Allerede som 34-årig havde han gjort sig så anerkendt inden for personskadeområdet, at Advokatrådet i 1998 udpegede ham som Rådets repræsentant i det udvalg, der skulle se på behovet for ændringer i den siden 1984 gældende erstatningsansvarslov.

Erstatningsansvarsloven er først og fremmest en udmålingslov og regulerer størrelsen af godtgørelser og erstatninger for personer i det omfang, disse er berettiget til erstatning. Om man er berettiget til erstatning, reguleres ikke i loven. Andre love angiver i vidt omfang betingelser herfor, og er der ikke i lov fastsat regler herfor, gælder de af domstolene udviklede principper. Som udgangspunkt skal en skadevolder have handlet ”forkert” (udvist culpa), og den forkerte handling eller undladelse skal være årsag til et økonomisk tab.

Indtil 1984-loven var der heller ikke særlige lovregler om, hvorledes erstatning skulle udmåles. Det var domstolene, der fastsatte erstatningens størrelse, om end man dog i vidt omfang skelede til de lovregler, der siden århundredeskiftet havde været gældende for arbejdsskader (Ulykkesforsikringsloven) især vedrørende fastsættelse af invaliditet.

Der havde været tilløb til at indføre regler før 1984. I 1966 havde Justitsministeriet nedsat et udvalg, der skulle overveje forslag til bestemmelser om erstatning for tab ved personskade, og dette udvalg afgav en betænkning 7 år senere – i 1973 – (Betænkning I), hvori man ganske vist kom med et udkast, men ikke stillede forslag om at skulle gennemføre regler, idet man fandt, at domstolene fortsat og ”ubundet af lovregler” burde tage stilling; men udvalget gav dog udtryk for, at erstatning i princippet bør udmåles, så ”skadelidte får fuld dækning for det tab, (han/hun) lider”, og at den i retspraksis fastsatte erstatning burde forhøjes væsentligt.

Udvalget fandt også, at det ville være relevant at lave nogle regler om lempelse af erstatningsansvar i visse tilfælde, og dette bad Justitsministeriet så om i 1974, hvorefter der kom en ”Betænkning om lempelse af erstatningsansvar m.v.” i 1978 (Betænkning II).

I 1977 var der tillige afgivet en betænkning vedrørende ændringer af Ulykkesforsikringsloven, og dette førte til lovændring i 1978, blandt andet derved, at loven – udover nu at skulle hedde Arbejdsskadesikringsloven – medførte betydelige forhøjelser for de alvorligst tilskadekomne derved, at den tidligere gældende invaliditetsgodtgørelse nu blev opdelt i, dels en méngodtgørelse (der skulle kompensere for de helbredsmæssige konsekvenser), og dels  en erhvervsevnetabserstatning  (der skulle kompensere for de indtægtsmæssige konsekvenser med udgangspunkt i en konkret økonomisk vurdering).

Herefter bad Justitsministeriet i 1979 på ny udvalget om at overveje indførelsen af regler og lagde særlig vægt på, dels at der med Arbejdsskadesikringsloven nu var indført mulighed for langt større erstatninger i visse tilfælde end for ikke-arbejdsskaderamte, og dels at den tidligere anbefaling om forhøjelse af erstatningsniveaet gennem retspraksis efter alt at dømme ikke havde ført til væsentlig forhøjelse.

Dette medførte en ny betænkning (Betænkning III) fra 1983 med konkrete lovforslag, og dette blev så i vidt omfang gennemført ved 1984-loven.

En væsentlig ændring i forhold til betænkningens forslag var, at man indførte en fast kapitaliseringsfaktor (6), hvilket fik meget stor – negativ – betydning, fordi renten i årene efter faldt betragteligt. Havde kapitalfaktoren skullet følge renteudviklingen, ville den stige i takt med, at renten ville falde, og erhvervsevnetabserstatninger ville i højere grad give erstatning for det reelle tab.

Efter 1984-loven:

Loven viste sig i vidt omfang ikke at imødekomme det overordnede ønske om, at skadelidte fik fuld erstatning for det tab, denne havde lidt.

Udover problemet med renten, og dermed kapitalfaktoren, var der fremsat alvorlig kritik af tidspunktet for ophør af tabt arbejdsfortjeneste (stationærtidspunktet), og de restriktive regler for genoptagelse (forudsatte en helbredsmæssig forværring), og dette var omtalt som problemer for det udvalg, der blev nedsat i 1998, og hvor Karsten Høj deltog som Advokatrådets repræsentant.

Tidspunktet for ophør af tabt arbejdsfortjeneste var i loven (§2) fastsat til at være, enten det tidspunkt hvor skadelidte ”kan begynde at arbejde igen”; eller når skadelidtes ”helbredstilstand er blevet stationær”. Dette ”stationærtidspunkt” blev efter praksis vurderet til at være det tidspunkt, hvor der ikke længere var udsigt til helbredsmæssig bedring, og i komplicerede tilfælde var det tidspunktet for behandlingernes ophør. Arbejdsskadestyrelsen (nu AES) kunne anmodes om en udtalelse, og typisk blev dette tidspunkt fastsat til 3 eller 6 måneder, og i sjældne tilfælde 1 år.

Denne praksis indebar, at skadelidte i meget vidt omfang ikke fik erstattet det indtægtstab, de led frem til, man kunne fastsætte et erhvervsevnetab – og i givet fald fik betalt erstatning herfor – og ofte blev der slet ikke tale om et erhvervsevnetab, fordi den skadelidte, længe efter tilstanden var vurderet som stationær, fik indtægt som før eller tæt herpå.

Mens udvalget arbejdede, afsagde Højesteret en dom i december 1998 (U 99 304 H), som i et vist omfang afhjalp problemerne med stationærtidspunktet, idet Højesteret fastslog, at stationærtidspunktet ikke skulle anvendes, hvis den skadelidte kunne genoptage sit arbejde på et senere tidspunkt, og således kun skulle anvendes hvis der var et varigt erhvervsevnetab, men størstedelen af problemerne med ophørstidspunktet blev ikke løst ad den vej.

Genoptagelsesreglerne, som forudsatte en uforudset helbredsmæssig forværring, indebar, at den skadelidte – der efter en skade trods store vanskeligheder kunne genoptage arbejde som før, men senere måtte opleve ikke længere at kunne opretholde denne indtægt – ikke kunne få genoptaget sin sag, hvis ikke der var sket en uforudset helbredsmæssig forværring.

Udvalget fremkom med betænkning i 2000 med lovforslag, der i vidt omfang blev gennemført i 2001, men der var også efter denne lov uenigheder om, hvorledes regelændringerne i praksis skulle forstås.

Kapitalfaktoren blev forhøjet fra 6 til 10, hvilket jo udgjorde en forbedring, men stadig ikke indebar at de skadelidte fik (og får) fuld erstatning for varigt indtægtstab.

På arbejdsskadeområdet var Karsten Høj nogle år senere medvirkende til, at kapitaliseringsfaktorerne blev væsentligt forhøjet for især unge (se nærmere nedenfor).

I forhold til reglerne om ændret ophørstidspunkt for tabt arbejdsfortjeneste og om genoptagelse var de ændrede regler af en art, der kunne fortolkes forskelligt.

Karsten Høj var den advokat, der efterfølgende for Højesteret førte – og vandt – de første principielle sager om henholdsvis ophørstidspunktet for tabt arbejdsfortjeneste og om genoptagelse.

Ved en trafikulykke i marts 2003 var A kommet alvorligt til skade, og forsikringsselskabet for den modkørende bilist skulle betale erstatning. Skadelidte var vikaransat sygehjælper og kunne ikke vende tilbage til dette job på fuld tid. Hun kom i arbejdsprøvning efter ca. 6 måneder og sluttede første arbejdsprøvning ca. et år efter skaden; marts 2004.

Forsikringen betalte tabt arbejdsfortjeneste for dette første år, men mente ikke der skulle betales yderligere, fordi man nu – efter den første arbejdsprøvning – ville kunne skønne over det varige erhvervsevnetab, og hvis ikke på dette tidspunkt, så da den næste arbejdsprøvning sluttede i juni 2014, og ellers da skadelidte havde gennemført en supplerende uddannelse. På dette tidspunkt havde selskabet ikke betalt erhvervsevnetabserstatning, men det gjorde de i august 2015 – men på den måde at de betalte svarende til, at hun som ”minimum” havde et erhvervsevnetab på 15%. AES var blevet bedt om en vejledende udtalelse og udtalte den 22.12.2005, at erhvervsevnetabet midlertidigt kunne vurderes til 25%.

Karsten Høj argumenterede overordnet for, at der skal betales tabt arbejdsfortjeneste i en sådan situation frem til det tidspunkt, hvor der enten foreligger en vejledende udtalelse fra AES om et varigt erhvervsevnetab, eller det tidspunkt hvor skadevolder selv har foretaget et forsvarligt skøn herover OG betalt; og fik medhold heri.

Denne dom har herefter været retningsgivende for, hvorledes ophørstidspunktet skal fastsættes i normale erstatningssager, men på arbejdsskadeområdet, hvor der – i modsætning til efter Erstatningsansvarsloven – kan tilkendes erhvervsevnetabserstatning ved midlertidig afgørelse, og altså ikke indebærer en forudsætning om at et erhvervsevnetab skal være varigt, indebar lovens henvisning til Arbejdsskadesikringslovens bestemmelse herom, at Højesteret ved to domme efterfølgende (U 2010.436 H og U 2010.451 H) bestemte, at kravet på tabt arbejdsfortjeneste i sager, hvor der var truffet midlertidige afgørelser, ophørte på dette tidligere tidspunkt, selvom der ikke var et varigt erhvervsevnetab.

De arbejdsskade blev således stillet ringere i sager, hvor der var ansvar for skadevolder, hvis skaden var en arbejdsskade.

Denne urimelighed førte til henvendelser om lovændring, og i den forbindelse var Karsten Høj særdeles aktiv, og stærkt medvirkende til at loven blev ændret med virkning for skader efter 16. juli 2011.

I 2014 vandt han den første sag i Højesteret om forståelsen af de i loven udvidede genoptagelsesregler, for en person, der efter en skade i nogle år havde kunnet oppebære samme løn som før skaden; men efter yderligere nogle år ikke kunne – uden at det skyldtes en forværret helbredsmæssig situation.

Ved en trafikulykke i 2005 havde skadelidte pådraget sig en piskesmældslæsion med varige nakkegener. Efter sygemelding og arbejdsprøvning via kommunen fik skadelidte – som var ufaglært og på skadestidspunktet arbejdssøgende – efter knap et år skaffet sig et job på fuld tid om natten, som ikke var fysisk krævende. Et år efter skaden vurderede modpartens forsikringsselskab, at der var tale om et varigt mén på 10%, men ikke noget erhvervsevnetab, da der ikke var noget indtægtstab.

To år efter blev natjobbet, han havde, imidlertid nedlagt, og han blev tilbudt et andet job i virksomheden, men dette var mere fysisk krævende, så efter kort tid måtte han opgive dette på grund af de helbredsmæssige gener. Han forsøgte med andre jobs, men forgæves, og ønskede herefter i maj 2010 sagen genoptaget, hvilket forsikringsselskabet afviste, ligesom forsikringsselskabet gjorde gældende, at et krav om erhvervsevnetabserstatning var forældet, fordi dette kunne have været fremsat i forbindelse med sagens oprindelige behandling, og da han var klar over, at skaden medførte væsentlige skånehensyn.

Under retssagen blev indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen (nu AES), og heri blev erhvervsevnetabet skønnet til at udgøre 15% med begrundelse i, at skaden havde medført visse skånebehov.

Både Byret og Landsret nåede frem til, at der ikke var sket så væsentlige ændringer af de forhold, der forelå på tidspunktet, hvor forsikringsselskabet afsluttede sagen, at dette kunne begrunde ret til genoptagelse, og derfor var kravet forældet.

Højesteret fulgte imidlertid Karsten Højs synspunkt om, at skadelidte havde opfyldt sin tabsbegrænsningspligt ved at tage et fuldtidsjob knap et år efter skaden, og derfor ikke havde noget krav på erhvervsevnetabserstatning på det tidspunkt, hvor selskabet afsluttede sagen, men at de faktiske omstændigheder havde ændret sig væsentligt efterfølgende – selvom der ikke var sket nogen ændring af de helbredsmæssige forhold som følge af skaden.

Karsten Høj har også ført – og vundet – principielle sager indenfor arbejdsskadeområdet, voldsofferområdet og patientskadeområdet.

I 2010 førte og vandt Karsten Høj i Højesteret 2 sager om fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning efter Arbejdsskadesikringsloven for deltidsansatte. Sagerne blev ført for henholdsvis Dansk Sygeplejeråd og FOA-Fag og Arbejde for 2 af deres medlemmer, der begge på skadestidspunktet var ansat på deltid.

Som så mange andre deltidsansatte (oftest kvinder), så havde de i en periode, hvor de havde mindreårige børn, valgt at arbejde på nedsat tid, selvom de kunne have arbejdet på fuld tid. Efter deres arbejdsskader var de kommet i en situation, hvor de ikke længere kunne arbejde på fuld tid.

Arbejdsskademyndighederne havde indtil denne dom haft den faste praksis, at personer der kom til skade, mens de havde valgt at være ansat på deltid og efter en arbejdsskade ikke fremover ville kunne arbejde på fuld tid, fik beregnet deres nedsatte erhvervsevne i forhold til den på skadestidspunktet nedsatte arbejdstid og dermed nedsatte forventede løn, og ikke i forhold til en fuld erhvervsevne.

Højesteret ændrede dette således, at hvis den skadelidte efter en skade ikke kan arbejde mere end f.eks. 21 timer ugentligt, så skal det ikke sammenlignes med, at (hun) inden skaden arbejdede f.eks. 30 timer, men skal sammenlignes med at hun ville kunne have arbejdet 37 timer.

Dommen har selvsagt haft meget stor betydning efterfølgende.

I 2019  (U 2020.356 H) vandt Karsten Høj i øvrigt  i Højesteret en principiel sag om fastsættelse af erstatning for en deltidsansat sygeplejerske, udmålt efter Erstatningsansvarsloven.  Højesteret ændrede Byrettens og Landsrettens dom.  Situationen var den, at sygeplejersken arbejdede på deltid, da hun var udsat for en trafikulykke. Efter ulykken genoptog hun deltidsarbejdet i samme omfang som inden skaden. Motoransvarsselskabet mente ikke, at der i denne situation var ret til erhvervsevnetabserstatning, da der ikke var påvist et tab. Karsten fik i Højesteret medhold i, at sygeplejersken  var berettiget til erhvervsevnetabserstatning, idet ulykken betød, at hun havde mistet muligheden for at arbejde på fuld tid.

På patientskadeområdet førte han i 2012 en meget omtalt sag for en ung kvinde, der havde pådraget sig brystkræft, og som på grund af forsinket diagnosticering blev efterladt med uhelbredelig kræft, og med en meget kort livstidsprognose.

Patientskademyndighederne anerkendte, at der var tale om en fejl i form af forsinket diagnosticering, men på grund af den alvorlige – og nu uhelbredelige – kræft, så blev hendes erstatning nedsat med 1/3, grundet den på afgørelsestidspunktet nu væsentligt forkortede restlevetid på under 4 år.

Karsten Høj fik i Landsretten (hvor kvinden fortsat var i live) medhold i, at der ikke skulle ske en sådan reduktion, navnlig fordi beregningen af både méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning afhænger af skadelidtes alder, og der derfor må kræves en udtrykkelig lovhjemmel, hvis man skal fravige dette udgangspunkt.

Patientskademyndighederne ankede dommen, men Højesteret tiltrådte Landsrettens dom. Kvinden døde kort inden, Højesteret behandlede sagen.

I 2021 fik han i Højesteret  medhold i en sag mod Erstatningsnævnet, om at Nævnet ikke i 2017 kunne afvise krav, fremsendt i 2016 for en periode tilbage fra 2012-2015, med begrundelse i at Nævnet, mere end 2 år før det nye krav, havde tilkendt erstatning, og der derfor var gået mere end 2 år efter, man burde have indset, at man havde yderligere krav, og fordi Offererstatningsloven (dagældende § 13, stk. 3) foreskrev, at Nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis Nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav i sagen, og ”det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, …”.

Ved den oprindelige ansøgning havde skadelidte ved sin tidligere advokat ansøgt om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden ”1. juli 2011 og fortsat”.

Både Landsret og Højesteret gav Karsten Høj medhold i, at man ikke kunne afvise at behandle kravet om tabt arbejdsfortjeneste.

Karsten Høj har udover sin brede erfaring med erstatningssager også ført et stort antal forsikringssager med positive resultater for sine klienter. Han har således ført mange sager om dækning på tab af erhvervsevne-forsikringer samt ulykkesforsikringer. Han førte en meget spektakulær sag om ménfastsættelse i relation til en ulykkesforsikring hele vejen til Højesteret; og vandt.

Sagen angik den meget ulykkelige situation, at en ung kvinde mistede synet på først det ene øje og dernæst det andet øje ved to uafhængige ulykkestilfælde med ca. et halvt års mellemrum. Forsikringsselskabet, hvor hun havde tegnet ulykkesforsikring, gjorde gældende, at méngraden skulle vurderes for hvert ulykkestilfælde for sig, mens Karsten Høj gjorde gældende, at méngraden skulle fastsættes efter punkt 5 i méntabellen om parrede organer – altså med udgangspunkt i en méngrad på 100 % samt ret til dobbelterstatning.

Selskabet fik medhold i både Ankenævnet og Landsretten med henvisning til forsikringsbetingelsernes formulering om, at ”Et mén, der er til stede før ulykkestilfældet, berettiger ikke til erstatning. Et bestående mén kan ikke medføre, at erstatningen fastsættes højere, end hvis et sådant mén ikke havde været til stede.”

Højesteret ændrede Landsrettens dom, idet Højesteret fandt, at betingelserne ikke tilstrækkeligt klart fraveg reglen om parrede organer, og at betingelserne skulle fortolkes mest gunstigt for den sikrede.

Gennem årene har Karsten Høj løbende blandet sig med kvalificerede erstatningsretlige tiltag, og i vidt omfang med succes; således både i forhold til Forældelseslovens regler i forhold til arbejdsskadede og lovfortolkningsregler, der forfordelte visse grupper af skadelidte.

Når mange fagforbund gennem årene har nydt – og nyder – godt af samarbejdet med Elmer Advokater med henblik på at sikre deres medlemmer en korrekt erstatning, så skyldes det ikke mindst Karsten Højs omfattende viden og erfaring.

I 2005 nedsatte Beskæftigelsesministeriet et udvalg, der blandet andet skulle se på samspilsproblemer mellem Arbejdsskadesikringsloven og Erstatningsansvarsloven og på reglerne om udmåling og beregning.

Karsten Høj deltog som repræsentant for De Samvirkende Invalideorganisationer. Udvalget afgav betænkning (nr. 1482) i 2006 og forholdt sig blandt andet til, at de gældende kapitaliseringsfaktorer havde været uændrede siden 1978, og på grund af den dengang fastsatte grundlagsrente på 10 pct så indebar det, at især ”… yngre tilskadekomne får forholdsmæssigt for lidt udbetalt ved omregning fra løbende erstatning til kapitalerstatning”.

Udvalget indstillede til, at kapitaliseringsfaktorerne blev ændret og justeret 1 gang årligt, og dette førte til lovændring med betydeligt højere kapitaliseringsfaktorer for yngre skadelidte og omvendt betydeligt lavere for ældre skadelidte; hvilket blandet andet giver sig udslag i, at der sjældent vil være et differencekrav for yngre, men ofte for personer der var over 50 på skadestidspunktet.

Karsten Høj afgav i øvrigt en særudtalelse i betænkningen på vegne De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). Udtalelsen er desværre her 18 år efter fortsat aktuel.

Karsten skrev blandt andet:

”… der er efter DSI’s opfattelse ikke gjort tilstrækkeligt for at afdække mulighederne for at forbedre sammenhængen mellem reglerne i Arbejdsskadesikringsloven (ASL) og Erstatningsansvarsloven (EAL). ”

”DSI finder det ubegrundet, at man ikke i højere grad tilstræber ens erstatningsfastsættelse, uanset om man er kommet til skade på arbejde, i trafikken eller på hospitalet”,

og nævnte i den forbindelse blandet andet ens kapitaliseringsregler og ophævelse af årslønsmaksimum.

I starten af 2007 fremkom Justitsministeriet med et forslag til ny forældelseslov, der med virkning fra 2008 skulle afløse den gældende lov fra 1908.

Forslaget indebar navnlig for de arbejdsskadede en betydelig forringelse af deres muligheder. Efter et omfattende arbejde fra Elmer advokater – og først fremmest Karsten Høj – og i samarbejde med en række fagforbund lykkedes det at få overbevist Folketingets Retsudvalg om, at der skulle indføres nogle mere lempelige særregler for de arbejdsskadede (Arbejdsskadesikringslovens § 36).

I Højesterets dom U 2017.2583 er sågar direkte henvist til disse forarbejder, herunder at der for disse krav gælder ”… en forældelsesfrist på 5 år …, og der gælder en for skadelidte særlig lempelig suspensionsregel. Disse bestemmelser blev indsat under Folketingets behandling af forslagene til ny forældelseslov og til konsekvensændringer i anden lovgivning og var begrundet med arbejdsskadeområdets særlige karakter”, og Højesteret udtalte herefter, ”at der ikke er grundlag for at forstå forarbejderne til forældelsesloven således, at det var hensigten at forringe skadelidtes retsstilling i arbejdsskadesager i forhold til, hvad der gjaldt efter forældelsesloven af 1908”.

Karsten Høj har også ført adskillige sager mod selskaber, der i almindelige erstatningssager har påstået forældelse og afvist, at der efter den almindelige frist på 3 år har været forhandlinger, som kunne afbryde fristen. En af disse blev afgjort af Vestre Landsret i sommeren 2021 – U 2021.4483 – hvor Landsretten nåede frem til, at der inden forældelsesfristens udløb var forhandlinger, som først blev afsluttet i juli 13, hvorfor sagen, der var anlagt i november 2013, afbrød forældelsen.

Karsten Høj er medforfatter til den Kommenterede Erstatningsansvarslov, som er den mest anvendte lære- og håndbog i sager om personskade, og har sammen med sin kollega Laura Tholstrup, ligeledes fra Elmer Advokater, forfattet den seneste udgave af Offererstatningsloven med kommentarer.

Han sidder i Danske Advokaters Repræsentantskab og er tillige formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret (FEF) og har været dette i en årrække.

Derudover er han en flittig underviser i erstatningsret på kurser udbudt af blandet andet Danske Advokater.

Karsten Høj har i sit virke som advokat uddannet et væld af dygtige advokater, som i dag arbejder med erstatnings- og forsikringsret i blandt andet fagforeninger, advokatfirmaer og forsikringsselskaber. Karsten er aldrig tilbageholdende med at dele sin viden og praktiske tilgang til personskadesager, hvilket mange ansatte advokater og advokatfuldmægtige har nydt godt af gennem tiden.

På det personlige plan skal fremhæves, at Karsten med sin venlige og rolige tilgang er meget vellidt. Karsten bevarer roen under pres og kerer sig om folk omkring sig og ønsker dem det bedste. Vi som kollegaer kan altid gå til Karsten, og det sætter vi stor pris på.

Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.