Dømt til at betale borger 750.000 kr. i erstatning for mangelfuld sagsbehandling

Retten i Viborg har ved dom af 21. april 2015 dømt Viborg Kommune til at betale 750.000 kr. i erstat­ning til en 61-årig kvinde. Kommu­nen havde uden nogen begrun­delse afslut­tet en sag vedrø­rende afkla­ring af kvin­dens arbejd­s­evne. Dette betød, at kvin­den i en peri­ode på mere end 5 år var uafkla­ret med hensyn til sin arbejd­s­evne og derfor ikke fik hjælp til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Sagens tviste­punk­ter – foræl­delse og årsagssammenhæng
Der var under sagen enig­hed om, at kommu­nens sags­be­hand­ling var mangel­fuld. Kommu­nen gjorde imid­ler­tid gældende, at den mangel­fulde sags­be­hand­ling ikke havde medført, at kvin­den var blevet visi­te­ret til fleksjo­b­ord­nin­gen senere end hun ellers ville have været, samt at hendes krav var forældet.

Sondring mellem statio­nær og uafkla­ret helbredstilstand
Dommen er inter­es­sant på flere punk­ter, men særligt for så vidt angår det forhold, at kommu­nen blev dømt til at bære bevis­byr­den for, at en korrekt gennem­ført afkla­ring af kvin­dens arbejd­s­evne ikke ville have medført, at hun var blevet ansat i et fleksjob.

Det var kvin­dens syns­punkt under sagen, at hendes helbreds­mæs­sige situ­a­tion i al væsent­lig­hed var uændret i den omtvi­stede peri­ode, idet hendes helbreds­mæs­sige gener var ufor­an­drede. Kommu­nen gjorde over for dette gældende, at kvin­den i den omtvi­stede peri­ode havde fået en række nye diag­no­ser, og derfor ikke var helbreds­mæs­sigt stationær.

Sagens konkrete omstæn­dig­he­der – afbry­delse uden nogen begrun­delse eller meddelelse
Kvin­den fik i star­ten af halv­fem­serne en søn med et alvor­ligt handi­cap. Hun modtog tabt arbejds­fortje­ne­ste af kommu­nen, mens hun passede sønnen hjemme.

Efter at kvin­den på grund af pasnin­gen af hendes søn havde stået uden for arbejds­mar­ke­det i mere end 16 år, iværk­satte Viborg Kommune i 2007 et afkla­rings­for­løb. Der blev indhen­tet helbreds­mæs­sige oplys­nin­ger og gennem­ført en virk­som­heds­prak­tik. Virk­som­heds­prak­tik­ken viste en meget lille rest­ar­bejd­s­evne og der blev indhen­tet yder­li­gere læge­lige oplys­nin­ger, som dog ikke kunne forklare arbejd­s­ev­ne­ned­sæt­tel­sen. Kommu­nen afslut­tede heref­ter sagen i marts måned 2008 uden at jour­nal­føre nogen begrun­delse eller give kvin­den besked om, at sagen var afsluttet.

Efter­føl­gende henvendte kvin­den sig gentagne gange til kommu­nen, uden at det lykke­des at formå kommu­nen til at iværk­sætte et rele­vant afklaringsforløb.

I april måned 2011 klagede kvin­den til beskæf­ti­gel­ses­an­ke­næv­net, der afgjorde, at kommu­nens sags­be­hand­ling måtte sidestil­les med et afslag på fleksjob og hjem­vi­ste sagen med henblik på en revur­de­ring. Kommu­nen meddelte i forbin­delse med revur­de­rin­gen afslag på fleksjob og henvi­ste til at kvin­dens helbreds­mæs­sige situ­a­tion ikke var statio­nær i 2008. Denne afgø­relse blev stad­fæ­stet af nævnet med den begrun­delse, at kvin­den helbreds­mæs­sigt var uafkla­ret i 2008.

Fra 2012 og frem til kvin­den ende­lig blev visi­te­ret til fleksjo­b­ord­nin­gen i juni 2013 gennem­førte Viborg Kommune en rele­vant afkla­ring af kvin­dens arbejdsevne.

Byret­tens dom – årsags­sam­men­hæng mellem tab og sags­be­hand­ling, men krav delvist forældet
Retten lagde vægt på, at sagens konkrete omstæn­dig­he­der skabte en formod­ning for, at kvin­den ville være blevet ansat i et fleksjob på et tidli­gere tids­punkt, hvis ikke kommu­nen uberet­ti­get havde stand­set behand­lin­gen af sagen. Retten henvi­ste blandt andet til oplys­nin­gerne i de læge­lige akter samt det forhold, at kvin­den rent faktisk var blevet ansat i et fleksjob efter visi­te­rin­gen til ordnin­gen i 2013. Det var heref­ter op til kommu­nen at løfte bevis­byr­den for, at denne formod­ning var forkert, hvil­ket kommu­nen ikke havde gjort.

For så vidt angår foræl­delse lagde retten til grund, at kvin­den senest i maj 2010, hvor hun skrev til kommu­nen og påberåbte sig ret til erstat­ning, havde fornø­den anled­ning til at opgøre et (fore­lø­bigt) erstat­nings­krav. Retten kom derfor frem til, at krav der lå mere end 3 år forud for sags­an­læg­get var forældet.

Erstat­nin­gen blev heref­ter skøns­mæs­sigt fast­sat for peri­o­den 3 år forud for sags­an­læg­get og frem til kvin­den blev ansat i fleksjob til 750.000 kr. med udgangs­punkt i den forven­tede indtje­ning i fleksjob­bet fratruk­ket den ledig­hed­sy­delse, som kvin­den modtog efter at være blevet visi­te­ret til fleksjobordningen.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Niko­laj Niel­sen, der førte sagen på vegne kvinden.

Læs også om