kan have vanskeligt ved at bidrage til sagens oplysning, som tilfældet er for de hårdest ramte soldater.


Det er derfor tvingende nødvendigt, at Arbejdsskadestyrelsens sagsoplysning i soldatersagerne indrettes på disse sagers særlige karakter.


Herudover anbefales det, at Arbejdsskadestyrelsen opretter et særligt team til behandlingen af soldatersagerne. Som minimum bør Arbejdsskadestyrelsen samle behandlingen af sagerne fra Balkan, da disse rummer nogle særlige problemstillinger.


5. I de afviste sager om psykisk sygdom er der gode muligheder for at opnå ændrede afgørelser ved domstolene.


Der er stor sandsynlighed for, at domstolene vil tilsidesætte arbejdsskademyndighedernes fortolkning af WHO’s diagnosekriterier for PTSD, og at der derfor i flere sager vil kunne ske anerkendelse, selvom tegn på PTSD først er opstået mere end 6 måneder efter hjemkomsten.


Det er også sandsynligt, at domstolene ud fra en konkret og fri bevisvurdering i mange af sagerne vil finde det bevist, at belastningerne, som soldaten har været udsat for, har været tilstrækkeligt traumatiske, og at der har været symptomdebut inden 6 måneder.


Endelig må det forventes, at domstolene i en række af de afviste sager vil nå frem til, at der kan ske anerkendelse af soldatens psykiske sygdom efter en konkret sandsynlighedsvurdering uden for erhvervssygdomsfortegnelsen. En del tyder nemlig på, arbejdsskademyndighederne i denne sammenhæng anvender et strengere beviskrav for årsagssammenhæng end domstolene, og at Retslægerådets medicinske vurderinger er mere konkrete end myndighedernes.


KOMMENTARER:

Det er meget tankevækkende i hvor mange sager, at nye oplysninger og juridiske synspunkter må formodes at kunne føre til et positivt resultat for den enkelte soldat. Det må få både de politisk ansvarlige og myndighederne til at gøre det meget bedre fremover, da det ikke kan være meningen, at de i forvejen belastede veteraner også skal igennem langstrakte retssager.


Undersøgelsens konklusioner bør føre til en politisk beslutning om genoptagelse af alle afviste sager om psykisk sygdom hos soldater.


Henvendelser om undersøgelsen kan ske til advokat Karsten Høj, der er ansvarlig for rapporten, og til advokat Birgitte Filtenborg, der er medforfatter på rapporten.


Flere nyheder
Om os