Ankestyrelsens afslag på erstatning for erhvervsevnetab tilsidesat i en sag om betydningen af efterfølgende konkurrerende sygdom.

I november 2017 var tilskadekomne på arbejde da hun gled på et regnvejrsvådt gulv i indgangen til hendes arbejdsplads. Ved faldet pådrog hun sig et voldsomt slag mod hovedet, med varige gener til følge.

Skaden blev anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og efter et klageforløb anerkendte Ankestyrelsen ved afgørelse af 25. september 2019 tilskadekomnes hjernerystelse og nakkesmerter som en arbejdsskade ligesom der blev fastsat et varigt mén på 10 procent.

Efter et klageforløb afviste Ankestyrelsen ved afgørelse af 23. juni 2020 at tilkende tilskadekomne et erhvervsevnetab med begrundelsen:

Vi finder således, at dit nuværende tab af erhvervsevne udelukkende skyldes din konkurrerende kræftsygdom. Det er ikke muligt at skønne over om og i hvilket omfang, at arbejdsskaden har medført et tab af erhvervsevne, fordi det ikke er muligt at vurdere, hvilken indflydelse arbejdsskaden havde på din erhvervsevne før, at din kræftsygdom igen brød ud. Vi lægger herved vægt på, at dit forløb hos (…) og den planlagte arbejdsprøvning blev stoppet på grund af din sygemelding som følge af din kræftsygdom. Der er derfor ikke påvist et tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden. Vi henviser til vores principmeddelelse 75-19,…

Den omtalte Principafgørelse vedrører situationer hvor tilskadekomne:

”udelukkende på grund af konkurrerende sygdom midlertidigt eller varigt bliver forhindret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet, før arbejdsskaden har manifesteret sig i et sikkert erhvervsevnetab. Tilskadekomne skal dokumentere erhvervsevnetabet og bærer risikoen for, at dette ikke kan lade sig gøre, når det ikke er muligt at adskille arbejdsskadens følger fra følgerne af en konkurrerende sygdom.”

Elmer Advokater anlagde retssag mod Ankestyrelsen med principal påstand om, at der var grundlag for at fastsætte et erhvervsevnetab på 50 procent efter ulykken. Det blev særligt gjort gældende, at betingelserne i Ankestyrelsens Principafgørelse 75-19 ikke var opfyldt, og at der havde manifesteret sig et sikkert erhvervsevnetab hos tilskadekomne inden hun blev ramt af konkurrerende sygdom.

Til støtte for synspunktet blev det bl.a. gjort gældende, at:

– Ulykken havde medført tilskadekomnes varige sygemelding

– Tilskadekomne, allerede i oktober 2018, havde helbredsgener efter ulykken der lægeligt var beskrevet som varige, stationære og funktionsnedsættende

– AES, ved deres oprindelige afgørelse vedrørende erhvervsevnetabet af 24. april 2020 – med rette – havde fastsat et tilkendelsestidspunkt for erhvervsevnetabet til den 21. oktober 2018 og derved forud for tilkomsten af de konkurrerende forhold

– Man i kommunalt regi vurderede, at generne efter ulykken begrundede sagsøgers sygemelding og totale uarbejdsdygtighed indtil foråret 2019, hvorefter man forsøgte at visitere tilskadekomne til en arbejdsprøvning på 2 timer ugentligt efter 15 måneder med en kommunal erhvervsafklaring, herunder et forløb på et hjerneskadecenter, hvor man ikke fandt det forsvarligt at arbejdsprøve tilskadekomne

– Tilskadekomne var henvist til en arbejdsprøvning på to timer ugentligt som følge af ulykken

Under retssagen blev der indhentet en arbejdsmedicinsk erklæring til belysning af tilskadekomnes funktionsbegrænsninger og nedsatte erhvervsevne.

Sagen blev ikke forelagt for Retslægerådet.

Retten på Frederiksberg fastslog i dom af 10. juli 2024, at der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 23. juni 2020. Af dommens præmisser fremgår følgende:

”Det fremgår af speciallægeerklæringen af 21. oktober 2018, at speciallægen blandt andet skulle oplyse om subjektive klager og objektive fund, samt hvilken indflydelse dette kunne have på …. arbejdsevne. Ifølge speciallægeerklæringen havde … symptomer svarende til et lettere hovedtraume, og ….. havde oplevet tilstanden som stationær gennem mindst 6 måneder. Ifølge speciallægeerklæringen var det bekymrende, at der ikke var sket nogen væsentlig bedring i symptomerne, og speciallægen vurderede, at ….. aktuelt var ude af stand til at finde et job med samme løn, som ….. havde oppebåret før arbejdsskaden.

Det fremgår af den arbejdsmedicinske erklæring under svar på spørgsmål 1, at der vil være en mindre grad af nedsat erhvervsevne, som modsvarer et mindre mén på 10%. Endvidere fremgår det under svar på spørgsmål 4, at det ville være forventeligt, at følger alene efter arbejdsskaden ville medføre et mindre omfang af funktionsbegrænsning, og at ….. derfor ville kunne varetage arbejde mere end halv tid, evt. med skånehensyn.

På baggrund af speciallægeerklæringen af 21. oktober 2018 og den arbejdsmedicinske erklæring lægger retten derfor til grund, at arbejdsskaden havde manifesteret sig i et sikkert erhvervsevnetab, inden ….. fik konstateret kræft i januar 2019. 

På baggrund af den arbejdsmedicinske erklæring lægger retten endvidere til grund, at der på afgørelsestidspunktet forelå konkurrerende sygdom i form af … og kræft, som medvirkede til, at ….. erhvervsevne blev nedsat. Retten finder derfor, at der er grundlag for at nedsætte erstatningen for erhvervsevnetab til den andel, som arbejdsskaden skønnes at være årsag til, men at der ikke er grundlag for at lade erstatningen bortfalde i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, idet ….. tab af erhvervsevne på afgørelsestidspunktet ikke udelukkende skyldtes den konkurrerende kræftsygdom. 

På baggrund heraf finder retten, at der foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Retten finder dog, at der ikke efter de foreliggende oplysninger er grundlag for at foretage en skønsmæssig fastsættelse af erhvervsevnetabet, hvorfor retten tager parternes subsidiære hjemvisningspåstand til følge. der er grundlag for at nedsætte erstatningen for erhvervsevnetab til den andel, som arbejdsskaden skønnes at være årsag til, men at der ikke er grundlag for at lade erstatningen bortfalde i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, idet ….. tab af erhvervsevne på afgørelsestidspunktet ikke udelukkende skyldtes den konkurrerende kræftsygdom.

På baggrund heraf finder retten, at der foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Retten finder dog, at der ikke efter de foreliggende oplysninger er grundlag for at foretage en skønsmæssig fastsættelse af erhvervsevnetabet, hvorfor retten tager parternes subsidiære hjemvisningspåstand til følge.”

Ved sagens efterfølgende behandling ved Ankestyrelsen er der fastsat et erhvervsevnetab på 50 procent i overensstemmelse med den nedlagte principale påstand.

Retssagen blev ført af advokat Alexander Windfeld-Hellsten Izzard: Dommen illustrerer, at vurderingen af hvorvidt der har manifesteret sig et sikkert erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er konkret og beror på alle relevante forhold af helbredsmæssig, kommunal og økonomisk karakter. Det kan ikke opstilles som en objektiv betingelse, at tilskadekomne er arbejdsprøvet forud for arbejdsskademyndighedernes vurdering.

Det er Elmer Advokaters opfattelse, at Ankestyrelsens principmeddelelse 75-19 er betænkelig, da den synes at give arbejdsskademyndighederne mulighed for at tillægge midlertidige arbejdsmæssige begrænsninger herunder midlertidige helbredsmæssige gener- og funktionsbegrænsninger betydning ved fastsættelsen af et endeligt erhvervsevnetab. Et udgangspunkt der kan være i strid med arbejdsskadesikringslovens § 17, som bestemmelsen må forstås efter arbejdsskadesikringslovens forarbejder (Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78, Tillæg B, betænkning over lovforslag nr. L 47, sp. 315 ff.,).

Af forarbejderne fremgår, at et erhvervsevnetab skal være klart og varigt som en betingelse for, at det kan fastsættes efter arbejdsskadesikringsloven. Tilsvarende bør forhold der begrunder et fradrag i et endeligt erhvervsevnetab herunder konkurrerende gener- og funktionsbegrænsninger være af klar og varig karakter.

Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.