Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
02.11.2026

Ankestyrelsen dømt i sag om arbejdspres

Ankestyrelsen dømt i sag om arbejdspres

Østre Landsret har i dom af 9. oktober 2026 dømt Ankestyrelsen til at hjemvise en sag om en anmeldt erhvervssygdom i form af psykiske gener efter stort arbejdspres til AES med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Skadelidte blev i september 2012 ansat som IT-manager med ansvar for IT og telefoni i en international virksomhed med omkring 120 ansatte, hvoraf flere var hjemhørende udenfor Europa. Han skulle bl.a. sørge for at vedligeholde et gammelt IT-miljø og i forbindelse med etablering af nyt IT-system deltage i opdatering og installering af dette og samtidig holde det gamle system kørende, migrere brugere m.v. For at varetage opgaven, som skadelidte selv vurderede, burde have været varetaget

af flere konsulenter, måtte han over en periode på mere end et år levere mange arbejdstimer, herunder ved arbejde udenfor normal arbejdstid, både tidlig morgen og sen aften; i weekender og på fridage og i ferier, i forbindelse med håndtering af mails og opringninger ofte grundet akutte problemer. I august 2015 blev han sygemeldt. På det tidspunkt havde han over de seneste 8 måneder registreret en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på knap 60 timer.

Skadelidtes læge anmeldte en erhvervssygdom i form af depressiv enkeltepisode af svær grad og beskrev at skadelidte var syg med stress, angst og depression som følge af stor arbejdsmængde.
AES og Ankestyrelsen afviste, at sagen skulle forelægges Erhvervssygdomsudvalget med henvisning til, at arbejdet ikke havde medført belastninger, som giver en særlig risiko for udvikling af periodisk depression, og at der ikke var beskrevet traumer af katastrofeagtig karakter. Under retssagen gjorde Ankestyrelsen videre gældende, at skadelidtes depression forelå allerede inden ansættelsen i virksomheden, og at han desuden havde været udsat for væsentlige private belastninger bl.a. i form af skilsmisse, sygdom og dødsfald i familien både inden og samtidig med ansættelsen.
Retslægerådet udtalte bl.a., at skadelidte lider af periodisk depression, og at såfremt den opgjorte arbejdsmængde blev lagt til grund

(60-90 timer ugentligt / 200-300 timer månedligt i perioden fra foråret 2013 og frem til sygemeldingen i 2015) så indgik arbejdsforholdene med mere end 50 % i årsagskomplekset til den depressive lidelse, men at andre forhold, herunder forhold, som ikke var nævnt i de lægelige akter, også kunne spille ind.

Byretten frifandt Ankestyrelsen bl.a. med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at skadelidte havde haft en gennemsnitlig arbejdstid på mere end 60 timer om ugen (det fandtes dog godtgjort at arbejdstiden i perioder havde oversteget 37 timer). Med henvisning til de beskrevne private forhold under ansættelsen og Retslægerådets besvarelse fandt byretten det ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at der var ”en sådan tvivl om, hvorvidt hans sygdom udelukkende eller i overvejende grad må anses for at skyldes arbejdet hos […] særlige art, at Ankestyrelsens vurdering herom skal tilsidesættes.

For landsretten blev fremlagt en lang række mails til og fra skadelidte fra bl.a. dennes chef samt firmaets udenlandske kontakter, og angik hovedsageligt mails sendt og håndteret uden for normal arbejdstid.

Retslægerådet blev under ankesagen supplerende spurgt om, hvorvidt det ville ændre på Retslægerådets udtalelse (om at arbejdsforholdene indgik med mere end 50 % i årsagskomplekset til den depressive lidelse) såfremt det blev lagt til grund, at arbejdsmængden de sidste 8 måneder inden sygemeldingen viste en ”arbejdsmængde på knap 60 timer ugentligt .. og altså ikke mellem 60 og 90 timer ugentligt” og Retslægerådet svarede hertil ”Nej. Der vil altid være en usikkerhed på sådanne opgørelser ligesom der vil være en usikkerhed på deres vægtning i forhold til andre belastninger. Endelig skal Retslægerådet bemærke, at det faktiske antal arbejdstimer er en dårlig proxy fir den reelle psykiske belastning i forbindelse med et arbejde.”

Landsretten fandt, at skadelidtes tidligere depressive fase var afsluttet i 2010 og ikke havde haft betydning for udviklingen af den senere diagnosticerede periodiske depression.
På baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder de fremlagte mails, parts- og vidneforklaringer og Retslægerådets besvarelse fandt landsretten, at skadelidte havde løftet sin bevisbyrde for, ”at der er stor sandsynlighed for, at hans psykiske sygdom må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Der er derfor mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes som erhvervssygdom, og sagen burde som følge heraf have været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt.”

Sagen blev for landsretten ført af advokat Søren Kjær Jensen for skadelidte.

Søren Kjær Jensen fører retssager indenfor erstatningsret, personskade og arbejdskader, både mod arbejdsskademyndighederne og mod arbejdsgivere.

Partner,
Møderet for Højesteret

Om os