Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
28.02.2022

Elmer Advokater byder Medea og Nanna velkommen

Kathrine Frøkjær

Den 1. marts 2022 tiltræder Medea Solevad Plesner og Nanna Baade som advokater hos Elmer Advokater. Medea Solevad Plesner indtræder samtidig som associeret partner.


Flere nyheder

Medea Solevad Plesner er specialiseret i forsikrings- og erstatningsret og skal indgå i Elmer Advokaters afdeling for Forsikringsret.


Medea blev advokat i 2001 og fik møderet for landsret samme år. Hun er uddannet hos Bang+Regnarsen i København, og efter to år i London hos bl.a. Clyde & Co. arbejdede hun i 8 år som advokat i Codan Forsikrings skadejuridiske afdeling. De seneste 5 år har Medea arbejdet hos Kennedys, hvor hun har rådgivet internationale forsikringshuse om erhvervsforsikringssager og danske retsforhold generelt.


 


Partner Gert Willerslev udtaler, at ”Elmer Advokaters afdeling for Forsikringsret har udviklet sig særdeles gunstigt i de senere år, særligt på området for privat- og pensionsforsikringssager. Med optagelsen af Medea som associeret partner forfølger vi vores strategi om at styrke og udvikle området for erhvervsforsikringssager.”


 


Selv udtaler Medea, at ”Jeg glæder mig til at blive en del af Elmer Advokater og af et hold både meget erfarne advokater og yngre kræfter med lyst og vilje til at videreudvikle det forsikringsretlige område. Især glæder jeg mig til at kunne hjælpe privatpersoner og private virksomheder med de forsikringsretlige problemer de fleste før eller siden støder på. Det forsikringsretlige område er ret konfliktfyldt. Jeg har gennem årene håndteret en del tunge og komplekse skadessager, hvor det gælder om at have is i maven. I min rolle som rådgiver for privatpersoner og virksomheder vil jeg dog også have fokus på at forebygge konflikter og undgå årelange retssager.”


 


Nanna Baade er specialiseret i erstatnings- og forsikringsret og skal indgå i Elmer Advokaters afdeling for Erstatningsret. Nanna har igennem arbejde hos først Ehmer Pramming og senest hos Ark Advokater opnået stor erfaring med alle aspekter i sager om personskade. Hun har ført mange retssager og opnået møderet for landsret.


 


”Med ansættelsen af Nanna Baade får vi tilført en fagligt dygtig og erfaren advokat, der vil det samme, som vi vil; nemlig at være blandt de absolut bedste til at rådgive om erstatning for personskade”, udtaler partner Karsten Høj og tilføjer:


”Vi ser alle frem til, at Nanna såvel internt og som i forhold til vores mange forbunds- og privatkunder vil bidrage til at udvikle Elmer Advokater til at blive endnu en mere attraktiv rådgiver og arbejdsplads”


 


Selv udtaler Nanna at ”Jeg er enormt glad for at blive en del af Elmer Advokater, der for mig altid har stået for et højt fagligt niveau og integritet. Jeg ser frem til at komme tættere på sagerne, skabe nogle gode resultater og blive endnu bedre til mit specialeområde.”


 


Elmer Advokater er et højt specialiseret advokatfirma med ambition om at være Danmarks dygtigste til at løse forsikrings- og erstatningsretlige problemstillinger for forsikringstagere og skadelidte. Igennem årene har Elmer Advokater præget retsudviklingen gennem et meget stort antal rets- og ankenævnssager, herunder en række principielle Højesteretssager.


 


Flere nyheder
Om os