Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
20.11.2025

Langvarigt patientskadeforløb førte til fuld anerkendelse og erstatning på over 5 mio. kr.

Vores klient gennemgik i 2010 en operation for en tarmsygdom, som resulterede i en række kroniske følger. Skaden blev anmeldt til Patienterstatningen, som afviste, at der var tale om en erstatningsberettigende patientskade. Denne afgørelse blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen (da Patientskadeankenævnet), og vores klient blev derfor ikke tilkendt nogen erstatning.


Vi indbragte Ankenævnets afgørelse for domstolene, og i 2013 gav byretten vores klient medhold i, at han var pådraget en erstatningsberettigende patientskade.


Ankenævnet ankede byrettens dom, men efter en supplerende forelæggelse for Retslægerådet, hævede Ankenævnet sagen og anerkendte, at vores klient havde ret til erstatning.


Patienterstatningen tilkendte herefter vores klient erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, og sagen blev herefter afsluttet i 2015.


I 2021 kontaktede klienten os på ny. Han var nu tilkendt fleksjob på grund af skadens følger, og han ønskede vores bistand til at få sagen genoptaget ved Patienterstatningen. Vi bistod med genoptagelsen, hvilket resulterede i, at vores klient blev tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt erhvervsevnetabserstatning svarende til et erhvervsevnetab på 60 %. Sagen blev herefter afsluttet i 2022.


I 2024 blev vi på ny kontaktet af klienten, der nu var tilkendt førtidspension på grund af skadens følger. Vi bistod endnu engang med genoptagelse ved Patienterstatningen, der endte med at fastsætte erhvervsevnetabet til 90 %.


Klienten er dermed gået fra slet ikke at få anerkendt sin patientskade – svarende til 0 kr. i erstatning – til at få tilkendt mere end 5 mio. kr. i erstatning. Vi er hos Elmer Advokater meget stolte at, at vi har kunne få lov til at bistå klienten hele vejen igennem forløbet, og vi glæder os på vores klients vegne over, at han nu 15 år efter operationen kan sætte et endeligt punktum i sagen.


Læs mere

Spørgsmål kan rettes til advokat Julie Harder, som bistod klienten i forløbet.

Om os