Fra afvist arbejdsskade til millionerstatning
- Forelæggelsespraksis i sager om erhvervssygdom

Fra 2010 og frem til 2019 var tilskadekomne i en ansættelse, hvor han blev udsat for en række arbejdsmæssige belastninger der endte med en kronisk depression.

Tilskadekomne var udsat for et stort arbejds- og tidspres herunder komplekst arbejde med mange aktører, mange deadlines og betydeligt overarbejde svarende til 70-80 timer ugentligt, men i perioder også 100 timer ugentligt, konstant pres på arbejdskvaliteten, manglende mulighed for pauser, for sammenhængende ferieperioder og for afholdelse af weekend uden afbrydelser samt manglende støtte fra ledelse og enkeltepisoder med truende og ubehagelig adfærd fra andre ansatte.

Som følge af de arbejdsmæssige belastninger sygemeldes tilskadekomne i januar 2019 med stress og angst og bliver i sidste ende diagnosticeret med en depression.

Tilskadekomne kommer ikke tilbage til sit arbejde og ender i 2023 med et midlertidigt fleksjob på væsentlig nedsat tid.

Arbejdsskadesagen: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) afviste sagen i december 2020 med henvisning til, at der ikke var grundlag for anerkendelse inden for Erhvervssygdomsfortegnelsen ligesom AES afviste at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Afvisningen begrundes alene med et sagsbehandlerskøn hvor det vurderes, at tilskadekomne ikke havde været udsat for helt særlige belastninger, som giver en øget risiko for psykisk sygdom. AES foretog ikke en konkret lægefaglig vurdering af den potentielle sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og tilskadekomnes psykiske symptomer.

Retssagen: Elmer Advokater udtog på den baggrund stævning i efteråret 2023, med påstand om, at tilskadekomnes psykiske symptomer (depression) skulle anerkendes som en erhvervssygdom omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, subsidiært at sagen skulle hjemvises med henblik på forlæggelse for erhvervssygdomsudvalget.

Sidstnævnte under henvisning til arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt. hvoraf fremgår, at Erhvervssygdomsudvalget ”skal” have forelagt en sag ”når der er mulighed for, at en sygdom vil kunne anerkendes”. Forarbejderne bag samme bestemmelse viser, at en sag skal forelægges ”medmindre… forelæggelsen vil være udsigtsløs”. ”Udsigtsløs” skal forstås som ”åbenbart irrelevant”. [1]

På baggrund af stævningen genoptog AES sagen, og efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget som fandt, at der var en sammenhæng mellem tilskadekomnes psykiske symptomer og de arbejdsmæssige belastninger, blev tilskadekomnes psykiske symptomer anerkendt som en erhvervssygdom.

Der er efterfølgende truffet afgørelse om tilskadekomnes varige mén og erhvervsevnetab og tilskadekomne har fået udbetalt en millionerstatning.

[1] Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget/ændringsforslag 2 om dagældende § 10, stk. 3 (nu § 7, stk. 3), som blev vedtaget i forbindelse med vedtagelsen af 1992-loven (1991/1 BTL 168)

Sagen er ført af advokat Alexander Windfeld-Hellsten Izzard: Resultatet er positivt og viser, at der er god grund til at udfordre arbejdsskademyndighedernes forelæggelsespraksis, der efter Elmer Advokaters opfattelse er for restriktiv.

Henset til de omtalte forarbejder, men også retspraksis herunder U.2016.988V, U.2017.2885H og U.2022.5054V, kan der ikke være tvivl om, at langt flere sager om erhvervsbetingede lidelser skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

Forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget skal være ”udsigtsløs” og ”åbenlyst irrelevant”, førend arbejdsskademyndighederne kan undlade. Det må med rimelighed forstås således, at arbejdsskademyndighederne ud fra en lægefaglig vurdering, begrundet i den konkrete sags omstændigheder, skal kunne udelukke, at der er en sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og de symptomer, som påstås at være en erhvervssygdom førend forelæggelse kan afvises.

Arbejdsskademyndighedernes forelæggelsespraksis, hvor myndighederne ofte afviser at forelægge sager for Erhvervssygdomsudvalget under henvisning til arbejdsskadesagsbehandlernes egne generelle skøn vedrørende de arbejdsmæssige belastningers egnethed, men uden inddragelse af en konkret lægefaglig vurdering der udelukker årsagssammenhæng, er ikke i harmoni med lovgivers intention.

Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.