Partner,
Møderet for Højesteret
03.11.2026
Arbejdsgiver dømt efter DL 3-19-2
Arbejdsgiver dømt efter DL 3-19-2
I en dom fra Østre Landsret fra den 5. oktober 2026 blev en arbejdsgiver fundet erstatningsansvarlig for en medarbejders tilskadekomst forårsaget ved, at hun i foråret 2019 på vej ud af en elevator kl. ca. 8.00 gled og kom til skade.
Uheldet blev straks rapporteret til ”kontordrift” afdelingen, der omgående bad en rengøringsmedarbejder om at rengøre området, hvilket hun gjorde. Den ansvarlige for ”kontordriftafdelingen” kom til stede, da rengøringsmedarbejderen næsten var færdig med at gøre rent og spurgte hend,e hvad der var spildt. Hun fik oplyst at det ikke var vand, men væske, der var vådt og glat og nok et olieholdigt produkt. Hun kontaktede også skadelidte og oplyste herom, og skadelidte skrev samme dag til chef, at hun var gledet i olie på gulvet ved elevatoren på 3. sal.
Der blev kort efter indgivet en arbejdsskadeanmeldelse, hvori var angivet, at der var ”spildt olie på gulvet..”
Det kunne ikke nærmere fastlægges, hvor olien kom fra eller hvem, der havde spildt den. Udover rengøringsmedarbejderen var der ikke oplysninger om at andre end ansatte hos arbejdsgiveren kunne have spildt olien.
Skadelidte pådrog sig ved faldet skade i hofter og ryg, som medførte varige mén, og selvom hun fortsatte sin ansættelse i virksomheden, så måtte hun erkende, at hun ikke kunne arbejde i samme omfang som tidligere, hvilket førte til et fastholdelsesfleksjob i 2022.
Hun gjorde i 2021 erstatningsansvar gældende over for arbejdsgiver navnlig med henvisning til hæftelsesansvaret i medfør DL 3-19-2, idet den (ikke nærmere identificerede) medarbejder, der havde spildt olien, efter skadelidtes opfattelse havde forsømt at tørre den tilstrækkeligt op.
Arbejdsgiveren bestred erstatningsansvaret bl.a. med henvisning til, at det ikke var bevist hvilken væske der var tale om eller om omfanget af den spildte væske og at der ikke forelå nogle tidsnære oplysninger udover hendes egene oplysninger; samt at skadelidte selv havde oplyst at hun efter faldet havde fået det indtryk at der var forsøgt tørret op på gulvet, og gjorde for byretten gældende, at det var ”usikkert, 1) om der var spildt væske på gulvet, 2) hvem der skulle have spildt væske på gulvet, 3) hvor meget væske der i realiteten var spildt og 4) hvor meget væske, der var tilbage efter der øjensynligt var tørret op.”
Byretten fandt indledningsvist, at det måtte lægges til grund, at faldet ”skyldtes at hun gled i noget olie, som var spildt på gulvet ved siden af elevatoren.” og begrundede bl.a. denne konklusion med, at sagsøgte i arbejdsskadeanmeldelsen selv havde oplyst, at der var spildt olie, og at dette først i forbindelse med sagsanlægget var blevet bestridt. Byretten lagde dog herefter til grund, at ”olien var forsøgt tørret op, og at den ikke længere var umiddelbart synlig” og fandt det derfor ikke godtgjort, at oliespildet kunne bebrejdes den ansatte som en culpøs handling.
Landsretten var ikke enig i byrettens vurdering af ansvarsgrundlaget.
Landsretten lagde indledningsvist – ligesom byretten – til grund, ”at der var spildt olie på gulvet … og at appellantens fald skyldtes, at hun gled i olien” men anførte herefter med henvisning til, at rengøringsmedarbejderen for byretten og landsretten havde forklaret, at da hun blev tilkaldt ”var både gulvet og væggen omkring elevatoren vådt” at det ikke var bevist, at gulvet var tørret tilstrækkeligt op forud for uheldet.
Herefter anførte landsretten:
”Landsretten finder, at det forhold, at der spildes olie på gulvet, uden at det straks efterfølgende sikres, at der vil blive foretaget en grundig rengøring heraf i et område nær ved en elevator, hvor mange medarbejdere vil komme forbi, er at anse for en uagtsom handling. Den pågældende medarbejder hos indstævnte har derfor handlet uagtsom, hvilket indstævnte er erstatningsansvarlig for i medfør af DL 3-19-2.”
Sagen blev for landsretten ført af advokat Søren Kjær Jensen for skadelidte.
