I en dom fra den 6. september 2023 har Østre Landsret dømt en kommune erstatningsansvarlig for en skade, som en medarbejder pådrog sig, da hun stødte hovedet mod en betonoverligger i arbejdspladsens cykelskur.
Skaden blev anerkendt efter arbejdsskadesikringsloven, og vi rejste på vegne af Danmarks Lærerforening som mandatar for medarbejderen krav efter erstatningsansvarsloven over for kommunen som arbejdsgiver, idet vi fandt indretningen af cykelskuret uforsvarlig.
Kommunen opsatte efter ulykken afspærring og advarselstape i cykelskuret for at forhindre lignende ulykker; vi gjorde gældende, at kommunen inden ulykken burde have indset, at indretningen indebar en væsentlig risiko for at slå hovedet mod betonoverliggerne, og at kommunen burde have truffet foranstaltninger for at undgå dette, inden en medarbejder kom til skade.

Kommunen afviste ansvaret bl.a. med henvisning til, at medarbejderen var bekendt med indretningen af cykelskuret, at hun havde parkeret sin cykel uden for de opstillede stativer, hvorfor hun befandt sig under overliggeren, og at betonoverliggerne var fuldt synlige. Der var efter kommunens opfattelse tale om et hændeligt uheld, som kommunen ikke var ansvarlig for.
Byretten frifandt kommunen, men en enig landsret dømte i overensstemmelse med vores påstand.
Det var i sagen ubestridt, at cykelskuret var del af arbejdsstedet, og landsretten fandt, at indretningen af cykelskuret indebar en væsentlig forøget risiko for hovedskader, hvilket kommunen burde have indset. Herefter havde kommunen ikke overholdt pligten til at sørge for, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Dommen er i øjeblikket under redaktionel bearbejdning og vil blive publiceret i UfR.
Sagen er ført for begge instanser af advokat Laura Tholstrup på vegne af Danmarks Lærerforening.