Højesteretsdom af 19. oktober 2009
Sagens faktum:
En funktionær indgik den 2. november 2005 aftale med en arbejdsgiver om ansættelse som økonomichef den 1. december 2005. Den 30. november 2005 (dagen inden tiltræden) meddelte hun sin nye arbejdsgiver, at hun hellere ville blive på sin gamle arbejdsplads. Arbejdsgiveren rejste krav om erstatning efter funktionærlovens § 4. Arbejdsgiverens krav bestod af udgifter til konsulentbistand, udgifter til annoncering i diverse aviser og en ekstra skønsmæssig lønudgift på grund af funktionærens udeblivelse i december måned 2005.
Højesteret:
Der var i sagen enighed mellem parterne om, at funktionæren havde misligholdt sin stilling, og at arbejdsgiveren derfor var berettiget til en erstatning efter funktionærlovens § 4. Sagen drejede sig om erstatningens størrelse.
Under sagen i Højesteret gjorde arbejdsgiveren vedrørende erstatningskravets størrelse gældende, at der enten kunne kræves erstatning for udgifter til konsulentbistand og annoncer afholdt forgæves i efteråret 2005, eller udgifter til konsulentbistand og annoncer, der var nødvendige til genbesættelse af stillingen.
Det blev fra funktionærens side procederet på, at udgifter til konsulentbistand ligger uden for en naturlig forståelse af funktionærlovens § 4.
Højesterets resultat:
Hvis man opsiger et ansættelsesforhold inden tiltræden medfører det, at ansættelsesforholdet løber indtil udløbet af det lovlige opsigelsesvarsel. Da funktionæren sagde sin stilling op efter funktionærlovens § 2, stk. 6, bestod hendes misligholdelse således i, at hun ikke tiltrådte stillingen og ikke arbejdede i december 2005.
Højesteret lagde for det første til grund, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder som omtalt i funktionærlovens § 4, og for det andet, at arbejdsgiveren ikke havde lidt noget tab i forbindelse med misligholdelsen. Arbejdsgiveren blev derfor alene tilkendt erstatning svarende til en halv månedsløn.
Når Højesteret kommer frem til, at der ikke er lidt noget tab, er det ud fra den tese, at selv hvis funktionæren efter opsigelsen den 30. november 2005, havde tiltrådt stillingen og arbejdet i december 2005, så havde arbejdsgiveren alligevel haft de samme udgifter til konsulentbistand og annoncering, såvel forud for ansættelsen som efter ansættelsesforholdets ophør.
Elmer & Partneres vurdering af sagen:
Højesteret har med denne dom fastslået, at erstatningen i funktionærlovens § 4 mere er en maksimalerstatning end en minimalerstatning på en halv måneds løn.
Højesteret kommer ikke ind på, hvad særlige omstændigheder i givet fald kunne være, men det slås i hvert fald fast, at udgifterne til konsulentbistand og annoncering forud for ansættelsen af den funktionær, der senere misligholder, ikke er et tab for arbejdsgiveren.
Grundtanken for resultatet er, at det er muligt at komme ud af et ansættelsesforhold inden tiltræden. Det faktum, at der er tale om en misligholdelse, skal ikke efter Højesterets opfattelse føre til, at arbejdsgiveren skal have erstatning for udgifter til at finde en ny medarbejder. Arbejdsgiveren ville alligevel skulle have afholdt disse udgifter, såfremt medarbejderen var tiltrådt efter opsigelsen og derved ikke havde misligholdt stillingen.
Spørgsmål til sagen, som ikke er ført af Elmer & Partnere, kan rettes til advokatfuldmægtig Christina Nøhr Lørrits på tlf. 33 67 67 86.